MARIAGERFJORD: Det var en tydelig rørt Mogens Jespersen, der modtog et enstemmigt genvalg til klapsalver fra Venstres medlemmer i Multisalen ved Hobro Idrætscenter, da partiet holdt opstillingsmøde.
- Jeg er enormt glad for den store tillid, medlemmerne af Venstre Mariagerfjord viser mig, siger borgmester Mogens Jespersen.
- Mariagerfjord Kommune har det bedre end nogensinde, og det er jeg bare rigtig stolt af. Der bygges over hele kommunen, der sælges jord og huse, og samtidig skal vores innovative og kreative tankegang vedblive, så vi fortsætter udviklingen af Mariagerfjord Kommune.
Mogens Jespersen er dermed klar til en tredje periode som borgmester i Mariagerfjord Kommune. Netop den samlede kommune er et vigtigt pejlemærke for borgmesteren:
- Jeg er naturligvis Venstremand, og jeg er valgt for Venstre – ingen tvivl om det. Men som borgmester er det vigtigste at være resultatorienteret og tage ansvar. Det får man kun ved et godt samarbejde med de øvrige medlemmer af byrådet, siger Mogens Jespersen.
Mogens JespersenMariagerfjord Kommune har det bedre end nogensinde
- Det er meget vigtigt for mig, at jeg er borgmester for hele kommunen og for hele byrådet. Omkring 98 procent af alle beslutninger i byrådssalen sker med 29 stemmer for, og det ser man altså ikke mange steder. Dermed ikke sagt, at vi ikke er uenige, men vi taler sammen om tingene og løser dem i fællesskab – som regel da.
Aftenen startede med indlæg fra Venstres næstformand, Inger Støjberg, samt det lokale folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard.
molu