Annonce
Mariager Avis

Orglet kan holde i hundredvis af år

I marmoreringen på orglets vægge er gemt fire ansigter. Foto: Annelene Petersen
Selv om orglet bare er ti år gammelt, rummer det kun et enkelt stykke elektronik.
Annonce

Mariager: Orglet i Mariager Kirke, der blev indviet i 2010, men som stadig betragtes og betegnes som kirkens nye orgel, er bygget af Bernard Aubertin og hans medarbejdere fra Strassbourg-området i grænselandet mellem Frankrig og Tyskland. Og dermed har Mariager fået et orgel, der mestrer både den franske og den skandinavisk-tyske tone og orgel-tradition.

Orglet er som skræddersyet til dets placering i Mariager Kirke og udformet, så det spiller sammen med alteret i kirkens modsatte ende. Orglet har 45 stemmer og flere end 3000 piber, udført i enten træ eller en tin-legering og fra ganske få centimeter til flere meters længde. Det er udstyret med tre manualer samt pedaler.

Alt er udført i egetræ.

- Knastfrit træ, bemærker organist Mikael Ustrup som et vidnesbyrd om meget høj håndværksmæssig kvalitet.

- Det kan holde i hundredvis af år, erklærer han.

Indvendigt i orglet er der oven i købet stiger, så orgelbygger eller organist kan nå piberne i deres fulde længde.

Kvaliteten - af både orgel og kirkerum - er siden blevet bekræftet talrige gange, blandt andet af verdensberømte organister på turné.

Orglets bemaling er et særligt kapitel.

Den er udført som marmorering, så overfladen på afstand ligner marmor. Og dermed ligner den også panelerne nede i kirken.

Tæt på organistens bænk kan man i marmoreringen se antydning af nogle ansigter. Det er orgelbyggeren, franske Bernard Aubertin, den daværende sognepræst Knud Erik Lægsgaard, den daværende formand for menighedsrådet, Peter Toubøl - og så organisten selv, der er gengivet.

Annonce

Publikum kan se organisten

På pulpituret, hvor orglet står, han man indrettet det sådan, at organisten er synlig nede fra kirken og altså ikke gemt bag orgelpiber eller andre arrangementer. Der er også plads til, at kirkens kor kan være der, hvilket eksempelvis er sket i forbindelse med tv-gudstjenester.

- Når folk nede i kirken kan se organisten, giver det mere nærvær og bliver mere levende, fortæller Mikael Ustrup.

Og afslører samtidig det eneste stykke elektronik i orglet: en lille monitor, hvorpå han kan se kirkerummet.

- Og dermed se, hvor langt man er i altergangen, siger han.

Bortset fra den detalje er alle dele af orglet udført, som man har gjort det gennem århundreder.

Allerøverst, helt oppe under kirkens hvælvede loft, er anbragt orgelbyggerens kendetegn, en forgyldt sol.

- Uden sol, intet liv, ræsonnerer Mikael Ustrup.

Annonce
Annonce
Mariager Avis

Tre generationer bag Svanen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

- Det bedste er friheden

Annonce