Annonce
Mariager Avis

Mariagers havnekran næsten så god som ny

Den 89 år gamle havnekran i Mariager er nu renoveret og blev genindviet i forbindelse med lørdagens regatta. Foto: Niels Bo Mandrup
Efter en omfattende restaurering blev Mariagers 89 år gamle havnekran genindviet i forbindelse med byens lysregatta.
Annonce

Mariager: Borgmesteren i Mariagerfjord, Mogens Jespersen, fik æren, glæden og fornøjelsen af at genindvie den gamle kran på havnefronten i Mariager, da byen lørdag holdt den årlige lysregatta. Borgmesteren klippede det røde bånd, der var bundet på stilladset, der i dagens anledning var stillet op ved kranen, og dermed markerede han dels genindvielsen, dels at der nu var en sjælden mulighed for at gå op i kranen og se havne-området sådan lidt fra oven.

Selv skulle han ikke nyde noget:

- Jeg har et problem med højder, betroede han de mange fremmødte, der overværede snoreklipningen.

Forinden havde en både glad og stolt formand for foreningen Havnekranens Venner, Leif Høgh, ridset kranens historie op.

Den daterer sig tilbage til 1930 og er konsekvens af en udvikling, der truede Mariager som by:

- Hadsund fik både jernbane og bro, og sejlrenden til Hobro blev uddybet. Så der var ikke længere behov for havnen i Mariager, forklarede Leif Høgh.

Borgmester Mogens Jespersen markerede genindvielsen med at klippe det røde bånd på stilladset. Samtidig åbnede han dermed for almindelig adgang til kranen. Selv skulle han ikke nyde noget. Foto: Niels Bo Mandrup
Annonce

Kul og stål

Derfor blev der sat gang i jernbane-byggeriet på strækningen Mariager-Fårup-Viborg, og i forhold til den fik havnekranen en central funktion. Banens væsentligste funktion var at bringe kul fra Mariager Havn, hvortil de blev fragtet med skib, og til Viborg.

Også efter at Viborg-banen blev nedlagt, havde kranen en funktion. Randers-firmaet S. C. Sørensen fik nemlig gennem en årrække losset jern og stål i Mariager. Men fra 1990 var det slut. Havnen i Mariager blev nedlagt som trafikhavn, og den daværende Mariager Kommune overvejede at bryde kranen ned. Det blev startskuddet til foreningen Havnekranens Venner, der overtog kranen for én krone. Siden er brugt et millionbeløb på at renovere og vedligeholde den gamle kran, og det kulminerede i foråret i år med omfattende arbejder på både beton, stål og træværk. Arbejdet blev støttet af en lang række fonde, og foreningen bag kranen har også bidraget med midler, som den har tjent. Desuden har der været penge fra Kulturstyrelsen, der har betegnet kranen som et identitetsbærende monument med særlige kulturhistoriske og miljømæssige kvaliteter. Derfor er kranen også fredet.

Annonce

Regatta

Regatta-dagen blev markeret mange steder i Mariager. Først og fremmest i havne-området, hvor Saltcentret holdt åbent hus og gav gratis adgang, og hvor Havnekranens Venner arrangerede loppemarked. Her var også byens rideklub mødt frem og gav trækketure til interesserede børn, der var kaffe og kagebord i teltet, arrangeret af Mariager IK, og Turistforeningen havde sørget for underholdning i teltet.

Jutlander Banks Jeanette Leth Neldorf overrakte på regatta-dagen en donation fra Sparekassen Hobro Fonden til formand Leif Høgh oh den øvrige bestyrelsen i Havnekranens Venner. Foto: Niels Bo Mandrup
Annonce

Spejderlopper

Hos Sejlklubben var der stumpemarked og forskellige børneaktiviteter, og oppe i byen holdt spejderne – traditionen tro – loppemarked i forbindelse med regatta-dagen.

- Altid sammen med regattaen. Og så en gang mere i løbet af året, fortæller Kurt Lindstrøm, spejdernes ankermand på lopperne.

Han har godt aldrig selv været spejder. Men det har konen, børnene og børnebørnene.

- Og så blev jeg headhunted, fortæller han.

Spejderne havde en rigtig god dag. Allerede en halv time før åbningen stod folk i kø ude foran, og blandt de første i lokalerne var også professionelle opkøbere, er gjorde en god handel. Spejderne fik dog ikke udsolgt. Så nu, bagefter, får forskellige genbrugsbutikker mulighed for at hente, hvad de har lyst til. Så de ting, som er skænket spejderne, kan komme andre til gavn.

- Og det har jeg det godt med, erklærer Kurt Lindstrøm.

Kurt Lindstrøm og Mariager-spejderne havde en god dag under lysregattaen, idet de fik ryddet godt ud i den mange lopper, der er samlet sammen siden sidste år. Foto: Niels Bo Mandrup
Annonce

Signalflag og kulørte lamper

Selve lysregatten - bådenes togt fra havnen og ud på og retur - begyndte omkring kl. 20 lørdag aften Omkring 20 både var med, lystsejlere og motorbåde, der var pyntet med signalflag, lysskæder og kulørte lamper i forskellig grad. Også turbåden "Svanen" deltog i sejladsen tillige med en flok kajakroere. I dagens anledning var også den gamle havnekran pyntet op med lyskæder.

Både den gamle havnekran og en lamg række lystfartøjer var pyntet med lys, da regatta-sejladsen fandt sted lørdag aften. Foto: Niels Bo Mandrup
Også turbåden "Svanen" deltog i regatta-sejladsen. Foto: Niels Bo Mandrup
Omkring 20 både deltog i regatta-sejladsen, der også havde deltagelse af 12-14 oplyste kajakker. Foto: Niels Bo Mandrup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

- Det bedste er friheden

Annonce