Annonce
Melfar Posten

Borgere falder over stenblokke på Nytorv: - Det er faktisk svært at løse

Flere borgere falder hvert år over stenblokkene på Nytorv i Middelfart. I et forsøg på at gøre blokkene mere synlige har trafik- og vejchef Uffe Høybye bedt om at få sat refleksbånd på dem. Foto: Maj Petersen
Trafik- og vejchef i Middelfart Kommune Uffe Høybye får årligt to-tre henvendelser fra borgere, der har slået sig på stenblokkene på Nytorv. Men det er et problem, der er svært at løse, siger han.

Middelfart: I marts måned blev stenblokkene på Nytorv grund til debat.

I starten af måneden skrev Joan Rotne et læserbrev i Fyens Stiftstidende om, hvordan hun var faldet over en af blokkene. I samme omgang opfordrede hun Middelfart Byråd til at se nærmere på indretningen af torvet blandt andet med ordene:

- Skal der måske være farve på granitblokkene? Eller skal der plantes træer i stedet? Et eller andet som bliver tydeligere i synsfeltet, når man færdes på torvet.

Hendes indlæg affødte mange kommentarer fra borgere, der selv er faldet over stenene, og redaktionen har også modtaget en læserhenvendelse om dem. Senest har Birgit Mau i et læserbrev bakket Joan Rotne op og ligeledes tilskyndet til at erstatte stenene med træer.

Men så nemt er det ikke, forklarer trafik- og vejchef i Middelfart Kommune Uffe Høybye.

Siden 2017, hvor Nytorv åbnede, har han årligt modtaget to-tre henvendelser fra borgere, der er kommet til skade på blokkene. Men problemet er svært at løse.

- Det er en klassisk problemstilling, når vi laver åbne pladser. At vi bliver nødt til at have noget udstyr, der indretter pladsen, så den har de funktioner, vi gerne vil have. Det har så bare den omkostning, at vi får nogle elementer, som står i nogle ganglinjer, hvor der er risiko for, at man falder over dem, siger han og forklarer, at faldene ofte skyldes uopmærksomhed.

Han har ikke oplevet, at nogen er kommet alvorligt til skade.

- Ikke udover skræmmer og blå mærker på skinnebenene. Jeg tænker typisk, at det er den skade, der sker. Man bevæger sig relativt langsomt, og det er noget, man går ind i.

Svært at finde erstatning

På Nytorv har stenblokkene til funktion at holde biler og lastbiler væk fra torvet.

Og det er ret vigtigt, understreger Uffe Høybye. Under torvet er nemlig kældre, der ikke kan holde til, at der holder biler oven på. Samtidig har stenene muliggjort, at der kunne laves en åben plads på torvet, hvor der under normale omstændigheder kan afholdes arrangementer.

Den funktion kan træer ikke indtage, siger han.

- For det første kan jeg ikke plante træer så tæt, at bilerne ikke kan køre igennem. Det er det ene. Det andet er, at vi gerne vil have den plads, hvor der kan laves arrangementer. Så hjælper det ikke at have træer på tværs af det hele.

Kan man så lave stenene højere, så de nemmere kan ses?

- Så skal de være meget højere, og så er vi tilbage ved funktionaliteten. På dage, hvor der er lidt varme i luften, bliver de brugt i meget stor stil til at sidde på. Så den funktion har de også, og så kan de ikke være ret meget højere, siger han.

Det er ikke første gang, der er problemer med, at borgerne falder på Nytorv. I 2019 skrev avisen om, at borgere også faldt på trapperne foran Rådhuset. Problemet var, at de såkaldte trapper faktisk er et terrasseområde, som derfor ikke er beregnet til at gå på, fortalte Uffe Høybye dengang til avisen. Arkivfoto: Jan Bonde

Heller ikke farven er nem at gøre noget ved, for det skal hele tiden være en balance mellem at være synligt, men at det offentlige rum samtidig skal være rart at være i.

- Derfor er det en balance for os hele tiden. Skal det hele stå og blinke neongrønt, når vi nu er nødt til at sætte noget, eller hvor ligger balancen i forhold til, at det også skal være behageligt at være i?

Annonce

En midlertidig løsning

Men noget skulle der gøres.

Og her blev Joan Rotnes læserbrev, som hun også sendte til byrådet, udløsende.

- Det var dråben, der gjorde, at nu skulle vi forsøge et eller andet, siger Uffe Høybye og forklarer, at de i første omgang har forsøgt sig med at sætte orange refleksbånd rundt om blokkene for at gøre dem mere synlige og forhåbentlig medvirke til, at borgerne ikke falder over dem.


Det er en klassisk problemstilling, når vi laver åbne pladser.

Uffe Høybye


Båndene var dog ikke helt som forventet.

- De er meget markante. De er også for markante, siger trafik- og vejchefen og uddyber:

- Lige nu arbejder vi på at finde en anden løsning, men indtil vi har fundet den, er der det her.

Om det vil betyde, at folk helt holder op med at gå ind i blokkene, tvivler han dog på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Socialt udsatte kaster sig ud i stor udfordring i Middelfart: Værestedet Broen for livet er om to uger vært for DM i petanque for socialt udsatte

Melfar Posten

Efter flere års lukning står Strib Bibliotek endelig klar: - Det har været langstrakt, men vi har taget det med tålmodig venten

Melfar Posten

Klassisk koncert med unge talenter

Annonce