Annonce
Melfar Posten

Dramaundervisningen ruster elever til bump på livets vej

Fænøsund Friskole har i hele den forgangne uge haft emneuge med drama. Drama er en fast del af skemaet for både store og små elever på skolen, men ugen har givet alle tid til at fordybe sig. Foto: Mia Harm Madsen 
Drama er mere end teater. Det praktiserer man i stor stil på Fænøsund Friskole, hvor eleverne har haft emneuge i drama. Her har både de store og små historier udfoldet sig, men på det overordnede plan handler det om at lære sig selv og sine følelser at kende. En indsigt, der kan hjælpe eleverne i fremtiden.

Middelfart: I mørket brager det blålige spotlys ind i ansigterne på de små skuespillere. En mobiltelefon er koblet op med diverse udstyr, for det hele skal filmes og klippes sammen til en film. 3. klasse er i gang med sidste del af det store stykke, som de selv har skrevet og lavet musik til.

Under normale omstændigheder skulle elevernes forældre have været inviteret til forestillingen på skolen, når emneugen var slut, men det kan man selvfølgelig ikke i år, så i stedet bliver den færdigklippede film sendt ud til eleverne og deres forældre.

På Fænøsund Friskole har alle årgange i den forgangne uge haft drama i en hel uge dedikeret til det og kun det.

I forvejen er drama en fast genganger på skoleskemaet, og det er der rigtig mange grunde til, fortæller Tabita Radoor Jensen, der er lærer og souschef på skolen.

- Drama er et sprog, der åbner verdener. Det er et sprog, hvor vi kan spille konflikterne fra frikvarteret igennem, og så kan vi, hvis vi skifter en enkelt replik ud, se, om konflikten skrues op eller ned, fortæller hun.

For dramaet kan så meget mere end at være en forestilling kun for at underholde et publikum. Malet med den helt store pensel kan man sige, at eleverne lærer om livet, før de selv har nået at leve det, for dramaet fra skolens undervisning kan bruges i fremtidige scenarier, som eleverne vil komme til at stå i.

Otteårige Mads Rüsz Hostrup Larsen går i 1. klasse og har lavet sit eget skyggeteater. Han er ved at lægge sidste hånd på værket med en gang guld i kanterne. Foto: Mia Harm Madsen

- De lærer at afprøve følelserne og at kende dem. De lærer også at kunne se en situation udefra og vide, at hvis de skifter en replik ud, så kan det ændre hele situationens udfald, fortæller Tabita Radoor Jensen.

For eleverne får lov at mærke, hvad ord kan gøre ved et menneske, når de står der på scenen i spotlyset.

- Vi har øvet, at de skulle råbe grimme ting til hinanden, alle de bandeord, de kunne komme i tanke om, og bagefter snakkede vi om, hvordan det føltes at blive talt sådan til, siger hun.

Rent praktisk vil eleverne have en stor værktøjskasse at gribe i, når de står i en situation i livet. Det kan være kærestesorger, en eksamen, en jobsamtale eller et skænderi.


Drama handler også om, hvornår man kan tage scenen, og hvornår man skal trække sig igen.

Tabita Radoor Jensen


Undervisningen stiller også krav til elevernes evne til at improvisere - præcis som man ville skulle i en situation i voksenlivet. Derfor rummer undervisningen både rollespil, mimen, teatersport, som er improviseret teater, og den sjove del med at gøgle og klovne.

- Vi skal spejle virkeligheden og afprøve den, siger Tabita Radoor Jensen.

Alle har en plads

Men teater er mange ting. I det mørke rum er der flere opgaver, der skal løses, når man skal have et teaterstykke i kassen. Nogen skal sørge for lyset, andre skal være statister, mens nogen selvfølgelig skal bære hovedrollerne.

- Drama handler også om, hvornår man kan tage scenen, og hvornår man skal trække sig igen. Man skal kunne nyde at se på andre og at give plads til andre. Situationsfornemmelse, simpelthen, siger hun.

Dramaundervisningen handler om mange ting. Både at kunne indtage scenen, men også at give den fra sig og at lade andre tage over. Men ikke mindste handler det også om at være "det gode publikum". Foto: Mia Harm Madsen

En anden ting, der er ganske vigtig i drama, er fornemmelsen for egen krop, fortæller Tabita Radoor Jensen.

- Derfor starter vi altid dramatimerne med at massere hinanden, for vi har en teori om, at den, man masserer, den mobber man ikke, siger hun.

Hun har endda decideret oplevet, at forældre har spurgt efter, om der var massage med til opvarmning til dramatimerne, da de har syntes, det var en vigtig del af børnenes undervisning.

Annonce

Grundtvig og alt det sjove

I 1. klasse har eleverne også brugt emneugen til at lave drama i deres egen, lille verden. I stedet for et stort stykke har eleverne hver især haft skotøjsæsker med i skole, som de har brugt til at lave skyggeteater af.

Tabita Radoor Jensen er lærer i 1. klasse og souschef på Fænøsund Friskole. Sammen med sin klasse har hun brugt emneugen på at lave skyggeteater af skotøjsæsker. Foto: Mia Harm Madsen

Alle har haft samme udgangspunkt, nemlig bøgerne om Frøken Ignora, som er en figur, der er i sine følelsers vold og nemt kan eksplodere.

Det lader til, at de fleste elever er begejstrede for Frøken Ignora og det univers, hun repræsenterer, og i sin helt egen verden er otteårige Mads Rüsz Hostrup Larsen ved at lægge sidste hånd på sit teater med en kraftigt lugtende guld-tusch.

- Vi har haft om forskellige eventyr, men jeg kan bedst lide Frøken Ignora. Det har været sjovt at lave skyggeteater, siger han og maler videre med sin guld-tusch på skotøjsæskens kanter.

Filosofien om drama i undervisningen har tråde helt ind i den grundtvigske tankegang, hvor Grundtvig mente, at man kunne lette overgangen fra barn til ungdom, hvis man var fyldt med fantasi og havde fået spejlet nogle af de følelser, man møder i livet. Og alt det er med i baghovedet, når lærerne på friskolen går ind i dramaundervisningen, men på et helt andet niveau skal det også fungere:

- Det skal også være sjovt, siger Tabita Radoor Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Socialt udsatte kaster sig ud i stor udfordring i Middelfart: Værestedet Broen for livet er om to uger vært for DM i petanque for socialt udsatte

Melfar Posten

Efter flere års lukning står Strib Bibliotek endelig klar: - Det har været langstrakt, men vi har taget det med tålmodig venten

Melfar Posten

Klassisk koncert med unge talenter

Annonce