Annonce
Melfar Posten

Økonomisk rygstød til maritimt center: - Det her er måske det, der gør, at vi kommer i mål

Dykkerklubben Marsvinet har fået tildelt en million kroner i støtte til projektet med at etablere et maritimt center på Sildemarken i Middelfart. Arkivfoto: Søren Gylling
Det planlagte maritime center i Middelfart har fået tildelt støttekroner fra Realdania, men hele finansieringen er endnu ikke på plads.
Annonce

Middelfart: Dykkerklubben Marsvinets drøm om at genføde klubhuset som et maritimt center på Sildemarken i Middelfart er kommet et skridt nærmere at blive realiseret.

Projektet har netop fået tildelt en million kroner i støtte. Pengene kommer fra Realdanias kampagne kaldet "Underværker", der er målrettet frivillige byggeprojekter.

Og det vækker glæde i dykkerklubben, fortæller John Johansen, leder af det finansieringsteam, der gennem en årrække har forsøgt at finde penge til det maritime center.

- Det her er måske det, der gør, at vi kommer i mål med projektet, siger han, men fortæller også, at den endnu ikke er helt hjemme.

- Denne million gør rigtig meget, men den gør ikke nok. Det, der desværre lidt er vores udfordring, er, at med det, der er sket med projektet de senere år, er det blevet rigtig dyrt. De her penge er to af de tre dråber, vi mangler, for at komme i hus, siger John Johansen.

Dykkerklubbens plan med det maritime center er dels at skabe et nyt klubhus for dykkerne. Et klubhus, der også skal kunne bruges af andre maritime foreninger og skoler samt være et sted til natur- og museumsformidling.

Annonce

Stor beslutning på generalforsamling

Undervejs under projektet er det maritime centers placering blevet flyttet, og det er trukket ud. Derfor ligger byggesummen nu på 5,5 millioner kroner. Middelfart Kommune har postet 1,5 millioner kroner i projektet. Det samme beløb får klubben fra Lag-midler, mens fonde også har bidraget med mindre beløb.


De her penge er to af de tre dråber, vi mangler, for at komme i hus.

John Johansen, Dykkerklubben Marsvinet


Alt i alt står dykkerklubben nu og mangler en halv million kroner, før det maritime center kan blive en realitet. Og det haster med at finde de sidste penge. For Lag-midlerne er betinget af, at byggeriet er færdigt inden 1. juli 2021.

Derfor har Dykkerklubben Marsvinet nu kaldt til ekstraordinær generalforsamling 30. november.

- Her skal der tages en beslutning, om vi tror, at klubben kan bære, at vi kan låne de sidste penge, siger John Johansen, der stadig tror på, at projektet når i mål.

- Jeg er stadig positiv, men der er mange hvis'er og men'er, der skal hænge sammen, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

KulturØen hylder Nat King Cole

Melfar Posten

Julekoncert i Gelsted Kirke

Annonce