Annonce
Mariager Avis

Gamle udgaver af Mariager Avis skabte glæde hos Lokalarkivet Mariager

Medierådgiver på Mariager Avis, Line Mikkelsen (tv.) overdrog onsdag i sidste uge ti komplette årgange af Mariager Avis - fra 1991 til 2000 - til arkivleder ved Lokalarkivet Mariager, Susaanne Brogård Lund. Foto: Frank Pedersen
Mariager Avis har overdraget ti komplette indbundne udgaver af avisen til Lokalarkivet Mariager. - Der er mange der bruger vores gamle aviser i forbindelse med research, så de står absolut ikke bare og samler støv, siger arkivleder Susanne Brogård Lund.
Annonce

Mariager: Onsdag i sidste uge blev Lokalarkivet Mariager et lille skatkammer rigere, da arkivleder Susanne Brogård Lund fik overdraget ti komplette og indbundne årgange af Mariager Avis fra 1991 til 2000 af Line Mikkelsen, medierådgiver ved Mariager Avis.

Overdragelsen fandt sted i forbindelse med, at Mariager Avis er ved at rydde salgskontorets lejemål på adressen Kirkegade 13, som avisen har opsagt per 31. december.

- Selv om vi lukker kontoret her i Mariager, så betyder det på ingen måde, at Mariager Avis lukker. Vi medierådgivere vil besøge vores kunder lige så ofte, som vi har gjort hidtil, ligesom den journalistiske dækning af Mariager vil fortsætte på samme niveau som i dag, understreger Line Mikkelsen.

- Men i stedet for at smide de gamle aviser ud tænkte vi, at Lokalarkivet Mariager måske ville være interesseret i at overtage dem, fortsætter hun.

Og det var Lokalarkivet i den grad.

- Vi vidste ikke, at disse årgange fandtes i indbundne bøger, så jeg blev meget glad, da Line ringede for at spørge, om vi var interesseret, faktisk nåede hun ikke at fuldføre spørgsmålet, før jeg sagde: Ja, det vil gerne, fortæller Susanne Brogård Lund med et smil.

Gamle aviser kan være en vigtig kilde til information for slægtsforskere, forfattere og andre med interesse for det historiske. Foto: Frank Pedersen
Annonce

Gamle aviser læses flittigt

Årgangene 1991-2000 er ikke de eneste udgaver af Mariager Avis, Lokalarkiv Mariager nu er i besiddelse af. De ældste udgaver arkivet råder over er fra 1800-tallet, dengang avisen hed Gjerlev-Onsild Herreders Folkeblad og blev udgivet i det, man i dag nok vil betegne som et usædvanligt stort og uhandigt format.

Susanne Brogård Lund fortæller, at selv om der er tale om gamle aviser, så står de ikke bare og samler støv på arkivet.

- De bliver brugt rigtig meget som kildemateriale. I tidligere tider var der for eksempel fyldige omtaler fra generalforsamlinger og den slags beskrivelser er til stor glæde for eksempelvis slægtsforskere, journalister, kommunen og forfattere i forbindelse med research-arbejde, siger hun og fortsætter:

- Og så kan reklamerne i aviserne fortælle en hel del om den tid og de butikker, der fandtes, på det tidspunkt hvor de blev indrykket.

Susanne Brogård Lund tilføjer, at de seks frivillige i Lokalarkivet Mariager selv bruger de gamle aviser, når de skal finde ud af, hvad det er der er på gamle billeder, som de får indleveret af private.

- Det kan godt være, at vi kan se, at der er en form for butik på fotoet, men ikke hvilken butik. Ved at bladre i gamle aviser sker det ofte, at vi finder et foto, hvor vi ved hjælp af billedteksten eller lignende kommer et godt stykke videre i forhold til at finde ud af, hvad det indleverede foto viser, siger hun.

Alle er velkomne til at besøge Lokalarkivet Mariager, Kirkegade 4C (i gården bag ved museet), hvor der er åbent hver torsdag klokken 16-18 eller efter aftale med arkivleder Susanne Brogård Lund på telefon 26182368.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Uhyggelig hygge i Mariager

Mariager Avis

Mariager Museum er reddet

Annonce