Annonce
Melfar Posten

Brenderups egen opfinder: Laura vil gøre dit hjem mere personligt med ny app

Laura Lund Kjergaard, som stammer fra Brenderup, har været med til at stifte en ny app, som hjælper med at gøre indretningen af dit hjem mere personlig.
Annonce

Brenderup/København: Dit hjem og de ting, du indretter det med, fortæller noget om, hvem du er. Men alt for ofte er det svært at finde det helt rette møbel, der passer til din smag. Det vil 24-årige Laura Lund Kjergaard fra Brenderup hjælpe med. Hun har været med til at stifte DecorRaid, en app til telefonen, som samler hundredevis af danske møbelbrands og hjælper med at finde de rette møbler til indretningen af ens hjem. - Der er et citat, der lyder: ”En bolig bliver til et hjem, når det afspejler dem, der bor der.” Indretning siger noget om ens personlighed. Det, man har i sit hjem, afspejler, hvem man er som person, siger Laura Lund Kjergaard. Ved at ’swipe’ mellem billeder af møbler på telefonen, kan man finde frem til det møbel, man ønsker sig - og dermed også det hjem, man ønsker sig. App’en tilpasser sig ens præferencer, så de møbler, der bliver vist frem, passer til ens personlige smag. - Vi har lavet en algoritme, så app’en hurtigt finder frem til din personlige stil, og den kan hjælpe med at finde de møbler, der passer til, siger hun.

Annonce

Ville leve af sin kreativitet

Laura står for PR og marketing-delen af DecorRaid, som hun for to år siden stiftede med Nanna Bach Munkholm, som har ansvaret for det tekniske. Samtidig er Laura ved at færdiggøre sin uddannelse som indretningskonsulent. Hun har altid vidst, at hun ville lave noget kreativt. I mange år spillede hun med i musicals i Middelfart, og hun sang i et rockband. Men i sidste ende besluttede hun at bruge sin kreativitet på sofaborde i stedet for sang. - Det faldt mig naturligt, at jeg skulle lave noget kreativt. Og indretning har altid været i mit liv. Det har hele tiden været for næsen af mig. Jeg har altid elsket indretning. Lige siden jeg var lille, har jeg konstant flyttet rundt på møblerne derhjemme, siger hun. Som indretningseksperten i DecorRaid føler hun desuden, at hun hjælper folk. - Man har måske brugt lang tid på at finde en kommode, som man ikke er helt tilfreds med, men man kunne ikke finde en bedre i Ikea eller Ilva. Så er det fedt at kunne hjælpe med at finde unikke ting, som brugerne leder efter, da mange af de unikke produkter du finder på DecorRaid ikke lige er nogen du kan Google dig frem til eller finde andre steder, siger hun.

Annonce

Vil være førende i verden

For at få projektet sparket i gang modtog Laura og Nanna 277.000 kroner Innovationsfonden. Og i november kunne de så lancere app’en. Indtil videre går det godt, og på de få måneder har de allerede rundet 2000 brugere. Men de håber på endnu flere. - Vi vil gerne ud i verden. Først indtager vi Danmark, så danskerne som det første tænker på vores app, når de skal købe nye møbler. Derefter vil vi gerne udvide til Norge og Sverige. Og så vil vi gå mod nye markeder. I Japan er de meget interesserede i nordisk interiør, så det kunne være der, vi skulle hen. Vi vil gerne være den foretrukne app i hele verden, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce