Annonce
Melfar Posten

En lille annonce men en stor forskel: Læsere af Melfar Posten fik lille Mille hjem igen

Katten Mille er ikke bare løbet væk én gang - men to gange. Begge gange har Milles ejere fået hende tilbage ved at indrykke en lille annonce i Melfar Posten. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.
En lillebitte annonce i Melfar Posten har to gange gjort en stor forskel for familien Jensen-Frandsen. Deres kat Mille er nemlig blevet væk ad to omgange - og begge gange er hun blevet fundet ved hjælp af en lille annonce i Middelfarts lokale ugeavis.
Annonce

Middelfart: Hvad kan man egentlig bruge sin lokale ugeavis til? God underholdning? Oplysning om hvad der rør sig i lokalsamfundet? Til at tænde ilden i brændeovnen?

Familien Jensen-Frandsen har brugt Melfar Posten til at finde deres elskede kat Mille. Ikke bare én gang - men hele to gange, henholdsvis i 2016 og 2020, har familien rykket en lillebitte annonce i Melfar Posten for at efterlyse deres kat. Begge gange har familien fra Middelfart fået deres kat tilbage efter, læsere af Melfar Posten har set den lille annonce i avisen.

- Det virker helt surrealtisk, at vi to gange har fået vores kat hjem igen, fordi vi har haft en annonce i avisen, fortæller Carsten Jensen.

Annonce

Fra Ejby til Bogense

I starten af december 2016 forsvandt katten Mille første gang. Familiens alarmklokker begyndte hurtigt at ringe for familien, da Mille har en fast morgenrutine. Når Carsten Jensen står op, lukker han nemlig Mille ud, hvor Henrietta Frandsen lukker katten ind, inden hun kører på arbejde. Men den 6. december stod Mille pludseligt ikke klar ved døren.

- Jeg var bekymret allerede der, men tænkte at hun nok ville stå klar, når vi kom hjem fra arbejde, fortæller Henrietta Frandsen.

- Men det gjorde hun ikke, tilføjer hun efter et sekunds pause.

En måned der skulle have været fyldt med glæde og varme, brugte familien på at være nervøse om, hvad der var sket med deres kat. De værste forestillinger begyndte at spinde i både forældrene og børnenes hoveder, da familiens hus ligger i smørhullet mellem Brovejen og Odensevej. Var hun blevet kørt over? Lå hun død i en vejkant eller grøft? Var hun spærret inde et sted? Måske et skur? Var Mille ved at dø af sult?

I ugen før nytår vælger Carsten Jensen og Henrietta Frandsen at rykke en lille annonce ind i Melfar Posten i håbet om, at nogle havde set lille Mille.

- Vi ved, der er mange, som læser Melfar Posten. Derfor var det oplagt at indrykke en annonce, som godt nok ikke var særlig stor, og så håbe på, at folk ville henvende sig, fortæller Carsten Jensen.

I 2016 var Mille væk en hel måned, hvor hun blev fundet den 1. januar 2017. I 2020 forsvandt Mille i oktober og kom hjem den 12. november. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.

Og henvendelser fik familien nok af. Der blev ringet fra Brenderup, Ejby, Svenstrup - endda fra Bogense, hvor nogle havde set en kat, som mindede om Mille. Men det var det dog ikke.

- Vi var ude ved en mand, som troede, han havde fundet Mille. Han brød sig ikke så meget om katte, så han spurgte os, om hvorfor vi brugte så meget tid og så mange penge på at finde vores kat. For som han sagde, så kunne vi jo bare anskaffe os en ny. Og ja, det kunne vi i princippet godt. Men den nye kat ville ikke være Mille. Mille er et familiemedlem, som vi begyndte at savne helt vildt lige så snart, vi opdagede, hun var væk. Så vi skulle bare finde hende, uanset om hun var levende eller død,

Den første januar 2017 vender familiens held dog. En mand fra Svenstrup, som faktisk allerede havde været i kontakt med familien, da han tidligere havde fundet en kat, som lignedede Mille, ringede igen. Denne gang var han sikker på, det er Mille, han har fundet.

Og det var Mille, han havde fundet.

Med et lettet hjerte kunne Henrietta Frandsen fortælle alle, som havde henvendt sig og hjulpet i søgen, heriblandt Melfar Posten, efter Mille, at den lille kat nu var fundet.

Annonce

Ingen tid at spilde

Fire år senere i oktober 2020 står Mille igen ikke ved døren. Der var ingen tid at spilde, så familiens efterlysning blev lynhurtigt sendt som en annonce i Melfar Posten igen.

- Vi vidste jo, at det virkede fra første gang, så vi var ikke ét sekund i tvivl om, at vi skulle have en annonce i ugeavisen igen, siger Carsten Jensen.

Denne gang fyldte de negative forestillinger ikke nær så meget i hovederne på familien.

- Det havde jo lykkedes os at få Mille tilbage igen en gang før, så vores håb om at finde hende var større, forklarer Henrietta Frandsen.

Familien Jensen-Frandsen er ikke meget for at lukke Mille ud efter kattens to efterlysninger. Foto: Sofia Søborg Flittner-Nielsen.

Ugerne gik, og familien fik igen mange henvendelser fra folk, som havde set deres efterlysning i Melfar Posten - men der var ingen Mille at finde. I samarbejde med en ansat fra Melfar Postens annonce-afdeling fik familien ændret i annoncen, så det var tydeligere at se Mille.

På tredje uge efter Milles forsvinden lægger en dame mærke til, at der en kat, som mijavede, ved isoplus i industrikvarteret. Først efter damen er kommet hjem, ser hun annoncen, da hun læser Melfar Posten. Næsten med det samme ringer hun til Henrietta Frandsen og fortæller om oplevelsen i industrikvarteret.

Med kun et øjebliks tøven, fordi hun ikke helt vidste, hvad hun skulle sige, ringer Henrietta Frandsen til firmaet isoplus.

- Det var lidt mærkeligt, for jeg ringede bare og spurgte: Har I tilfældigvis lagt mærke til en kat ude ved Jer?. Heldigvis fandt de hende derude. Hun var medtaget og meget tynd, men der var ingen synlige skader. Så hun er kommet hjem i god behold, siger Henrietta Frandsen.

Så uanset hvad man bruger sin lokalavis til, kan det måske godt betale sig at tage et hurtigt blik i den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Melfar Posten

Online hjælp til angst- og depressionsramte ledige i Middelfart Kommune: - I stedet for at sende borgere på førtidspension, skal vi forebygge

Annonce