MARIAGERFJORD: Anastasia Ozerova Flou Pedersen fik sidste onsdag studenterhuen på efter sidste eksamen i mundtlig psykologi på Mariagerfjord Gymnasium og blev dermed årets første student fra gymnasiet. Nu venter et sabbatår, hvor hun overvejer at tage på højskole og herefter måske en videregående uddannelse. Vhf (visiteret hf) har nemlig givet hende blod på tanden for at studere, fortæller hun:
- Vhf har givet mig troen på, at der faktisk er nogen i uddannelsessystemet, der brænder for at hjælpe én. Og så har jeg lært, at i de rigtige rammer kan man udvikle sig helt enormt. I starten var jeg meget usikker, men i løbet af de tre år er der virkelig sket en stor udvikling med min selvtillid og personlighed. På den måde er vhf ikke kun en faglig uddannelse, men også en følelsesmæssig uddannelse, hvor jeg er blevet klogere på mig selv.
Årets dimission holdes fredag 26. juni – dagen efter studenterkørsel – og den er også lidt anderledes i år. Som følge af myndighedernes retningslinjer bliver dimissionen nemlig afholdt klassevis for studenterne og deres nærmeste pårørende.
Ved dimissionen bliver der taget klassebilleder, og derudover vil der være taler, underholdning og til sidst en lille reception.