Annonce
Melfar Posten

Charlotte har været bestyrelsesmedlem i halvdelen af sit liv: - Når gymnasterne vælter ind ad døren, giver det hele så meget mening

Formand for Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup, Charlotte Tubæk Nielsen, har været en del af foreningens bestyrelse i 35 år. Hun er netop hædret med en fornem pris og 100.000 kroner fra Fynske Bank Fonden. Foto: Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup
Charlotte Tubæk Nielsen har været medlem af bestyrelsen i Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup i 35 år - de seneste fem som formand. Nu er hun hædret for sit arbejde med fornem pris og 100.000 kroner.

Fjelsted/Harndrup: Det er lidt af en hemmelighed, formand Charlotte Tubæk Nielsen og resten af bestyrelsen i Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup, har skullet holde på.

En hemmelighed til intet mindre end 100.000 kroner.

- Jeg har vidst det siden før påske. Aftalen var, at jeg måtte sige det til bestyrelsen og ingen andre, og de har holdt tæt indtil nu, fortæller Charlotte Tubæk Nielsen, som tilbage i foråret fik beskeden om, at hun var modtager af årets Fynske Bank Prisen, som banken uddeler hvert år.

Annonce

Med prisen følger 100.000 kroner, som Charlotte Tubæk Nielsen måtte give til en valgfri forening - og hvilken det blev kommer nok bag på de færreste. Derfor modtog Charlotte Tubæk Nielsen prisen og en stor check efter en træning i gymnastikforeningen i forleden. Håbet var egentlig, at prisen kunne uddeles til en af gymnastikforeningens opvisninger, men dem har corona sat en solid stopper for den seneste tid.

- Det kan godt være, det er mig, der har vundet den her pris, men den forening, der er så stor som den er, ville aldrig fungere uden en bestyrelse og en instruktørflok. Så det er ligeså meget dem, der bærer det hele.

Et gymnastikliv

Charlotte Tubæk Nielsen er født og opvokset i Harndrup, og efter en afstikker til Odense på fire år, vendte hun tilbage til den by og ikke mindst - den gymnastikforening, som altid har været en stor del af hendes liv.

- Jeg har været med siden, jeg var barn. Dengang havde vi ikke hallen men lavede gymnastik på Fjelsted Harndrup Skole, og det var altså flere gange om ugen og både om aftenen og i weekenderne, siger hun og fortsætter:

- Da jeg blev ældre og teenager og begyndte at få andre interesser, var det stadig gymnastikvennerne, jeg rendte med. Det fællesskab og venskab, det giver at være en del af sådan et gymnastikliv, giver rigtig meget. Og venskaberne hænger ved endnu.

At venskaberne hænger ved endnu er måske endda en underdrivelse, for den mand, Charlotte Tubæk Nielsen i dag er gift og har to børn med, mødte hun i Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup.

Foruden formandsposten er Charlotte Tubæk Nielsen også instruktør på foreningens Fælleshold, som er et gymnastikhold for voksne. Foto: Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup
Annonce

- Giver så meget mening

Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup kan i år fejre 40 års jubilæum. Charlotte Tubæk Nielsen har været med i bestyrelsen i 35 af dem - i 2016 overtog hun formandskabet fra Helge Iversen. En post, hun allerede snuste til i løbet af en fireårig periode i slut firserne og start halvfemserne. I dag tæller foreningens medlemmer knap 100 instruktører, og knap tusind medlemmer fordelt på 23 forskellige hold.

Fra venstre Søren Thomsen, filialdirektør i Fynske Bank Middelfart, Charlotte Tubæk Nielsen og Kasper Schmidt Rank, privatkundechef i Fynske Bank i Middelfart. Foruden en check på 100.000 kroner modtog Charlotte Tubæk Nielsen og Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup også et kunstværk og to keramiske skåle lavet af kunstner Anitta Due. Foto: Fynske Bank.

Til spørgsmålet om, hvad det er, der bliver ved med at drive hende og det tidskrævende arbejde i foreningen, har Charlotte Tubæk Nielsen svært ved at finde de helt rigtige ord.

- Det er nok glæden, der er ved det på en eller anden måde. Der er mange, der siger - du er jo altid i hallen, Charlotte. Jeg er der, fordi det giver så meget liv og glæde og se børn, unge og ældre holde sig i gang.

