Annonce
Melfar Posten

Anne-Sofie fra Strib har store tennisdrømme: - Intet kan sammenlignes med følelsen af succes og sejr

Da Anne-Sofie Ravn deltog i Jysk Mesterskab for Junior 2020, lå hun nummer 55 på ranglisten over U18-piger - en af de nederste pladser. Dog kæmpede hun sig gennem og vandt guld. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.
Anne-Sofie Ravn fra Strib har på ét år formået at færdiggøre folkeskolen, rejse om på den anden siden af jorden, opleve starten af corona-pandemien i et andet land, blive evakueret til Danmark og blive jysk U18 mester i tennis.
Annonce

Strib: Anne-Sofie Ravns hånd ryster. Adrenalinen pumper rundt i kroppen. Hun kan ikke længere mærke smerten fra to ugers intens træning.

Hvis Anne-Sofie Ravn vinder, kan hun erklære sig jysk mester for U18 piger i tennis. Den 16-årige tennisspiller kobler fra mentalt. Der er kun plads til bolden, som for alt i verden skal over nettet.

Hun ser bolden komme - og med ét ved hun, at hun vinder Jysk Mesterskab Junior 2020, da hun sender bolden tilbage over nettet.

Modstanderen får ikke fat i den. Hun kaster ketsjeren tilbage og kigger på sin familie og træner. Kom nu! råber hun i lettelse.

Seks år med sved, tårer og ødelagte ketsjere har ledt til dette øjeblik. Og det her er langt fra enden, hvis man spørger Anne-Sofie Ravn.

- Det er absolut ingen hemmelighed, jeg vil være professionel tennisspiller, fortæller pigen fra Strib.

Annonce

Kikkertsyn på sejren

Den unge tennisspiller har de sidste år dedikeret stort set al sin tid på tennis: ugentligt fyrer hun omkring 15 til 20 timer af på at spille tennis.

Anne-Sofie Ravns passion for tennis startede, da hun tilfældigt var med en veninde til tennis. Det store fokus på individuel præstation tiltalte den dengang 10 årige pige. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.

Dedikationen til sporten kommer uden et sekunds tøven for Anne-Sofie Ravn, som mener, at tennis er en hel unik måde for hende at koble af på. Hun er nemlig konkurrencemenneske til fingerspidserne - og sejren står altid knivskarpt i kikkerten, når hun får en ketsjer i hånden.

- For mig er der intet, som kan sammenlignes med følelsen af succes og sejr.

Blå bog

Anne-Sofie Ravn er 16 år gammel og fra Strib. Hun er på nuværende tidspunkt førsteårselev på IBC Handelskole i Fredericia. I sin fritid bruger Anne-Sofie Ravn alt sin tid på tennis - en sport hun har dyrket, siden hun var 10 år gammel.

I august 2020 vandt Anne-Sofie Ravn guld ved det Jyske Mesterskab for U18 piger.

Anne-Sofie Ravn drømmer om at blive professionel tennisspiller og have sin egen virksomhed.

Men tennis har ikke udelukkende været glade dage for Anne-Sofie Ravn, som har fældet mange tårer i frustration over at skulle balancere tennis, venner, familie og skole. Og fordi hun er i alderen, hvor de fleste begynder at interessere sig for alkohol og fester, har Anne-Sofie Ravn også følt sig anderledes, mener hun.

- Jeg drikker ikke. Så når jeg er til fester, har folk svært ved at forstå den beslutning. Men tennis er bare min første prioritet, siger den unge stribonit.

Annonce

"Hende den dygtige tennisspiller fra Danmark"

Passionen for tennis tog Anne-Sofie Ravn med i kufferten, da hun skulle på udveksling i Minnesota, USA. Stribonitten blev nemlig direkte optaget på sin skoles tennishold, hvor hun trænede alle hverdage i to timer samt spillede turneringer hver anden dag - og endte med at vinde 24 ud af 26 kampe.

Under opholdet i USA oplevede Anne-Sofie Ravn et af de største øjeblikke i sin tenniskarriere. Hun var syg og havde egentlig fået at vide af sin træner, at hun skulle holde sig fra tennis. Men stædig som hun er, tænkte pigen fra Strib "Det kan du godt glemmer alt om. Jeg spiller. Og sådan er det". På trods af svimmelhed og ømhed i kroppen blev Anne-Sofie Ravn sejrsherre af en tre timer lang kamp mod en spiller fra et hold, som skolens tennishold aldrig havde vundet over før.

Den unge pige bruger al sin fritid på tennis. Derfor er der ikke tid til at se Netflix eller læse en bog. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.

- Mine holdkammerater og trænere kom farende ned mod mig i glæde, mens jeg lå på gulvet i total udmattelse. Det var virkelig en fantastisk oplevelse, griner Anne-Sofie Ravn, der blev kendt som "hende den dygtige tennisspiller fra Danmark".

Men de glade dage i USA stoppede, da Anne-Sofie Ravn i marts fik en mail fra udvekslings-organisationen YFU, der oplyste, at organisationen lukkede alle deres udvekslingsprogrammer grundet corona - og at Anne-Sofie Ravn derfor skulle hjem hurtigst muligt. Så med hjælp fra ambassaden i Chicago blev Anne-Sofie Ravn og andre danske studerende evakueret tilbage til Danmark.

- Jeg vidste jo godt, at der var en "udløbsdato" på mit ophold i USA. Men at den kom indenfor en uge? Det var jeg ikke forberedt på, siger Anne-Sofie Ravn, der nåede at være i staterne i otte måneder.

Annonce

Tennisdrømme i USA

Tennisdrømmene trækker igen Anne-Sofie Ravn over Atlanten mod USA. Hun er nemlig allerede i dialog med organisationer, som kan tilbyde hende et tennis-scholarship til amerikanske universiteter med et 1. divisions hold, når hun er blevet student fra IBC i Fredericia.

Anne-Sofie Ravn fra Strib jagter tennisdrømmen. Hun håber, drømmen tager hende til USA. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.

Den unge stribonit har UCLA og Havard i kikkerten. To skoler hvor man virkelig skal være dygtig og præstere fænomenalt, mener tennisspilleren. Men hun er ikke nervøs.

- Jeg skal bare vise dem, at jeg kan vise de bedste resultater og rykke længere og længere op på ranglisten, afslutter Anne-Sofie Ravn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

KulturØen hylder Nat King Cole

Melfar Posten

Mød The Potmaster på Clay

Annonce