Annonce
Melfar Posten

Brødre sikrer socialt sammenhold i amerikansk sport

Mathias Jensen (t.v.) og Per Jensen bruger hver uge mange frivillige timer på at træne U-holdene i Middelfart Stingers. Det er de nu blevet nomineret til Årets Frivillige Idrætsleder for. Foto: Mia Harm Madsen
Per og Mathias Jensen, begge 17 år, er nomineret til Årets Frivillige Idrætsleder. De er begge trænere i Middelfart Stingers og investerer en stor del af deres fritid i forberedelse af træningerne, det sociale liv på holdet og i det praktiske arbejde, der følger med.
Annonce

Middelfart: Det kræver interesse at dyrke den hårde, intense, amerikanske sport. Og den har de begge, Per og Mathias Jensen. Og ikke nok med det, så er de endda trænere for U-holdene samt bestyrelsesmedlemmer og motorer, når der trænger til at ske noget socialt i klubben.

Brødrene Per og Mathias Jensen bruger en stor del af deres fritid i Middelfart Stingers. Både på banen, uden for banen, i sociale sammenhænge og praktiske sammenhænge. Som for eksempel når banen skal kridtes op - i bogstavelig forstand.

Teammanager Lotte Jensen i Middelfart Stingers har indstillet brødrene, som forøvrigt også er tvillinger, til "Årets Frivillige Idrætsleder". Det er Middelfart Kommune, der den 31. marts hædrer idrætslivet ved prisoverrækkelse og fest i Vestfynshallerne, og her er brødrene sluppet igennem nåleøjet af indstillede og er gået videre til at være én ud af fem nominerede.

- De laver et stort stykke arbejde. De forbereder sig hjemmefra, de siger nej til private arrangementer i weekender, hvor vi skal til stævner. De skriver rundt og spørger de andre, om de vil med i biografen eller om de vil mødes og spille playstation. De samler klubben, og de gør en forskel. Vi havde ingenting herude før, siger Lotte Jensen.

Brødrene planlægger træningen hjemmefra og inviterer desuden til sociale arrangementer i ny og næ. Foto: Lotte Jensen
Annonce

Lukningstruet hold

For syv år siden begyndte Per Jensen til amerikansk fodbold i klubben, der holder til ved Hyllehøjskolen.

- Jeg havde en ven, der spillede her, og hverken fodbold eller håndbold interesserede mig, fortæller Per Jensen.

- Og du er heller ikke ret god til det, griner broderen, og Per Jensen giver ham ret.

Kun et par år efter fulgte Mathias Jensen trop, og også han blev bidt af den amerikanske sport.

Efter nogle år stod U-holdene til at lukke. Træneren stoppede, og det efterlod de unge spillere i et tomrum, men det ville brødrene ikke lade ske.

- Vi synes, det var synd, så vi ville gerne prøve at træne, siger Per Jensen

Annonce

Holdsport kræver sammenhold

Med det samme tog brødrene fat i det sociale, for de var godt klar over, at hvis holdet skulle bestå, måtte der ske et eller andet.

- Vi havde lyst til det sociale, for folk her havde ikke så meget sammen. Det er en holdsport, og det kræver, at alle er med, og det havde vi ikke på det tidspunkt, siger Mathias Jensen.

- Ja, vi inviterer til sociale arrangementer for spillerne nu, for det var det, vi selv ønskede os dengang, uddyber Per Jensen.

Inden brødrene blev trænere og lagde arbejde i at dyrke de sociale sider af at være et hold, oplevede klubben stort frafald i medlemmer.

- Vi kan bedre holde på spillerne nu. Der var mange førhen, der kom for at træne, og så tog de hjem bagefter uden at snakke med nogen. Og så falder man fra, siger Per Jensen.

Først begyndte Per Jensen ( bagest i billedet) at træne amerikansk fodbold i Stingers. Et par år efter fulgte Mathias Jensen trop. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

At kridte banen op

Når sæsonen er på sit højeste, så kræver det også, at alle er helt skarpe i de weekender, der er kamp. Derfor vælger brødrene ofte private arrangementer og fester med jævnaldrende fra, hvis de skal op og til kamp den næste dag.

- Det er ærgerligt at sige nej til et stævne, som spillerne gerne vil med til, fordi vi skal have det sjovt et par timer, siger Mathias Jensen.

Også bestyrelsesarbejde har brødrene kastet sig over.

- Der manglede bestyrelsesmedlemmer. Så meldte vi os ind. Vi brugte en hel sommer på at sætte et køkken op sammen med vores far. Køkkenelementerne havde ellers bare stået inde i klubhusets stue, siger Per Jensen.

Der er dog én ting ved bestyrelsesarbejdet, der er nederst på listen over ting, der er sjove at gøre: At kridte banen op.

- Det er et stort arbejde, og det skal gøres et par gange om ugen, siger Per Jensen om den lange vej rundt på banen.

Mathias (t.v.) og Per er tvillinger og deler en stærk passion for amerikansk fodbold. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

Socialt uden ballade

Som om det ikke var nok at bruge mellem seks og 17 timers frivilligt arbejde på og omkring banerne ved Hyllehøj, så skal begge brødre også passe hver deres fuldtidsjobs som lærlinge. Per Jensen som maskinarbejder og Mathias Jensen som gaffeltruckmekaniker.

De mange timers frivilligt arbejde og afsavn til andre sociale arrangementer kommer da også godt igen. Ikke kun igennem den sociale gevinst igennem sammenholdet blandt spillere og trænere, men også på CV'et.

- Jeg har da brugt det på mit CV, og det fik jeg positiv respons på, siger Mathias Jensen.

Det er nu ikke for CV'ets skyld, at brødrene gider at bruge så meget tid på frivilligt arbejde. Det er for det sociale sammenholds skyld.

- Og det at man føler, at man har haft indflydelse på folk, siger Per Jensen

- Man opdrager på dem og påvirker til disciplin, siger Mathias Jensen, der har oplevet, at der har været medlemmer med hang til ballade.

- Men amerikansk fodbold er nu og her. Så forsvinder hverdagstankerne, og man tænker ikke på ballade, siger han.

- Her sikrer vi et socialt sted at være uden ballade, slår Per Jensen fast.

I vintermånederne foregår træningen indendørd. Foto: Lotte Jensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce