Brenderup: Hvis du er hurtig, kan du lige nå det.
Indtil 19. december er Brenderup Højskoles facade dækket af elevernes ansigter samlet i et stort kunstværk.
Værket er en del af det internationale "Inside Out - The People's Art Project", der er et kunstprojekt, der blev startet i 2011 af den franske gadekunstner JR. Han har inviteret alle til at dele et budskab gennem projektet, og det har blandt andet været taget op af Black Lives Matter-bevægelsen og været brugt til at sætte fokus på illegale immigranter i USA.
Brenderup Højskoles budskab er at inspirere til nysgerrighed på tværs af kulturer og etnicitet i stedet for had, racisme og intolerance, beskriver Brenderup Højskole i en pressemeddelelse.