Annonce
Mariager Avis

- Mariager er fantastisk at vokse op i

Det konservative byrådsmedlem Jens-Henrik Kirk har spillet fodold det meste af livet og er fortsat aktiv på Mariager IK's olboyshold. Foto: Annelene Petersen
Derfor vendte byrådspolitikeren Jens-Henrik Kirk hjem til byen.
Annonce

Mariager: Mariager by er inde i en utroligt positiv udvikling. Helt bestemt.

Det vurderer en af dem, der selv er aktive i byen, og som er med til at sætte sig præg på den: det konservative byrådsmedlem Jens-Henrik Kirk.

Han er vokset op i Mariager, har været rejst fra byen i forbindelse med sin uddannelse, men vendte hjem til Mariager igen i 2004.

- Vi var fast besluttede på, at vores børn skulle vokse op et sted, hvor det var fantastisk at være barn. Og sådan et sted var Mariager, siger Jens-Henrik Kirk i dag.

Han og hans kone, Camilla Kirk, overtog en faldefærdig, misligholdt og tilgroet ejendom, Jomfrubakken, på Hadsundvej i Mariager og fik stedet forvandlet til et hyggeligt bed- & breakfast-sted.

Men da Jens-Henrik Kirk senere blev forstander for Mariager Efterskole, måtte han erkende, at han ikke samtidig også kunne drive bed- & breakfast, så stedet blev solgt.

Jens-Henrik Kirk

Jens-Henrik Kirk, 43 år. Opvokset i Mariager, uddannet socialrådgiver. Frem til sidste år forstander på Mariager Efterskole.

Diplomuddannelse i ledelse fra VIA University College i 2020.

Hans hustru, Camilla Kirk, er lærer på Mariager Efterskole. Her går også deres søn Joachim på 16 år, mens Lucas og Amalie på henholdsvis 14 og 11 år begge går på Mariager Skole.

Fodbold, madlavning, kirker og rejser er foretrukne fritidsinteresser for Jens-Henrik Kirk.

Inden ansættelsen som forstander på Mariager Efterskole drev Camilla og Jens-Henrik Kirk sammen Jomfrubakkens Bed & Breakfast i Mariager.

Desuden var Jens-Henrik Kirk i nogle år ansvarlig for den frikirkelige Sommercamp Mariager med flere end 5000 gæster.

Annonce

Unikt civilsamfund

Den positive udvikling i Mariager ser Jens-Henrik Kirk eksempelvis helt aktuelt i den indsats, som på frivillig basis er lagt omkring idrætsanlægget i Mariager. Mens der på grund af coronarisiko ikke kunne spilles fodbold på baneanlægget, greb de frivillige fat i pensler, værktøj og haveredskaber for at give byens stadion et løft. Der blev luget og malet, tribunen fik en omgang, en del af rækværket omkring banen blev skiftet, og der blev i det hele taget ryddet op i hele anlægget.

- Det er helt fantastisk. Det er et eksempel på et unikt civilsamfund, mener Jens-Henrik Kirk og henviser til, at når noget trænger til at blive gjort, så er der nogen, der gør det, der skal til.

Jens-Henrik Kirk begyndte selv at spille fodbold i Mariager IK, da han var tre år. Mens han som helt ung var i London for at lære sprog, fulgte han engelsk fodbold på millionbyens arenaer, og senere, da han kom til København, spillede han selv på divisions-niveau i B93. Hjemvendt til Mariager har han spillet fodbold på serie-niveau og spiller i dag oldboysfodbold.

Jens-Henrik Kirk fremhæver byens brede foreningsliv som en af Mariagers helt store styrker.

- Samtidig har vi en natur i topklasse. Og det hele skal være med til at trække tilflyttere til byen. Derfor skal vi have nogle attraktive byggegrunde, en god skole og nogle gode dagtilbud. Det er også vigtigt med gode indkøbsmuligheder, og i den sammenhæng er det vigtigt, at os, der bor i byen, også husker at handle i byen. Ellers kan vi ikke opretholde butikkerne, erklærer Jens-Henrik Kirk.

Jens-Henrik Kirk har foreslået at bygge en helt ny Mariager Skole, men det har der ikke været opbakning til. I stedet er der nu afsat midler til en renovering af skolens fysiske rammer.

Han så gerne, at flere deltog aktivt i byens liv:

- Det er jo ikke kommunen, men borgerne, der skaber liv i byen, understreger Jens-Henrik Kirk.

Han ser frem til, at der kommer gang i det arbejde, der skal lægge en plan for den fremtidige udvikling i Mariager. Repræsentanter for byens borgere og dens foreninger sætter sig sammen med politikere og embedsmænd for at fastlægge rammerne. Målet skal efter Kirks opfattelse være at styrke bosætningen i Mariager. Han tror også på, at byen har mulighed for at øge sine turistindtægter og peger igen på den helt unikke natur omkring byen og den gamle købstadsidyl, der er bevaret.

Annonce

Politik

Jens-Henrik Kirk har store politiske ambitioner. Han stillede som konservativ op til Folketinget i Vestjylland ved valget i 2015 og klarede det helt pænt, omend ikke godt nok til at opnå valg. Ved valget i 2019, for et år siden, forsøgte han igen - på hjemmebanen Mariagerfjord og i Nordjyllands Storkreds. De konservative gik frem og fik valgt en mand ind, men det blev ikke Kirk. Han manglede nogle få hundrede stemmer.

Til gengæld fik han et fint valg til Mariagerfjord Byråd ved kommunalvalget i 2017, efter hvilket han fik sæde i økonomiudvalget samt udvalget for børn og familie.

Efter sommerferien begynder forberedelserne til næste valg, byrådsvalget i 2021, og hvad det angår, er Kirk fuld af optimisme.

Han glæder sig meget til den kommende valgkamp frem til kommunalvalget i november 2021 og vil først derefter tage stilling til, om han tager endnu en tørn for at komme i Folketinget.

Jens-Henrik Kirk betegner sig selv som socialkonservativ - han taler for et så fintmasket socialt net, at de mennesker, der ikke kan klare sig selv, ikke falder igennem det. Også landspolitisk er han optaget af emner som kultur og bæredygtighed.

- Men først og fremmest er jeg optaget af at skabe gode rammer for familierne. Når det går godt for familierne, går det godt for Danmark, fastslår Jens-Henrik Kirk.

Han er uddannet socialrådgiver og har selv arbejdet med socialt udsatte unge.

Som 27-årig blev han landets yngste efterskoleforstander - på en af de efterskoler, som hans far var med til at oprette.

Så han kendte efterskole-verdenen fra sin opvækst og kunne bidrage til den med sit kendskab til ledelse.

- Jeg brænder for ledelse, indskyder han og tilføjer:

- Efterskolerne er helt fantastiske med hensyn til fællesskaber, og de rummer også ting, som jeg kan tage med i mit politiske virke.

Han var forstander for Mariager Efterskole indtil sidste år, da han valgte at trække sig for i højere grad at kunne koncentrere sig om det politiske. Men han har ikke sluppet kontakten til efterskolerne: Hans hustru, Camilla Kirk, arbejder som lærer på Mariager Efterskole, og samme sted er hans ældste søn, Joachim, elev.

- Jeg synes faktisk, at et efterskoleophold er en af de bedste gaver, man kan give sit barn, erklærer Jens-Henrik Kirk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

- Det bedste er friheden

Annonce