Annonce
Mariager Avis

Liv i købstaden: Specialbutikker giver oplevelser

Specialbutikker byder på oplevelser /8-9
Thomas Palsgaard har været bager i Mariager gennem 20 år og befinder sig godt i sin forretning på Torvet.
Annonce

Mariager: Uanset om der er tale om en slagter eller en bager, så byder en specialbutik på en anden oplevelse for kunderne end den, som kunden får i et supermarked, der også har både kød, brød og kager i sit sortiment.

- Kunderne sætter pris på at komme her, hvor personalet ved noget om tingene. Her kan de få besked, hvis der er noget, de er i tvivl om. De kan få besked om, hvad der er i brødet, hvis de gerne vil vide det.

Det fortæller bagermester Thomas Palsgaard, 51 år og indehaver af Mariager Bageri gennem efterhånden 20 år.

Gennem de 20 år, han har stået i bageriet, har sortimentet udviklet sig. Der er kommet flere typer brød til, der er mere og mere grovbrød på bekostning af det helt lyse brød.

- Det udvikler sig. Der sker noget hele tiden, synes Thomas Palsgaard.

Masser af brød og kager langes over disken i Mariager Bageri hver eneste dag. Kun fire dage om året holdes lukket. Foto: Anne Myrup Pedersen
Annonce

Mariager ved et tilfælde

Det var lidt et tilfælde, at bagermester Thomas Palsgaard for 20 år siden havnede i Mariager. Han begyndte som bagerlærling 14 dage efter, at han var gået ud af skolen efter 9. klasse, og efter at have arbejdet i forskellige bagerier rundt omkring ville han som 31-årig gerne have sin egen forretning.

Interessen for at bage havde han med sig fra køkkenet hjemme, hvor han voksede op. Et mindre landbrug i Sejlflod Kær, hvor hans far gik på arbejde sideløbende med, at han passede landbrug, mens hans mor var hjemmegående, indtil børnene blev store. Her blev Thomas Palsgaard så glad for at bage, at han kom i lære i Mou Bageri. Og det var tilsyneladende den rigtige vej at gå; han har holdt fast i bagerfaget lige siden. Efter udstået læretid arbejdede han flere steder, bl. a. i Storvorde, før han besluttede, at han ville stå på egne ben.

- Det kunne være sjovt at prøve, syntes Thomas Palsgaard.

- I bagerierne kom der jo en del repræsentanter, som man kom i snak med, og der var en, der fortalte om et bageri i Skørping, der skulle være til salg. Men det var det nu ikke. Så hørte jeg om bageriet i Mariager, og vi kørte herned for at høre, om Kurt (Jensen, bager i Mariager gennem 31 år, red.) ville sælge. Det ville han godt. Og så måtte vi jo finde ud af det, fortsætter Thomas Palsgaard.

Enden på snakken blev, at han overtog bageriet 1. december 1999. Siden har han og hans familie boet på Torvet i Mariager, hvor også bageriet har sin adresse.

Annonce

Arbejdsdagen begynder midt om natten

I bageriet er han eneste udlærte bager, men han har også en lærling, der begyndte i januar i år. Hun er den femte, han gennem årene har haft. Desuden er der to voksne kvinder i bagerbutikken til at betjene kunderne, ligesom er der en del unge til at ekspedere.

Både i butikken og i selve bageriet arbejdes der året rundt bortset fra fire dage: 24., 25. og 26. december samt nytårsdag. Så en 37 timers arbejdsuge kender Thomas Palsgaard ikke til.

Arbejdsdagen begynder oftest, mens alle andre ligger i deres sødeste søvn: Omkring kl. 2.30-3.00. Op til travle dage i butikken begynder arbejdet måske allerede endnu tidligere – men sjældent senere. Palsgaard selv arbejder først og fremmest i bageriet, men ekspederer også lejlighedsvist i butikken, hvis der er behov for det. Dertil kommer forskellige administrative opgaver, der skal løses. Bogholderi-arbejdet køber han sig dog til.

I et hjørne i butikken i bageriet kan kunderne sætte sig med en kop kaffe og et stykke brød. Når vejret er til det, kan man også sætte sig udenfor på Torvet. Foto: Anne Myrup Pedersen
Annonce

Kunderne

I det daglige er der en god, fast kundekreds.

- Men der er også folk, der kommer længere væk fra. Der kommer folk fra Aarhus for at købe rugbrød, andre kommer måske for at købe småkager her op til jul, fortæller bagermesteren, der også mener at have forklaringen:

- Vi bager noget godt brød!

Eksempelvis er rugbrødet altid baseret på surdej.

- Det giver en god smag og også længere holdbarhed, fastslår bageren.

Udover de faste kunder betjenes også et stort antal turister på besøg i Mariager. Udover at sælge dem brød og kager tilbyder Mariager Bageri også en kop kaffe, som man enten kan drikke i bagerbutikken eller udenfor på Torvet, lige i hjertet af byen.

Dertil kommer bestillingsopgaver – en særlig lagkage, en kagemand, en bryllupskage.

- Det er ikke ret tit, vi siger nej til en opgave, smiler bageren.

Håndværks Bageren på Torvet i Mariager er byens eneste tilbageværende bagerforretning. Foto: Anne Myrup Pedersen
Annonce

Udviklingen

Udviklingen i sortimentet sker løbende. Den er til dels inspireret af repræsentanter, der kommer i butikken med nye produkter, men også af bagermesterens egne påfund.

Og noget slår an, andet gør ikke.

- Vi skal jo huske på, at hvis vi får nye varer på hylderne, så er der også varer, vi ikke længere skal have. Det er somme tider svært at tage noget ud. Og vi kan jo ikke skifte sortiment hele tiden, påpeger Thomas Palsgaard og tilføjer:

- Vi har også somme tider prøvet noget, som folk har talt om, men som kunderne så alligevel ikke er klar til.

Tidligere har Thomas Palsgaard været medlem af en kæde af bagere, men står i dag frit.

Annonce

Fascineret af ishockey

En tilværelse som selvstændig bagermester levner ikke meget tid til fritidsinteresser.

- Det der med at gå i motionscenter har jeg ikke det store behov for. Jeg arbejder jo i bageriet, smiler Thomas Palsgaard.

Derimod er han jævnligt at finde på tilskuerbænken i ishockeyhallen i Aalborg, hvorfra han følger Aalborg Pirates, det tidligere AaB Ishockey.

- Der er en intensitet i det spil, som man ikke finder i andre sportsgrene. Tingene kan vende på et øjeblik. Og så er der en stemning i hallen, som man ikke får med på tv. Tingene sker så hurtigt, at kameraet ikke altid kan følge med, er Thomas Palsgaards erfaring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Uhyggelig hygge i Mariager

Mariager Avis

Mariager Museum er reddet

Annonce