Annonce
Mariager Avis

Kirk skal øge opbakning til forfulgte kristne

Efter sommerferien tiltræder Jens-Henrik Kirk sit nye job i den kristne organisationen Open Doors, der arbejder for at søtte forfulgte kristne. Foto: Annelene Petersen
Jens-Henrik Kirk fra Mariager tiltræder ny stilling til august.
Annonce

Mariager: Problemet med forfølgelse af kristne vokser i mange lande verden over - i Mellemøsten, i Kina og i Nordkorea, for blot at nævne nogle få områder. Den kristne organisation Open Doors Danmark har gjort op, at her i 2020 er der 310 millioner kristne i 73 forskellige lande, der oplever fra høj til ekstrem forfølgelse. Næsten 3000 mennesker blev i 2019 dræbt på grund af deres tro.

Den tidligere efterskoleforstander og nuværende 2. viceborgmester i Mariagerfjord Kommune, Jens-Henrik Kirk (K), Mariager, er med virkning fra 1. august ansat i en stilling i Open Doors Danmark, hvor opgaven kort og godt lyder: "Styrk støtten til forfulgte kristne".

Om sit nye job siger Jens-Henrik Kirk:

- Jeg tror efterhånden, at alle i Danmark er klar over, at situationen er alvorlig for kristne i mange lande. Derfor er der brug for, at alle os, der lever i lande, hvor der ikke kun er religionsfrihed af navn, men også af gavn, træder i karakter på vegne af den forfulgte kirke. De kan ikke kæmpe kampen alene, men har brug for, at vi hjælper og opmuntrer dem.

Jens-Henrik Kirk tilføjer, at han glæder sig til at komme rundt og holde foredrag og møder med kirker og virksomheden, ligesom han vil arbejde for, at politikere på begge sider af det politiske spektrum får øget forståelse for problemet.

Annonce

Forbliver i Mariager

Jens-Henrik Kirk forbliver bosat i Mariager sammen med sin familie. Han vil i høj grad kunne arbejde hjemmefra, hvilket har været vigtigt for ham. Organisationen har dansk hovedkontor på Haslegårdsvej i Aarhus.

- Jeg skal kun have få rejsedage om året og vil primært arbejde i Danmark, men jeg glæder mig også til at besøge de områder, hvor forfølgelse af kristne er mest udbredt, siger Jens-Henrik Kirk.

Når det har været afgørende for Jens-Henrik Kirk at kunne forblive bosat i Mariager, skyldes det hans politiske arbejde. Han vil gerne bidrage til, at Det Konservative Folkeparti får et godt kommunalvalg til november næste år, og han er indstillet på fortsat at være folketingskandidat for sit parti.

Formelt er han ikke genopstillet endnu, men han er klar i givet fald. Ved valget for et år siden manglede han kun 250 stemmer i at blive valgt ind i Folketinget.

Annonce

Efterskoleforstander

Jens-Henrik Kirk er vokset op i Mariager, hvortil hans far, Poul Kirk, flyttede, da drengen var tre år og havde mistet sin mor efter længere tids sygdom.

Poul Kirk etablerede tre efterskoler i Mariager, og gennem 14 år skulle sønnen blive forstander for den ene, Mariager Efterskole, frem til 2017.

Derpå koncentrerede Jens-Henrik Kirk sig om sit politiske arbejde, men undervejs har han desuden løst nogle konsulentopgaver og gennemført en diplomuddannelse i ledelse fra VIA University i Aarhus.

At insistere på at bo i Mariager er ikke befordrende for at få stillinger i såkaldte NGO'er, har Jens-Henrik Kirk måttet erkende. For de fleste har hjemsted i København.

Annonce

Hollandsk oprindelse

Open Doors har sin oprindelse i Holland. I 1955 rejste Broder Andreas nemlig ind bag Jerntæppet, som indtil kommunismens fald adskilte Øst- og Vesteuropa. Hans ærinde var at indsmugle eksemplarer af Biblen, og dermed var den organisation grundlagt, som i dag arbejder blandt forfulgte kristne i over 60 lande.

Open Doors Danmark kom til i 1996 og ledes af generalsekretær René B. Ottesen.

Generalsekretæren siger om ansættelsen:

- Jeg er meget begejstret over at kunne tilknytte Jens-Henrik Kirk til vores organisation. Ansættelsen sker for at give denne del af vores indsats et ekstra skub samt intensivere vores samarbejde med politikere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Uhyggelig hygge i Mariager

Mariager Avis

Mariager Museum er reddet

Annonce