Annonce
Melfar Posten

Dåsebajere og mandehørm: Mændene regerer i skolekøkkenet

I madklubben Bordets Glæder handler det ikke så meget om mad men mere om at have det hyggeligt sammen. Maden er dog en god bonus. Her introducerer kokken Anders Høll Jacobsen dagens ingredienser. Fotos: Mia Harm Madsen

I skolekøkkenet på Lillebæltskolen har en flok mænd fundet en god opskrift. Ikke på mad, men på samvær.

Annonce

Middelfart: Mænd, øl og mad. I et skolekøkken. Med en god portion latter. Nogle har mere erfaring med madlavning end andre, men det er i bund og grund slet ikke maden, det handler om. Det handler om at være sammen og have det hyggeligt. At der drikkes et par dåseøl og hældes et par Underberg ned undervejs er blot en slags krydderi i samværet.

Bordets Glæder, hedder klubben, der har flere år på bagen. Det samme har flere af medlemmerne, og nogle er over 80 år, mens de yngste er omkring 50 år. Men når gryderne syder og øllerne bobler, er det også lige meget.

Hvis maden bliver god, er det godt. Hvis ikke: så har de alligevel haft det hyggeligt med at lave det.

Bordets Glæder

Bordets Glæder tæller lige nu 14 medlemmer, men der er plads til flere.Alle mænd, der har lyst til at være med, kan møde op i Lillebæltskolens skolekøkken klokken 18 på torsdage.

En aften i skolekøkkenet med Bordets Glæder tager omkring tre timer.

Det koster 100 kroner pr. gang at deltage samt 600 kroner i årligt kontingent.

Skål. Aftenen skydes i gang med en Underberg.
Annonce

- Her er vi lige

Hver torsdag mødes mænd med hang til samvær i Lillebæltskolens skolekøkken. Og der er plads til endnu flere, for der er ledige pladser ved kogeøerne i køkkenet.

- Jeg synes, det er sjovt at mødes kun mænd. Her er vi allesammen lige. Vi tænker ens og snakker samme sprog, siger Anders Larsen, der er formand for Bordets Glæder.

- Her snakker vi om hverdagens problemer. Det er et pusterum hjemmefra og som om, vi bare er drenge igen, forklarer han.

Uden at have en opskrift gik madlavningen i gang. Her har man satset på stegt lever.
Annonce

Ros fra konen

I mandeklubben bliver der ikke stillet krav til gastronomiske evner. Overhovedet.

Anders Høll Jacobsen er frivillig kok hos Bordets Glæder. Han kommer hver torsdag med lækkerier og guider gerne i at få bikset maden ordentligt sammen. Normalt har han opskrifter med, men denne torsdag er opskriften kreativitet. En opgave, der udløser et par nervøse ansigtsudtryk rundt omkring i køkkenet.

Han har lavet en "overraskelseskasse". Noget kanin, en kalveculotte, noget lever. Forskellige grøntsager og en pakke smør. Og så er der fri fantasti for resten. Kravet er blot, at der skal være en forret og en hovedret.

Heldigvis har kokken taget nogle kogebøger med som inspiration.

Snakken går rundt omkring ved bordene. Det ene bord beslutter sig for kalveculotte stegt som ribbensteg og flødekartofler med blå ost. Et andet bord vælger at gå i gang uden at have en egentlig plan, men dog med tanke på, at man godt kan lide stegt lever.

Jimmy Hansen på 69 år står ved komfuret og er ved at stege kalveculotten.

- Hvorfor er jeg her? Fordi jeg ikke havde andet at lave, siger han og bryder ud i et højt grin.

- Nej, vi hygger os gevaldigt, og det har også gjort, at jeg er begyndt at lave mad derhjemme. Det har jeg ellers ikke gjort før. Min kone synes også det er fint, jeg kommer her. Så er hun fri for mig en aften. Men vi er begyndt at lave mad sammen, hvilket vi ellers aldrig har gjort. Og så ryger der et ekstra par glas rødvin ned, når vi laver mad sammen, og hun roser mig, når der er grund til det - og gør også det modsatte, når der er grund til det, siger Jimmy Hansen.

Selv om formålet med Bordets Glæder ikke er at blive god til at lave mad, så kan det ikke andet end at skærpe evnerne i et køkken. Det er dog noget, mændene i køkkenet er enige ikke at tale for højt om derhjemme.

Der var inspiration at hente i forskellige kogebøger, hvis man ikke bare kastede sig ud i madlavningen med bind for øjnene.
Annonce

Plads til flere

Lige nu har Bordets Glæder 14 medlemmer. Og de må gerne vokse. Skulle der sidde en mand derude et sted, der gerne vil spise god mad, skylle ned med et glas vin eller en dåsebajer og så mandehørme for resten, så er Bordets Glæder muligvis et godt sted at starte.

Alle, der kunne være interesserede, kan blot dukke op i skolekøkkenet på Lillebæltskolen klokken 18.

Anders Larsen ( til venstre) er formand for Bordets Glæder, og han håber, at der kommer flere medlemmer til klubben i den kommende periode.
Jimmy Hansen ( i hvid skjorte) har ellers aldrig rigtig gjort i madlavning derhjemme. Efter et medlemsskab i Bordets Glæder har han nu fået lov af sin kone til at deltage i madlavningen, hvilket de begge hygger sig med. Han får endda ros for sin madlavning, når han har fortjent det.
Hvad er forskellen på en pastinak og en persillerod? Kok Anders Høll Jacobsen guider og forklarer: En pastinak går "ned med nakken" oppe i toppen, og en persillerod dufter af persille.
Med et glas rødvin går planlægningen af aftenens menu i gang.
Alle studerer råvarerne, mens kokken fortæller om dem.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Sådan får du dit budskab ud: Avisen inviterer igen til skrivekursus i byrådssalen - nu med en nyhed

Annonce