Annonce
Mariager Avis

Flot resultat fra Mariager Løberne til Danmarks Indsamlingen 2021

Mariager Løberne fik et rekordresultat på knap 5000 kroner til Danmarks Indsamlngen. Foto: Tom Madsen
Under mottoet "Løb med mening" samlede Mariager Løberne knap 5000 kroner til det gode formål.
Annonce

Mariager: Selv om uge 5 bød på frosttemperaturer og kolde arktiske vinde, kom Mariager Løbernes arrangement med Danmarks Indsamlingen 2021 flot i mål - endda med rekordresultat, meddeler en af arrangørerne, Tom Madsen.

På grund af corona-situationen var arrangementet ændret fra det sædvanlige arrangement fredag aften til, at arrangementet strakte sig over hele uge 5.

Her var den sædvanlige rute markeret, og der var suppleret med små instruktionskort om træningsøvelser, som deltagerne kunne udføre på 3 kilometers runden.

På kortene stod desuden, hvordan deltagerne kunne "betale" for deltagelsen ved at indsende beløb via mobilepay. Alle indsamlede beløb er gået til Danmarks Indsamlingen.

Her i 2021 opnåede Mariager Løberne et rekordbeløb på 4830 kroner, og dermed kom Mariager ind på en flot national tredjeplads blandt deltagende løbeklubber og var kun 100 kroner fra andenpladsen. Førstepladsen gik til Dansk Vandrelaug, så den lokale løbeklub må siges at have leveret et flot resultat.

Meldingen fra Mariager Løberne er da også, at det har været skønt at se alle aldersgrupper, alle slags løbere og gående tage del i det lidt anderledes arrangement.

- Ikke mindst var det glædeligt også at se, at træningsøvelserne undervejs er blevet udført af rigtig mange, tilføjer Tom Madsen.

På sidstedagen i indsamlingsugen valgte et af medlemmerne af Mariager Løberne, Michael Blomstrand, at toppe begivenheden med at løbe 50 km på ruten.

Michael Blomstrand  konstaterede da også lige bagefter:

- Nu kender jeg vist ruten godt nok...

Denne gang var det niende år, at Mariager Løberne gennemførte arrangementet, og klubben håber, at mange vil være klar til at deltage i jubilæumsåret 2022.

Totalt indsamlede Danmarks Indsamlingen mere end 120 millioner kroner, der går til at hjælpe coronakrisens børn. Bag indsamlingen står Danmarks Radio i samarbejde med 12 store humanitære organisationer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce