Mariagerfjord: Snart skal borgere i Randers, Mariagerfjord og Norddjurs betale mere, hvis de skal køre med Dk-taxi – der indtil 2019 hed Randers Taxa.
Det afslører bestyrelsesformand i Dk-taxi, Søren Brix.
Konkret kommer en standard taxatur på 10 kilometer, der tager 12 minutter, til at stige fra 199 kroner til 221 kroner.
- Det hænger sammen med, at vi ikke har haft prisstigninger i næsten tre og et halvt år. I mellemtiden er lønningerne blevet hævet, og alt andet er jo nærmest steget i pris, så vi er nødt til også at hæve priserne nu, siger Søren Brix.
Bestyrelsesformanden forklarer, at firmaet ikke tidligere har sat prisen op på grund af corona-nedlukningen.
- Der gav det ikke rigtigt mening at hæve, siger Søren Brix.
Taber på brændstof
Han medgiver, at de stigende priser på brændstof, der er fulgt i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, også har været medvirkende til, at Dk-taxi netop nu sætter prisen op.
- Vi taber faktisk temmelig meget på hver tur, som det er nu, siger Søren Brix.
Normalt er udgiften til brændstof på en given taxa cirka 10 procent af bilens omsætning.
Det seneste stykke tid har brændstofudgiften for hver enkelt vogn dog ligget på omkring 20 procent ifølge bestyrelsesformanden.
- Så når en standardtur før kostede 200, havde vi tidligere 20 kroners udgift til brændstof. Nu er det steget til omkring 40 kroner. Så det er meget, siger Søren Brix.
Træder snart i kraft
På landsplan har taxabranchen bedt transportminister Trine Bramsen (S) om lov til at indføre et brændstofgebyr, da det på grund af taxaloven ikke er lovligt uden videre at indføre nye gebyrer.
Søren Brix understreger dog, at der i Dk-taxis tilfælde er tale om en varig prisstigning og ikke blot et gebyr i forbindelse med de højere brændstofpriser.
- Vi har hele tiden ligget under prisloftet i taxaloven, og derfor har vi mulighed for at hæve prisen uden problemer, siger Søren Brix.
Bestyrelsesformanden kan ikke på nuværende tidspunkt sige helt præcist, hvornår de nye priser træder endeligt i kraft.
- Men det bliver nok i løbet af en måneds tid, vurderer Søren Brix.
Dk-taxi har taxadækning i Randers, Norddjurs, Mariagerfjord, Holstebro, Haderslev, Holbæk, Ringsted og Lolland.
Prisstigningen kommer til at gælde i alle disse områder.