Kingstrup: - Jeg synes simpelthen, det ser det skrækkeligt ud, når jeg kører forbi virksomheder med store, velfriserede græsplæner.
- Jeg tænker altid, at der er potentiale til så meget andet.
Ordene kommer fra Lars Buchholtz, der er ejer af Lindely Have og Anlæg.
I 30 år har han drevet anlægsgartnervirksomhed på Lolland, der primært laver havearbejde for virksomheder, men også private. Firmaet specialiserer sig i haver og grønne områder, der udover at gavne mennesker, også skal beskytte naturen og dyrene i den.
Lars BuchholtzVi skal sikre bier, sommerfugle og insekters naturlige levesteder, så vi planter eksempelvis frugttræer, blomsterenge, frugtbuske og lader græsset stå højt.
Nu har han åbnet en ny afdeling fra hjemadressen i Kingstrup ved Gelsted, der arbejder efter de samme principper.
- Vi skal sikre bier, sommerfugle og insekters naturlige levesteder, så vi planter eksempelvis frugttræer, blomsterenge, frugtbuske og lader græsset stå højt. Og vi undgår sprøjtemidler, forklarer Lars Buchholtz.
En ny retning
I firmaets spæde begyndelse stod emner som natur, miljø og biodiversitet ikke øverst på dagsordenen, når der skulle anlægges haver.
- I starten skulle folk have helt velfriserede græsplæner og haver. Men tiderne skifter, og der er kommet en ny generation af virksomhedsledere, som mener, man bør gå i en ny retning.
- Faktisk er jeg blevet meget inspireret af mine børn, der har højere uddannelser, kommer i andre kredse og snakker med andre mennesker, end jeg gør. De sagde til mig, at det var den her vej, der var fremtiden. De har jo helt ret - og det passer samtidig rigtig godt med, at det også er den vej, mit hjerte vil.
Lindely Have og Anlæg
For 30 år siden startede Lars Buchholtz virksomheden på Lolland. For fem år siden flyttede han og hustruen til Kingstrup, og efter en renovering af bopælen er han nu blevet parat til at åbne en ny afdeling derfra.
Lindely Have og Anlæg udfører primært arbejde for virksomheder, men dog også for private. Blandt andet har de en vækstpakke til græsplæner, hvor private på tre besøg kan få ydet førstehjælp til græsplænen.
I virksomhedsafdelingen på Lolland er der udover Lars Buchholtz to ansatte. På nuværende tidspunkt er der ikke ansatte tilknyttet afdelingen i Kingstrup, men det kan muligvis komme senere.
Det meste af anlægsgartnervirksomhedens arbejde foregår i forår- og sommermånederne. Om vinteren laver Lars Buchholtz "så lidt som overhovedet muligt", siger han med et grin.
Udover at haverne er gode for naturen, tror Lars Buchholtz også, at de er gode for mennesker.
- Jeg tror, det gør noget godt, hvis man i stedet for en græsplæne ser blomsterflora og træer, når man kigger ud af vinduet. At man kan følge med i livet i haven og se harer, fasaner eller agerhøns. Og at man kan gå ud og plukke et æble eller hindbær fra busken - det tror jeg er sundt.
Både erfaring og maskiner
I afdelingen på Lolland har Lars Buchholtz flere store kunder - blandt andre Vestas. Nu håber han, at også vestfynboerne tager godt imod ham.
- Vi har masser af maskineri, materiel og erfaring, så nu skal jeg bare have overbevist virksomheder og haveejere om, at den her vej er den rigtige. Men jeg ser masser af potentiale på Vestfyn.
- Og hvis man skal nå at have anlagt have i år, så er det et rigtig godt tidspunkt at begynde lige nu, siger han med et glimt i øjet.