Annonce
Mariager Avis

Jubilar med ansvar for frugt og grønt

Jeanette Pedersen har et særligt ansvar for frugt og grønt i Dagli´Brugsen i Gjerlev. Foto: Anne Myrup Pedersen
Jeanette Pedersen har arbejdet i Brugser lige siden sin uddannelse.
Annonce

Torsdag 20. februar er det 25 år siden, salgsassistent Jeanette Pedersen, nu 46 år, blev ansat sin stilling i Dagli' Brugsen i Gjerlev, men allerede 1. juli 1991 holdt hun sit indtog i forretningen første gang, og i samtlige mellemliggende år har jubilaren været ansat i forskellige Brugs-butikker. I dag med særligt ansvar for frugt og grønt.

Jeanette Pedersen er vokset op i Udbyhøj Nord og gik 10 år på Grønhøjskolen i Øster Tørslev, inden hun gennemførte et år på efg-uddannelsen i Randers.

Den unge dame lagde herefter billet ind på enten at komme i lære i Råby Brugsforening eller i en lokal sparekasse. Men begge steder uden held.

Imidlertid lagde de daværende uddelere i henholdsvis Råby og Gjerlev, Tage Elstrup og Niels Vinther, råd op med hinanden, og facit blev, at Jeanette Pedersen kom i lære i Gjerlev. Uddannelsen var færdig to år senere, og efter en kortere periode som ledig var der igen bud efter hende fra uddeler Niels Vinther, som i fire-fem måneder havde brug for assistance, fordi han selv skulle gennem en operation.

Næste station blev Brugsen i Assens inden ansættelsen i Gjerlev for nu 25 år siden.

Annonce

Alsidig medarbejder

Som nævnt har Jeanette Pedersen et særligt ansvar for frugt og grønt i Dagli' Brugsen, herunder indkøb, men hun er en meget alsidig medarbejder, der også indkøber brød og jævnligt kan findes ved kassen. Umiddelbart før dette interview blev til, var hun beskæftiget i slagterafdelingen. Så arbejdsopgaverne skifter.

Jeanette Pedersen holder meget af at arbejde i en lokal butik, hvor kunderne kender hende, og hun kender dem.

- At arbejde her er mere personligt end i en stor forretning, pointerer hun da ogå.

Siden 2003 har Jeanette Pedersen boet i et rækkehus i Romalt, 22 kilometer fra arbejdsstedet. I huset bor også hendes to børn, Camilla på 22 år, der er under uddannelse til pædagog i Randers, og Kenneth på 14 år, der går på Tirsdalens Skole.

Jeanette Pedersen arbejder fuldtids i Dagli' Brugsen og har således vagter hver fjerde weekend. I fritiden holder hun af at slappe af med at se en god film eller gå en tur i den omliggende natur.

Forretningen fejrer jubilaren ved en uformel reception. Af praktiske årsager sker det fredag den 21. februar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Purhus Kro tager to hæderspriser hjem

Annonce