Skrillinge: Årsregnskabet for 2021 på Middelfart Friskole viser et positivt årsresultat på 1,1 millioner kroner. Et overskud, der ifølge formand for bestyrelsen på friskolen, Joakim Bruun Ditlev, er noget større, end hvad man har budgetteret med. Faktisk er det også "for stort".
- Som friskole har vi egentlig fået et større overskud, end det vi bør have, konstaterer han og tilføjer:
- Og det er sådan, at hvis man som friskole tjener for mange penge, så kommer ministeriet og kigger efter, om man måske er lidt for dygtige til at drive forretning.
Ifølge Joakim Bruun Ditlev betyder de forretningsmæssige principper for friskoler, at man ikke må have en overskudsgrad på mere end tre procent. Men årsresultatet på 1,1 millioner kroner betyder, at skolen har en overskudsgrad på 5,8 procent i 2021.
Heldigvis er der en god forklaring på det "for store" overskud.
I regnskabsåret 2021 påbegyndte skolen opførelsen af en ny skolebygning - et byggeri til 18 millioner kroner, som skal stå færdigt dette forår.
Byggeriet har været undervejs i fem år og kom noget senere i gang, end man havde forventet, efter et forløb med en del bump på vejen i forbindelse med finansiering, byggetilladelser og lokalplanarbejdet.
Det betyder, at man i dette regnskabsår ikke har afholdt lige så mange udgifter til byggeriet, som man havde regnet med, for en del af udgifterne til byggeriet er først placeret i regnskabsåret 2022.
Flere års overskud
Faktisk har Middelfart Friskole i flere år haft et pænt overskud, der også lå noget over en overskudsgrad på tre procent. I 2020 endte årsresultatet med en overskudsgrad på 5,1 procent og i 2019 var den oppe på 8,4 procent.
Joakim Bruun Ditlev, bestyrelsesformand, Middelfart FriskoleDet er klart, at hvis vi ikke bruger pengene, men bare sparer dem op, så kommer vi nok på ministeriets radar, for det er ikke meningen med at drive friskole.
Ifølge bestyrelsesformand Joakim Bruun Ditlev skyldes det dels, at man har sparet op til byggeriet i de år, og dels at man har haft en markant elevfremgang. I 2018 var der omkring 170 elever, i dag er der 194 elever.
De flere år med for høj overskudsgrad får dog ingen negative konsekvenser for friskolen, understreger Joakim Bruun Ditlev.
- Det er klart, at hvis vi ikke bruger pengene, men bare sparer dem op, så kommer vi nok på ministeriets radar, for det er ikke meningen med at drive friskole. Men det kommer vi ikke til, for de penge vi skulle have brugt på byggeriet sidste år, bruger vi i år, siger han.
Byggeriet forventes at stå færdigt om en måneds tid, og skolebestyrelsesformanden håber, at elever og personale kan tage bygningen i brug inden sommerferien.
I årsregnskabets ledelsesberetning fremgår det, at et nyt bygningsreglement samt lette prisstigninger på materialer og løn, har skabt en mindre stigning i de samlede udgifter til byggeriet. Friskolens forventede årsresultat i 2022 er et overskud på 612.000 kroner.