Mariager: Fredag 11. december blev Henrik Thorsager Andersen ansat som festivaldirektør for Festival of Europe - det europæiske folkemøde i Mariager - der åbnes for første gang 22. maj 2022, og som derefter vil være en årligt tilbagevendende begivenhed i Mariager.
Udover Henrik Thorsager Andersen deltog initiativtagerne til foreningen Festival of Europe, borgmester Mogens Jespersen og viceborgmester Leif Skaarup, da ansættelseskontrakten blev underskrevet, hvilket naturligvis skete i det gamle Mariager rådhus på Torvet, da det er her, Festival of Europes sekretariatet får til huse.
Skal virkeliggøre en vild vision
Henrik Thorsager Andersen kommer fra en stilling som Head of Event i Odense Sport & Event, hvor han har været ansvarlig for al kommerciel eventaktivitet. Som nyansat direktør for Festival of Europe skal han stå for at gøre en meget ambitiøs idé til en helt fantastisk begivenhed.
Henrik Thorsager Andersen
Privat:
Henrik Thorsager Andersen er vokset op i Viborg. Hans far var landmand og hans mor organist.
Han er gift med Lisbeth, som er gymnasielærer og sammen har de tre børn.
I fritiden går han på jagt og cykler landevejscykling.
CV:
2019-2021: Head of Event ved Odense Sport og Event
2017-2019: Strategisk planlægger ved DR Koncerthuset
2011-2017: Selvstændig rådgiver inden for event-management
2008-2010: Adm. direktør i Fredericia Messecenter
2005-2008: Produktionschef i DGI-byen & Øksnehallen
- Det bliver en kæmpe udfordring. Jeg skal gøre en vild vision til virkelighed. Og det bliver med mange forskellige interessenter. Festivalen er for borgerne i hele EU, men tager selvfølgelig afsæt i Jylland, nærmere bestemt Mariager, siger Henrik Thorsager Andersen og fortsætter:
- Det er en vild vision, men det er også en vildt spændende vision. Og det er derfor, jeg har sagt ja til i denne omgang at arbejde med en mere værdipolitisk dagsorden. Jeg vil gerne være med til at gøre EU til "vores EU", og det får jeg chancen for her sammen med andre stærke kræfter, og med solid lokal opbakning.
Ansat af Stine Bosse
Festival of Europa har en styregruppe bag sig, som formand for Europabevægelsen og erhvervskvinde Stine Bosse står i spidsen for. Hun har derfor siddet på den anden side af jobsamtale-bordet, da festivaldirektøren skulle findes, og valget faldt på Henrik Thorsager. Andersen.
- Henriks job kommer til at være EU-samarbejdet i en nøddeskal. Han får sin sag for. Det her job kræver en diplomatisk ildsjæl, der kan jonglere med 27 lande og kulturer og i sidste ende levere et konkret resultat inden for tidsfristen, siger Stine Bosse.
- Hvis han - og vi - lykkes, kan vi til gengæld efterlade et historisk projekt, som vil kunne leve i årtier fremad her i Danmark og danne idébank for lignende events i andre EU-lande, fortsætter hun.