Mariager: Med en skov lige udenfor vinduer og døre samt Mariager Fjord ganske tæt på, ligger Frydensberg Efterskole i Mariager så idyllisk, som man overhovedet kan ønske sig.
Den smukke natur er da også det første, forstander Gideon Jakobsen fremhæver, da han bliver bedt om at beskrive Frydensberg Efterskole, der har 120 elever fordelt på 8. 9. og 10. årgang med to klasser på hver årgang.
- Derudover er der nogle særlige kendetegn, som beskriver vores profil. Først og fremmest er vi en kristen efterskole, der har fokus på det hele menneske og dannelse i forhold til at være næstekærlig i mødet med andre mennesker, siger Gideon Jakobsen.
- Dertil kommer, at vi har det, jeg vil kalde et unikt fællesskab, idet vi har en ret stor diversitet blandt vores elever. Vi samler teenagere fra hele landet – og faktisk bredere end det, da omkring 20 procent af eleverne ikke er født i Danmark, men er kommet hertil som flygtninge/indvandrere. Det er en højere procentsats end mange andre efterskoler i Danmark, fortsætter han.
Den natur, Frydensberg Efterskole får foræret i kraft af sin beliggenhed, sætter også sit præg på skolens aktiviteter og valgfag.
- Vi kan godt lide at klatre i træerne, ro på fjorden og så har vi heste, siger Gideon Jakobsen.
Han tilføjer, at blandt landets øvrige efterskoleudbud skiller Frydensberg Efterskole sig ud ved at have et 8. klasse tilbud.
- De fleste skoler synes, at elever i 8. klasse er for unge til rejse hjemmefra for at gå på en efterskole, men det er en årgang, vi er meget glade for at have. Det er en fantastisk alder, og vi kan se, at der er mange unge i dagens Danmark, der har rigtig godt af at komme på en efterskole, siger Gideon Jakobsen.
- Teenagealderen er enormt vigtig, for der sker så meget i de unges liv, og et efterskoleår modner på et plan, som gør, at eleven også fagligt bedre kan fordybe sig, fortsætter han.
Gideon Jakobsen fremhæver, at efterskolen i den forbindelse kan noget, som den klassiske folkeskole ikke kan, da eleverne er på skolen døgnet rundt alle ugens dage.
- Her møder de andre mennesker, som de bor, spiser og rejser med. I det hele taget deler deres liv med, siger han.
En efterskole der favner alle
Gideon Jakobsen har svært ved at beskrive den typiske elev på Frydensberg Efterskole, da elevgruppen er meget sammensat. Her er alt fra den københavnske pige til knægten fra Bornholm.
- På samme måde har vi både elever, der synes, det med skolen er svært og derfor har brug for ekstra støtte til elever, der scorer høje karakterer, siger han.
Gideon Jakobsen tilføjer, at selv om Frydensberg Efterskole har et helt klart kristent værdigrundlag, som også fylder i skolens hverdag ved, at der eksempelvis bliver bedt bordbøn, og at der bliver holdt en ugentlig gudstjeneste, så kan man sagtens være elev på skolen uden at være vant til at være i et kirkeligt miljø.
- Vi lægger vægt på, at der i fællesskabet her på skolen skal være plads til at tale om tro og eksistentielle spørgsmål, men vi respekterer de unge uanset, om de har noget, de tror på, eller ikke har det. Derfor er det vigtigt for os, at vi kan tilbyde mange forskellige valgfag og fritidstilbud, hvor der både er nogle, der har fokus på den kristne tro og nogle, der ikke har, siger han.
Har også muslimske elever
Gideon Jakobsen anslår, at det kun er cirka halvdelen af skolens elever, der kommer fra det, man kan kalde aktive kirkelige hjem. At skolen også appellerer til alle mulige andre, tror Gideon Jakobsen skyldes, at det for mange forældre og unge virker trygt med en efterskole, der har sunde værdier.
- Her bidrager vores kristne ramme positivt, selv om man måske ikke selv går så højt op i det med Gud, siger han og tilføjer, at det også er årsagen til, at der hvert år er et par muslimske elever, der vælger at gå på Frydensberg Efterskole.
- Udover at vi forsøger at tilpasse kosten til disse elever, har vi lige så stor respekt for deres tro, som vi forventer, at de har for skolens kristne værdigrundlag.
Havde sin pris at ville være en af Danmarks største
Da Frydensberg Efterskole blev etableret i 1989, var det med et langt mindre elevtal end de nuværende 120 elever. År efter år voksede elevtallet dog støt, til skolen for seks år siden rummede 140 elever, og man begyndte at drømme om at vokse yderligere til at blive en af Danmarks største efterskoler.