- Jeg skal være ærlig og sige, at jeg engang imellem som instruktør godt kan komme ned i hallen og synes, det er en lidt tung dag. Men så snart man sætter musik på og gymnasterne vælter ind ad døren, giver det hele bare så meget mening. Selv om det er mig, der skal give fra mig, fordi jeg er instruktør, så bliver jeg bare så glad. Sofaen kan trække, men når jeg kommer ned i hallen og hører god musik, forsvinder alt det tunge.

Det siger bestyrelsen om Charlotte

Jeanett Jørgensen, pr-ansvarlig: - Det er svært at sætte ord på det, men Charlotte er en dygtig formand. Hun er en ildsjæl, det er der ingen tvivl om. Hun brænder for gymnastik og GFH og har gjort det hele sit liv. Hun er en god leder og har både autoritet og øje for at inddrage resten af bestyrelsen, og hun gør det med varme og nærhed. 

Lotte Camargo, næstformand og sekretær: - Charlotte er en utrolig god leder. Hun er god til at lede og fordele og er med tiden blevet bedre til at give ting fra sig, så hun ikke selv behøver at have en finger med i spillet hele tiden. Der er bestyrelsen godt tømret sammen, og vi hjælper hinanden.

- Charlotte har overblik og er god til at organisere. Hun er altid parat til at give en hånd med og går gerne forrest, når der skal laves noget. Derudover er Charlotte god til at sætte sig i karakter, hvis der er behov for det. Hun har ligeledes en god kontakt med både gymnaster, hjælpere, trænere og forældre, hvilket betyder, at der bevares en god tone, nærkontakt og indblik i alles hverdag. Charlotte er en synlig formand. Hun er i hallen flere gange om ugen og har fingeren på pulsen. Hendes store engagement for foreningen smitter.

Hvad de 100.000 kroner, der nu ligger hos Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup skal bruges på, har bestyrelsen endnu ikke besluttet.

- De luner dejligt efter to corona-år, hvor vi godt kan mærke, at vi ikke har holdt nogen af de opvisninger, som ellers giver penge i kassen, siger Charlotte Tubæk Nielsen og fortæller, at coronaen generelt har været hård ved foreningen, som har mistet så mange medlemmer, at det kan mærkes på kistebunden.

- De luner dejligt efter to corona-år, hvor vi godt kan mærke, at vi ikke har holdt nogen af de opvisninger, som ellers giver penge i kassen

Charlotte Tubæk Nielsen, formand i Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup

Blå bog

Charlotte Tubæk Nielsen er 53 år.

Hun bor i Harndrup med sin mand og deres to børn på 12 og 17 år, som også er engagerede i Gymnastikforeningen Fjelsted Harndrup.

Hun har været medlem af gymnastikforeningens bestyrelse i 35 år. Siden 2016 har hun været formand.

Hun arbejder hos Montana i Haarby i virksomhedens afdeling for internt salg- og kundeservice.

Annonce
Melfar Posten

Stor nytårskoncert klar til at slå dørene op trods restriktioner

Annonce
Melfar Posten

Ung præst vender næsen hjemad: - Jeg glæder mig til at slå rod med min kone og børn

Annonce
Melfar Posten

Trygfonden drysser penge ned over Nordvestfyn: Her lander de

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Ingelise er guld værd for beboerne på Egebo: - Det er jo bare noget, jeg gør

Melfar Posten

Mens varmepriserne er eksploderet flere steder i landet: Nordvestfynske fjernvarmekunder får holdt prisen i ro

Melfar Posten

Kunne du forudse, hvad der skulle ske i 2021? Her er svarene på sidste års nytårsquiz

Melfar Posten

Kan du forudse, hvad der kommer til at ske i 2022: Deltag i Melfar Postens store nytårs-quiz her

Melfar Posten

Kommunens nye hjemmeside erstatter 13 år gammel forgænger: Så meget koster den

Melfar Posten

Over halvvejs: Anna Pippi snart på vej mod sin største drøm om at kunne gå

Melfar Posten

Smittetallene er ikke en forhindring: Skøjtebanen åbner, men der går lidt tid endnu

Melfar Posten

Parkerings-skilte pillet ned: Fik folk til at glemme elementær regel

Melfar Posten

Kreativt makkerpar giver ''Byens Bedste Service'': - Nu, hvor vi har vundet, forpligter det

Melfar Posten

Tip fra Bib: Karen Blixen forever

Melfar Posten

Joachim har en skitse over, hvordan man sprænger Lillebæltsbroerne i luften: Nu fylder han 100 år

Melfar Posten

Christians efterskoleår blev til ungdomsdokumentar på DR: - Efterskolen var én stor kreativ proces 24/7

Annonce