Annonce
Melfar Posten

En brobygger fortæller: - Byggeriet var bagud fra begyndelsen

Poul Andersen var med til at bygge Den Ny Lillebæltsbro
Poul Andersen fra Middelfart var i starten af 20'erne, da han blev ansat til som sjakbajs og fik opgaven med at styre et hold ufaglærte brobyggere.
Annonce

Fortalt til journalist Sofie Secher Karlsen

- Jeg var meget ung, da jeg kom på broen. Jeg var i starten af 20'erne og havde været ude og sejle i nogle år. Jeg kom ind på NKT Kabelfabrik, men det var ikke lige mig. Det var indendørs arbejde, og jeg var vant til at være i det fri - plus det var dårligt lønnet.  Så jeg tog et vinterophold på Snepsgård, en arbejdsteknisk skole i Sønderjylland, hvor jeg tog en lang rækker kurser indenfor bygge og anlæg.

- Jeg tog ud til broen, da der blev oprettet et kontor og var med fra allerførste dag. Dengang var der meget vinterledighed, og jeg var glad for at være udendørs, så arbejdet passede lige til mig. Jeg havde specialiseret mig lidt i jernbinding - det er noget af det ypperste indenfor byggeri - det kræver, at man kan læse tegninger og forudse, hvad der sker. Jeg tog kursusbeviserne fra Snepsgård med og gik direkte ind og blev ansat som sjakbajs, selv om jeg ikke havde den helt store erfaring. Byggeriet startede officielt en fredag, og jeg blev ansat om mandagen.

- Jeg fik arbejde på sænkekassen. Inde på land havde man gravet et stort, inddæmmet hul, hvor man skulle bygge selve underdelene til kasserne. En sænkekasse er kæmpe stor betonklods på 10.000 tons lavet af en jernkonstruktion, som bagefter blev  sejlet ud på en mellemstation, hvor der blev bygget mere på, og så blev den sænket ned til sidst.

- Fordi jeg var sjakbajs ,fik jeg nogle hold, jeg skulle styre. Det var meget problematisk, for i 1965 var der stort set ingen arbejdsløse bygningsarbejdere, så dem der kom, anede ikke, hvad de skulle. Der var ingen introduktion, og flere af dem kom fra uddøende fag - der var blandt andet en urmager og en skotøjsarbejder. Arbejdsformidlingen i Danmark sendte de restfolk, som man ikke vidste, hvad man skulle gøre af, til brobyggeriet. Her fik de både kost, logi og arbejde. Jeg var nok ret god af mig. De andre sjakbajser sagde, at de ikke kunne bruge dem og sendte dem ned til mig. Jeg gav dem en chance. Det var lidt af et arbejde. Problemet var, at vi ikke havde været med til at lave akkorderne. De var baseret på, at det var rutinerede arbejdere, der skulle bygge broen. Så byggeriet var bagud fra begyndelsen, og der måtte sendes flere og flere folk ind. Det fremmer ikke nødvendigvis så meget at gøre det sådan. Det handler mere om at få nogle rutinerede folk ind.

- Jeg var  sammenlagt halvandet til to år på broen og havde ansvar for mellem 10 og 20 mænd, da der var flest. Jeg var ret ny og ung, men det gik sådan set meget godt. Men jeg har efterfølgende tænkt, at det måske var en lidt for stor opgave for mig.

- Arbejdsmiljøet var dårligt. Ulykker tog man ikke så alvorligt - det krævede for meget arbejde. Man havde kalkuleret med, at nogen skulle miste livet under byggeriet. Der var ikke den helt store sikkerhed. Vi havde to kraner i sænkekassen, hvor jeg arbejdede. Her var det bare ham, der stod nærmest, der sprang op i den. Jeg kørte også kran en periode.

- Der var ikke noget, der hed arbejdstøj dengang. Vi havde vores egne gamle klude på. Det eneste vi fik, var en hjelm og et par gummistøvler, som sagtens kunne være brugte, hvis nogle andre broarbejdere var holdt op. Jeg rendte rundt i gummisko, for det var det eneste, vi kunne bruge, når vi skulle klatre på væggene i sænkekassen. Og så fik vi et par handsker og en bindetang til at binde jern med. Den har jeg gemt.

- Jeg kan huske en formand for et af firmaerne, der arbejdede på broen. Han var murer og fra Kolding. Han var sådan en lidt kraftig person, man kunne se havde siddet meget på kontoret. Han havde tidligere bygget i den persiske golf, og der havde han tillagt sig nogle mærkelige vaner. Han skulle have sin egen kok og egen chauffør, for han havde en kæmpestor Mercedes, han havde fået med hjem. Jeg kan også huske, at de byggede en gangbro, så han kunne stå der og overskue hele flokken. Han stillede sig ud, når der var gået et par dage. Der stod han så og fløjtede. Så var det meningen, at os sjakbajser skulle komme farende. Jeg kan huske lige så tydeligt, at da han havde gjort det et par dage, blev vi enige om, at næste gang han fløjter, råber vi "Fido, Fido hvor er du?" som om det var en hund, han fløjtede efter. For det gad vi ikke finde os i.

- Helbreddet har siden dengang nogenlunde rettet sig op. Jeg hører ikke så godt mere, og jeg har stadig dårlig ryg og lungerne fyldt med byggepladsstøv og asbest. Jeg har levet et meget hårdt liv, men jeg har det godt. Jeg bliver 80 til næste år.

Blå bog

Poul Andersen er i dag 79 år. 

Han arbejdede som jord- og betonarbejder på Den Ny Lillebæltsbro i årene op til indvielsen i efteråret 1970. Han fik arbejde som sjakbajs og fik dermed ansvaret for et hold på 20 mand, når der var flest. Han var den ene af tre sjakbajser på sænkepladsen, som lå på Jyllandssiden. Det var her sænkekasserne, der senere skulle sejles ud i bæltet, blev bygget. 

Arbejdsdagene var som regel lange, for nærmest fra dag ét var man bagud med brobyggeriet. Dagene var ofte fra klokken 6 til 17-18 stykker, og der skulle også arbejdes om lørdagen. Holdene i sænkekasserne kom flere gange endnu mere bagud, fordi vintrene bød på isnende kulde. Ifølge Poul Andersen frøs det en af vintrene 23 grader, mens en et snevejr i april et andet år gjorde det umuligt for arbejderne at komme ned til broen.

Poul Andersen har siden årene på Den Ny Lillebæltsbro, blandt andet arbejdet hos Superfoss i Fredericia og senere i fagbevægelsen 3F.

Poul Anders boede i Middelfart med sin daværende kone, da han arbejdede på broen. I dag bor han i Randers.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce