Mariagerfjord: I forbindelse med kommunalvalget sidste år og den efterfølgende konstituering, besluttede Mariagerfjord byråd at etablere et nyt stående udvalg, udvalget for klima og landdistrikter, der – som den første del af navnet afslører - skal forestå det strategiske arbejde med klima i Mariagerfjord Kommune.
At det har været nødvendigt at skabe et helt nyt udvalg, fremfor at lægge området ind under et af de eksisterende, skyldes ifølge borgmester Mogens Jespersen (V), at det særligt under kommunalvalgkampen i 2021 stod klart, at alle partier ville gøre mere for klimaet og miljøet.
- Desuden har regeringen givet os nogle deadlines i forhold til klimakampen, vi som kommune skal overholde i henholdsvis 2030 og 2050. Hvis skal have en chance for at nå i nærheden af de mål, der er sat, skal vi have nogle, der kan koncentrere sig fuldt ud om det. Det vil blive for meget at lægge det over i eksempelvis udvalget for teknik og miljøs øvrige arbejdsopgaver, siger Mogens Jespersen.
- Derfor blev det foreslået at lave et nyt klimaudvalg, hvor det er naturligt at tilføje landdistrikterne. For udover at landdistrikterne også har noget med klima og miljø at gøre, så vil vi gerne gøre noget mere for vores landdistrikter generelt, fortsætter han og tilføjer, at halvdelen af borgerne i Mariagerfjord Kommune bor udenfor de store byer.
Ønsket om et øget fokus på landdistrikterne kommer efter, der i den forgangne byrådsperiode blev nedsat flere såkaldte paragraf 17 styk 4 udvalg med deltagelse af borgere i landdistrikterne, hvor der blev fremsat en lang række af ønsker til fremme af udviklingen af landdistrikterne.
I den tidligere udvalgsstruktur ville det være alle udvalgene, der skulle involveres for at indfri ønskerne, så for at samle arbejdet ét sted, har byrådet valgt at samle indsatsen og lægge den sammen med klimaet, der også vil få tilført arbejdsområder, der tidligere blev varetaget i andre stående udvalg.
Kan kaste konstitueringen op i luften
Når der på den måde ændres i en kommunes styrelsesvedtægter efter en konstituering, har byrådets medlemmer ifølge lovgivningen ret til at kræve, at hele konstitueringen tages op til fornyet drøftelse. Hvis der er et ønske om dette, skal det fremsættes senest ved andenbehandling af det nye udvalgs etablering, hvilket sker på det næste byrådsmøde.
Det tror Mogens Jespersen dog ikke, at der er risiko for vil ske.
- Vi har jo lige lavet en konstituering, hvor alle vidste, at det nye udvalg ville blive lavet og at der ville blive overført områder fra andre udvalg. Vi har bare ikke kunnet nå at få det på byrådets dagsorden før nu, siger han.
Vil vokse sig stort de kommende fire år
Mogens Jespersen forventer, at arbejdet i det nye udvalget for klima og landdistrikter vil starte i det små med en definering af, hvad det er, der skal ligge i udvalget, men han er sikker på, at om fire år vil udvalget for klima og landdistrikter have vokset sig til at være et af de store og vigtigste udvalg i kommunen.
- Alle snakker om miljø, klima og genanvendelse. Det er så store emner, at det bliver involveret på snart sagt alle punkter, siger han.
Udvalgets medlemmer
Selv om udvalget for klima og landdistrikter endnu ikke er endeligt vedtaget, er der allerede sat navne på dets medlemmer, som er:
Jesper Skov Mikkelsen (V) formand, Jens Riise Dalsgaard (S) næstformand, Laura Holm (K), Jørgen Hammer Sørensen (DF), Emma Houe Mølgaard (NB), Niels Peter Christoffersen (S) og Peter Muhl Nielsen (S).
Udvalget for klima og landdistrikter
I punktform kommer det nye stående udvalg, udvalget for klima og landdistrikter, til at arbejde med følgende områder:
Klima:
Klimaindsatser, klimaplanlægning, DK2020.
CO2 - reducerende indsatser og tiltag.
Bæredygtighed i kommunens virksomhedsdrift.
Energi og forsyning.
Affald.
Landdistrikter:
Strategi- og udviklingsplaner for kommunens landdistrikter.
Samarbejde og koordinering med landdistrikterne.
Varetagelse af landdistriktspuljer samt bredbåndspulje.