Gideon JakobsenDa jeg blev ansat som forstander, synes jeg, at Frydensberg var en fantastisk efterskole, men jeg havde det også sådan, at mine egne børn skulle nok ikke gå her. Sådan har jeg det ikke længere, og nu går min ældste søn her, og han stortrives.
Gideon Jakobsen fortæller, at man derfor tog rigtig mange elever ind, som havde det svært og havde brug for ekstra opmærksomhed og tilbud.
- Det skabte imidlertid en historie om Frydensberg som en skole for udfordrede unge, fortæller han.
- Den historie har vi de seneste fem år arbejdet målrettet på at ændre i elevklientellet. Det gør vi blandt andet ved at sige nej til elever, som vi tænker passer bedre ind på andre skoler, fortsætter Gideon Jakobsen, der blev ansat som forstander for fire år siden.
Han tilføjer, den ændrede strategi betyder, at skolen nu afviser godt halvdelen af dem, der gerne vil være elev på Frydensberg Efterskole. En strategi Gideon Jakobsen siger nu har båret frugt i forhold til skolens omdømme.
- Nu er historien om Frydensberg Efterskole, at vi er en almen efterskole for almindelige teenagere i Danmark, siger han og tilføjer, at han også selv har fået et andet syn på efterskolen.
- Da jeg blev ansat som forstander, synes jeg, at Frydensberg var en fantastisk efterskole, men jeg havde det også sådan, at mine egne børn skulle nok ikke gå her. Sådan har jeg det ikke længere, og nu går min ældste søn her, og han stortrives, fortsætter han.
Drømmen om at være en af Danmarks største efterskole er således afløst af en drøm om, at Frydensberg Efterskole skal være en mindre skole, hvor det, man gør, gør man rigtig godt.
- Vi vil gerne være nærværende og skabe en følelse af at være et midlertidigt hjem for de elever, der vælger os. Derfor er noget af det allervigtigste for os, at vi har medarbejdere, der er dygtige til at skabe relationer til de unge mennesker i alle facetter af den udvikling, de unge gennemgår, mens de er på skolen, siger Gideon Jakobsen.
Drømmer om egen sportshal
Det er ikke kun skolens drøm og omdømme, der har ændret sig.
Siden efterskolens etablering har klassernes rejser været en fast og vigtig del af skolens undervisning. Gideon Jakobsen fortæller, at man i en hel del år prioriterede at bruge penge på disse rejser fremfor at opgradere skolens faciliteter.
- Vi rejser stadig, men ikke så meget. I stedet for har vi de seneste år valgt at satse på en større og total renovering af vores faciliteter. En renovering vi lige er blevet færdig med, siger Gideon Jakobsen.
I alt er der brugt 10 millioner kroner på at renovere skolens hovedbygning herunder alle drengeværelser, alle bade og toiletter, et nyt elevvaskeri samt et nyt indgangsparti.
- Vores næste drøm er etablering af vores egen sportshal. Den kommer nok til at koste omkring 10 millioner kroner, så der går nogen tid før, den står klar, men vi er begyndt at spare op, siger Gideon Jakobsen, der hurtigt tilføjer, at når han ikke nævner en renovering af pigernes værelser, skyldes det, at disse værelser generelt er i langt bedre stand, end det var tilfældet for drengenes.
Værdier omsat til konkret næstekærlighed
Det er ikke kun naturen, Frydensberg Efterskole ligger tæt på. Mariager by ligger også indenfor gåafstand, og Gideon Jakobsen understreger, at man fra skolens side gør meget ud af at pointere overfor eleverne, at samtidig med, at de går på skolen, er de også borgere i Mariager.
- At være elev på en efterskole kan let blive som at leve i en osteklokke. Derfor er det vigtigt for os, at de bliver en del af lokalområdet. Det gør vi blandt andet ved som skole at involvere os i Børnefesten, Elro-dagene og ved andre initiativer, hvor der er mulighed for at komme på banen, siger Gideon Jakobsen.
- Det er også vigtigt for os, at eleverne ved, hvad der sker ude i verden, derfor fylder krigen i Ukraine også meget hos os for tiden. For at gøre det nærværende har vi sagt ja til, at eleverne kan besøge en gruppe ukrainske flygtninge, der bor på en nedlagt efterskole her i nærheden, ligesom ukrainerne har besøgt os, fortsætter han og tilføjer, at flere af skolens elever har rejst penge til fordel for flygtningene ved blandt andet at sælge kager i naboområdet.
- På den måde bliver efterskolens kristne værdier omsat til konkret næstekærlighed, siger Gideon Jakobsen.