Annonce
Mariager Avis

Mariagerfjord Gymnasium inviterer kommende elever til orienteringsmøde

Mariagerfjord Gymnasium inviterer kommende elever og deres forældre til orienteringsmøde lørdag 16. januar.
Åbent hus for tilmeldte deltagere.

Mariagerfjord: Mariagerfjord Gymnasium inviterer lørdag 16. januar til orienteringsmøde for tilmeldte. Her kan kommende elever og deres forældre opleve gymnasiet, høre om uddannelserne, stille spørgsmål og møde elever, lærere og vejledere.

2020 har været et usædvanligt år. Også på Mariagerfjord Gymnasium, der havde glædet sig til at tage imod kommunens elever fra 8., 9. og 10. klasse og give dem en smagsprøve på gymnasielivet. Men sådan gik det ikke; først blev forårets introkurser aflyst, og senere røg efterårets brobygning i vasken.

Derfor har mange ikke fået svar på, hvordan det er at gå på gymnasiet, og hvad kan man bruge studenterhuen til. Alt det vil Mariagerfjord Gymnasium gerne give svar på, når skolen inviterer til orienteringsmøde lødrga 16. januar. Her kan nye elever og deres forældre opleve stemningen på gymnasiet, høre om uddannelserne, stille spørgsmål og måske blive lidt mere afklaret inden det endelige uddannelsesvalg.

Annonce

- Vi er et lokalt gymnasium med en høj faglighed, engagerede lærere og et stærkt fællesskab, og det vil vi gerne vise de nye elever og deres forældre. Derfor håber jeg, de vil komme til orienteringsmødet og mærke stemningen på skolen og høre om de mange muligheder på Mariagerfjord Gymnasium, siger rektor Søren Urup.

Tre uddannelser

I 2021 udbyder Mariagerfjord Gymnasium hf, stx og visiteret hf. De gymnasiale ungdomsuddannelser har alle en bred sammensætning af fag, men samtidig er det muligt at forme uddannelserne efter interesser og drømme om en fremtidig karriere.

Hf: En toårig gymnasial uddannelse med to mulige fagpakker: Aktion og Relation. Derved kan hf-elever målrette uddannelsen med henblik på at læse videre på fx politiskolen, seminariet, sygeplejerskeuddannelsen og andre erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.

Stx: En treårig uddannelse med studieretninger fordelt inden for fire områder: Naturvidenskab, sprog, samfundsfag og musik. Stx er den eneste ungdomsuddannelse, der kan lede til alle videregående uddannelser – både korte, mellemlange og lange.

Visiteret hf (vhf): Gymnasiets særlige hf-uddannelse for unge med ADHD, autismespektrum-tilstande og tilgrænsende vanskeligheder. Ansøgning om optagelse sker ved at udfylde et ansøgningsskema via gymnasiets hjemmeside, www.mf-gym.dk.

Arrangementet følger naturligvis myndigheders retningslinjer, og derfor er det i år nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Ved tilmeldingen vælger man det tidspunkt, man gerne vil komme til orienteringsmødet, så besøgene bliver spredt ud og afviklet i mindre grupper.

- Vi holder selvfølgelig god afstand og passer på hinanden, lover Søren Urup.

Tilmelding til orienteringsmødet sker via gymnasiets hjemmeside www.mf-gym.dk senest søndag 10. januar. Er man forhindret i at deltage, er det også muligt at booke et besøg en anden dag på gymnasiets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Mariager Avis

Tegn på at du kan have rotter

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce