Annonce
Mariager Avis

Liv i købstaden: Bæredygtig butik åbner på Egepladsen i Mariager.

Pia Drotten i sin nye butik. Hun vil gerne medvirke til, at folk aktivt kan vælge en grønnere livsstil. Foto: Niels Bo Mandrup
Pia Drotten åbner bæredygtig butik på Egepladsen.
Annonce

Mariager: Isen smelter på polerne, vandstanden i havene stiger, vejret bliver mere og mere uforudsigeligt, mens arter af planter og dyr forsvinder for altid og med foruroligende hastighed. Kort sagt: der er behov for at gøre en indsats i kampen for klimaet. Og i stedet for bare at vente på, at politikerne bliver enige om en indsats, kan hver især begynde med sig selv. Omlægge sin livsførelse og sit forbrug i en bæredygtig retning.

Det er udgangspunktet for Pia Drotten, 45 år, der netop har slået dørene op til sin nye butik på Egepladsen 1, Mariager: Faktisk.

Her forhandler hun bæredygtigt produceret tøj til både kvinder og mænd samt gaveartikler og living-produkter, der er fremstillet af naturens materialer.

Pia Drotten

Pia Drotten, 45 år.

Gift med systemarkitekt Lars Jørgensen, har en datter.

Boede i Mariager i sine teenage-år, men flyttede fra byen i forbindelse med sine studier. Efter 11 år med adresse i Flauenskjold flyttede hun i 2016 med sin familie tilbage til Mariager.

Som helt ung havde hun job i døgnbutik, i Benetton i Aalborg m. v., men er uddannet økonom og arbejder som økonomikonsulent i det offentlige. Fremover vil man også kunne møde hende bag disken i butikken Faktisk på Egepladsen 1, Mariager.

Lars Jørgensen får kontor i et sidelokale til butikken.

Annonce

Begyndte ved køkkenbordet

Udgangspunktet var egentlig en snak hjemme ved køkkenbordet med gemalen, Lars Jørgensen. De to ægtefæller var rørende enige om, at det er både synd og skam, at der står butikslokaler tomme i Mariager. Og efter et par dage var beslutningen truffet: Pia Drotten vil åbne butik på Egepladsen. Det bæredygtige koncept er oppe i tiden, og nu skal det vise sig, om det også er bæredygtigt i Mariager.

- Det skulle jo være på et område, hvor man ikke konkurrerer, men supplerer det sortiment, der er i byen i forvejen, siger Pia Drotten og tilføjer:

- Jeg tror på det, helt sikkert!

Som udgangspunkt vil butikken være åben torsdag, fredag og lørdag. Om torsdagen og om fredagen vil kunderne blive betjent af Pia Drottens mor, Anette Drotten, som mange vil kende fra butikken Diva.

Pia Drotten beholder nemlig - i hvert fald indtil videre - sit job som økonom med ansættelse i den offentlige sektor.

Hun og hendes mand vendte tilbage til Mariager, hvor hun havde sine teenage-år, for tre år siden efter at have boet i Flauenskjold i Vendsyssel i 11 år.

- Og der så vi, hvad der sker, når byens sygner hen. Vi skal selv være med til at gøre noget ved udviklingen, synes Pia Drotten.

Annonce

Faktisk

For hendes vedkommende blev det butikken med navnet "Faktisk".

- Jeg sad og filosoferede over det derhjemmeved køkkenbordet. Kunne det være noget med roser i relation til "rosernes by", noget med bæredygtighed eller noget med udgangspunkt i Cittaslow-bevægelsen? Jeg kunne ikke lige finde noget, der sådan var spot on. Og så kom det lige pludselig. Vores datter siger tit "Faktisk", og det er jo faktisk ikke så svært, fortsætter Pia Drotten med et smil.

Hun erkender, at hun bevæger sig ud på usikker grund.

- Men, erklærer Pia Drotten, jeg tror på det!

Alle de varer, som Pia Drotten fører i sin nye butik, er produceret under bæredygtige forhold og af bæredygtige materialer. Foto: Niels Bo Mandrup
Annonce

Bæredygtigt

I butikken skal alle varer være af bæredygtig oprindelse. Det gælder, uanset om der er tale om tøj til kvinder eller mænd, om det er gaveartikler, indretningsartikler eller sæber og cremer.

Pia Drottens leverandører er eksempelvis mærker som Laurie, Grobund, Klitmøller Collective, Neutral, Zuperzozial og Solvang Design. Og alle står de inde for, at deres varer er bæredygtigt produceret. Ikke alene af bæredygtige materialer, men også under ordentlige vilkår, hvor medarbejderne får en anstændig løn og arbejder under ordnede forhold.

En stor del af tøjet produceres i eksempelvis Indien, andet i Portugal. Og Pia Drotten kan jo ikke selv rejse rundt og tjekke.

- Men der ligger uafhængige certificeringer, som jeg er nødt til at stole på. Det er jo det samme som med Svane-mærket, EU-blomst. Det er man jo nødt til at vise tillid, siger Pia Drotten.

I sortimentet er også tyske mærker. Tyskerne er ifølge Pia Drotten helt oppe på beatet i denne sektor og har en lang historik indenfor dette område.

Pia Drotten erkender, at hendes varer nok kan synes dyrere end tilsvarende, der er produceret under mere traditionelle betingelser.

-Det er en fordom, at det er dyrt. Det er rigtigt, at noget ligger i den prismæssigt pænere ende, men for mange har det også en værdi at vide, at tøjet er syet under ordentlige forhold og produceret uden anvendelse af kemi, fastslår hun.

Pia Drotten har indrettet sin butik i det gule murstenshus på hjørnet af Egepladsen og Teglgade. Foto: Niels Bo Mandrup
Annonce

Netbutik

Pia Drotten fremhæver, at det har været en spændende proces at finde frem til, hvad der skal på butikkens hylder. Hun har på forhånd ingen anelse om, hvordan markedet vil være for det sortiment, som Faktisk vil præsentere.

Hensigten er at henvende sig både til Mariagers fastboende og til gæster og turister i byen.

- Er man på ferie og har en god oplevelse, vil man ofte gerne bringe noget med hjem, indskyder Pia Drotten.

Omkring 1. oktober vil hun gå i luften med en netbutik på adressen faktisk.eco. ".eco"-betegnelsen er ny på internettet og kan kun anvendes af virksomheder, organisationer, myndigheder og enkeltpersoner, der er engagerede i arbejdet for en bæredygtig fremtid.

Som noget helt grundlæggende for butikken fastslår Pia Drotten, at man ikke vil opleve, at hendes varer i butikken kommer på udsalg. Fortjenesten på varerne er simpelthen for lav til, at det kan lade sig gøre. Producenterne vil heller ikke være med, tilføjer Pia Drotten og peger også på, man jo ikke bare skal købe og smide ud:

- Det er faktisk ikke så svært at være med til at gøre en forskel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Purhus Kro tager to hæderspriser hjem

Annonce