Annonce
Mariager Avis

Liv i købstaden: Nu får Mariager sin egen Lykkeliga

Håndboldformand Line Pabst Stevnhoved (t. v.) , Lykkeliga-træner Mette Schell Andersen og næstformand i håndboldafdelingen Camilla Friis Andersen har store forventninger til den kommende Lykkeliga-aktivitet i Mariager Hallen. Foto: Niels Bo Mandrup
Nu åbner Mariager IK for håndbold for spillere, der har forskellige udfordringer af fysisk eller psykisk karakter.
Annonce

Mariager: Børn, unge og for den sags skyld voksne, der er udfordret af fysiske eller psykiske handicaps, skal også have mulighed for at være med i det fællesskab, som andre oplever sammen med andre i sportsarenaer over hele verden. Derfor åbner Mariager IK's håndboldafdeling nu for Lykkeliga - et projekt, der begyndte i det små i Gistrup ved Aalborg, og som i løbet af ganske få år har bredt sig over hele landet. Og nu også til Mariager.

- Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle tro. Vi er ikke vant til, at folk henvender sig for at være med til at starte noget nyt op. Men det er da alle tiders. Det er en gave, siger Line Pabst Stevnhoved, formand for håndboldafdelingen i Mariager IK.

- Ja, det var næsten for godt til at være sandt, tilføjer afdelingens næstformand, Camilla Friis Andersen.

Afdelingen fik nemlig en mail fra Mette Schell Andersen, Spentrup, der er aktiv som leder og træner i Lykkeliga i Randers. Nu ville Mette Schell Andersen gerne være med til at starte en tilsvarende aktivitet i Mariager.

Og den henvendelse tog håndboldbestyrelsen i Mariager IK imod med kyshånd.

Resultatet er, at Lykkeliga åbner i Mariager Hallen torsdag 27. februar klokken 17.30. Derefter skal der spilles Lykkeliga-håndbold i hallen hver torsdag i samme tidsrum.

I forvejen er der en Lykkeliga-klub i Hobro, men ellers skal man til Randers, Aalborg eller Aarhus for at finde de nærmeste klubber.

Den tidligere landsholdsstjerne Rikke Nielsen, der selv har en datter med Down's Syndrom, er blandt initiativtagerne til Lykkeligaen og er stadig dens frontfigur. Foto: Axel Schütt
Annonce

Alle vinder

Mette Schell Andersen har selv to børn, der er autister, og som ikke kan indgå i almindelig hold-idræt.

- Jeg har selv spillet håndbold og har haft stor glæde af det. Derfor manglede jeg et sted, hvor mine børn kan være aktive, fortæller Mette Schell Andersen om baggrunden for, at hun selv er blevet aktiv i Lykkeliga-sammenhæng.

Det er ikke tanken, at et nyt Lykkeliga-hold skal dannes med henblik på at spille turneringskamp hver eneste weekend i hele håndboldsæsonen. Men spillerne skal mødes til ugentlig træning, og så vil der derudover blive arrangeret stævner måske en gang hver tredje måned.

- Hvor vi møder midt på formiddagen, spiller et par kampe, holder frokostpause og så spiller et par kampe igen, inden vi slutter senest midt på eftermiddagen, fortsætter Mette Schell Andersen.

Desuden er det tanken at deltage i det store, fælles Lykkeliga-stævne som det, der sidste år blev holdt i Herning med næsten 500 deltagere.

For Lykkeligaens deltagere er det alvor, når man siger, at ikke gælder om at vinde, men om at være med. Derfor er der efter stævnerne også både medaljer og diplomer til alle, der har været med.

- Så alle er vindere, fremhæver Mette Schell Andersen.

Annonce

Fællesskab

- Det handler først og fremmest om fællesskab. Om at møde børnene der, hvor de er, at give dem nogle gode oplevelser, betoner Mette Schell Andersen.

Lykkeliga er et ret nyt begreb i den danske håndboldverden - skabt i samarbejde mellem den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Rikke Nielsen, og reklamemanden Mikael Espensen. Begge har døtre med Down's Syndrom, som derfor ikke kan være med på almindelige håndboldhold. Samme udviklede de to initiativtagere idéen, der siden 2017 har bredt sig og er blevet landsomfattende med omkring 70 klubber fordelt over hele landet. Rikke Nielsen kommer også til Mariager i forbindelse med Lykkeliga-premieren torsdag 27. februar.

Senest har Lykkeliga fået endnu et landsomfattende boost og endnu mere opmærksomhed i kølvandet på TV2's dokumentarserie fra januar om verdens lykkeligste landshold.

I Mariager er Lykkeliga åben for alle aldersgrupper.

- Alle, der ikke kan være med på et almindeligt hold, uanset om det fysiske eller psykiske forhold, der gør sig gældende, siger Mette Schell Andersen.

Både hun og håndboldbestyrelsen glæder sig over, at der er tilsagn fra frivillige, der gerne vil give en hånd med i afviklingen af Lykkeliga.

- Jo flere voksne der er, desto mere kan vi tilbyde, og desto flere børn kan være med. Og der er mange voksne, der gerne vil give børnene en god oplevelse, understreger Mette Schell Andersen.

- Det er noget, der giver selvtillid for deltagerne. Og jeg har oplevet, hvordan det har givet mine børn så meget at være med, tilføjer hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Purhus Kro tager to hæderspriser hjem

Annonce