Opdateret 4. januar kl. 12.47 med rettelse af dato for færdigvaccinering af plejehjemsbeboere og igen kl. 13.18 med info om læserhenvendelse.
Nordvestfyn: Vaccinationerne mod Covid-19 er i fuld gang i Danmark, og de første i Middelfart Kommune fik et stik 31. december.
Allerede onsdag 6. januar forventes alle plejehjemsbeboere i kommunen, der har sagt ja til vaccinen, at have fået det første stik. Det oplyser sundhedschef i Middelfart Kommune Jeanette Rokbøl og tilføjer, at det dermed er gået hurtigere end først antaget.
Sundhedschefen har endnu ikke det præcise antal vaccinerede, men fortæller at 90 procent af plejehjemsbeboerne har sagt ja til en vaccine.
Det baner dermed vejen for, at de næste i rækkefølgen kan komme til.
- Alle over 65, som får hjælp til både praktisk hjælp og personlig pleje - altså begge dele - har vi bedt om at få interessetilkendegivelse fra. Dem har vi været ude og hente. De skal så sendes ind til Sundhedsstyrelsen, da de er de næste, der bliver kaldt ind til vaccination sammen med frontpersonalet, siger Jeanette Rokbøl.
De personer, der er omfattet af dette næste trin, vil blive indkaldt enten via brev eller gennem e-boks.
Styres nationalt
Redaktionen har undersøgt sagen, efter at have modtaget en henvendelse fra en læser gennem Spørg Redaktionen-værktøjet. Læseren har spurgt, hvornår vedkommende som en person i risikogruppen kan blive vaccineret.
Middelfart Kommune har ikke indflydelse på rækkefølgen for, hvem der skal vaccineres hvornår. Det bliver dikteret af de nationale sundhedsmyndigheder.
Den prioriterede rækkefølge for vaccinationer er beskrevet af Sundhedsstyrelsen kort før jul og kan ses herunder. Den kan løbende blive tilpasset, alt efter blandt andet logistiske forhold og antallet af leverede vacciner. Der er ikke sat præcise tidspunkter på de resterende faser af vaccinationsprogrammet endnu.
- Personer, der bor i plejebolig med videre.
- Personer på 65 år eller derover, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.
- Personer på 85 år eller derover.
- Personale i sundheds- og ældresektoren samt udvalgte dele af socialsektoren, der er i særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
- Udvalgte personer med tilstande eller sygdomme, der medfører særligt øget risiko for et alvorligt forløb med Covid-19 samt udvalgte pårørende.
- Udvalgte pårørende til personer med en særligt øget risiko for et alvorligt forløb eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
- Personer mellem 80 og 84 år.
- Personer mellem 75 og 79 år.
- Personer mellem 65 og 74 år
- Personer under 65 år med sygdomme eller tilstande, som medfører øget risiko for et alvorligt forløb ved smitte med Covid-19.
- Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
- Den øvrige befolkning - muligvis efter alder.