Annonce
Mariager Avis

Virksomheder får nem adgang til genbrugspladsen

Jørgen Hammer Sørensen er glad for, at virksomhederne nu får nemmere adgang til genbrugspladserne. Foto: Mariagerfjord Kommune
Annonce

Mariagerfjord: Fra 1. januar 2020 er det slut med regninger og administrativt bøvl for erhvervsdrivende for hvert besøg på genbrugspladsen

Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har nemlig besluttet, at erhvervslivet fremover skal betale et engangsbeløb om året for at kunne aflevere deres affald på kommunes genbrugspladser.

Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen mener, at det er sund fornuft:

- Vores nuværende system er administrativt tungt, og da det samtidig må være irriterende for erhvervet at betale regninger efter hvert enkelt besøg, skifter vi til erhvervsmærkater. Vi vil hellere bruge vores ressourcer på at bearbejde affaldet på genbrugspladserne. Det giver langt mere mening, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Det er kommunen, som fastsætter og opkræver gebyr af de virksomheder, som afleverer affald på de kommunale genbrugspladser. Gebyret skal indeholde alle omkostninger, som er forbundet med ordninger. Det indbefatter også administration af ordningen, som er en tung post med regninger efter hvert besøg afhængigt af bilstørrelse og brug af trailer.

- Princippet med, at den, der forurener, også betaler, er der ikke noget i vejen med. Det skal bare være nemmere for alle parter, og derfor glæder vi os til at tilbyde virksomhederne en ny abonnementsordning, som er klar til årsskiftet, siger udvalgsformanden.

Ordningen fungerer sådan, at virksomhederne køber et mærkat per bil, som de kan sætte i bilruden. Mærkatet kan købes fra 1. januar 2020 på www.mariagerfjord.dk/affald.

Prisen afhænger af virksomhedes branchekode, altså hvilken type virksomhed, det er. Det koster eksempelvis 6000 kroner eksklusivt moms om året per bil for håndværksfag, mens prisen er 860 kroner eksklusivt moms per bil for øvrige virksomheder som eksempelvis humanitære organisationer. Der er altid halv pris for de efterfølgende biler.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at erhvervsmærkatet vil komme mange virksomheder til gode. Sidste år betalte den enkelte humanitære organisation mellem 1167 og 11.953 kroner om året, og det bliver jo væsentligt billigere i 2020, slutter Jørgen Hammer Sørensen.

Abonnementsordningen er lavet i samarbejde med Randers og Favrskov kommuner og giver virksomhederne mulighed for at besøge samtlige genbrugspladser i de tre kommuner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mariager Avis

Purhus Kro tager to hæderspriser hjem

Annonce