Nordvestfyn: 2021 starter, som 2020 sluttede. Vaccinelyset er tændt, men nedlukningen af store dele af samfundet er stadig en realitet.
For mange betyder det, at arbejdet må klares hjemmefra, og det gør i hvert fald ikke behovet mindre for at komme lidt ud og røre sig. Derfor har vi bedt naturvejleder i Middelfart Kommune Rikke Vesterlund om at samle en liste over gode gåture i kommunen. Benspændet har været, at de skal kunne klares på mellem 20 og 30 minutter, så man kan nå det i frokostpausen eller inden aftensmaden.
De fleste af ruterne kan ses på www.udinaturen.dk.
1 Karolineplantagen
Her er vi i det vestlige Middelfart nord for Brovejen, forklarer Rikke Vesterlund.
- Lige overfor der, hvor man går ind til Kobakken, går en sti op ad en bakke. Den hedder Strudsenbjerg. På toppen går man langs en kant, hvor man kan kigge ned på dalen. Det er rigtig fint, siger hun.
2 Skrillingeskoven
I det østlige Middelfart kan man gå en tur i Skrillingeskoven. En god indgang til skoven er ved det tidligere planteskoleanlæg for enden af Værkstedsvej. Det vokser nu vildt, og på modsatte side af cykelstien, kan man gå ind i Skrillingeskoven. Det er ret ny skov, men med forskellige arter og en lille sø og bålsted, forklarer naturvejlederen.
3 Røjlemosestien
Denne rute er markeret med gule pile, og man kan gå både en lang og en kort udgave, forklarer Rikke Vesterlund. Den lange er på 4 km, mens den korte er på 2,5 km. Det er lettest at starte ved parkeringspladsen i krydset ved Søborg Alle og Gl Slotsvej, og det er en god ide at huske gummistøvlerne, da meget af turen er i moseområde.
4 Banestien
Det gamle banelegeme mellem Brenderup og Bogense er ifølge naturvejlederen en god travetur. Den starter ved viadukten under Fruerhøjvej og går videre ind i skoven.
- På et tidspunkt krydser stien Egelundsvej. Der kan man fortsætte på åbne marker, men man kan også bare vælge at vende om og tage Egelundsvej tilbage, siger Rikke Vesterlund.
5 Viby Å-stien
Denne rute starter overfor Åvænget i Nørre Aaby og går langs Viby Å. Turen går over åbne marker med åen på højre hånd, hvor der visse steder er lavet små broer over åen. Den korte tur er at gå samme vej ud og hjem, men har man mod på en lang tur, kan man fortsætte af stisystemer hele vejen til Ronæs, fortæller Rikke Vesterlund.
6 Vestermoseskov
Vestermoseskoven i Ejby er en klassiker, mener naturvejlederen. Men den er også god. Her er en rute på 1,6 km i en blanding af ny og ældre skov. Rikke Vesterlund anbefaler at parkere på parkeringspladsen for enden af vejen Ved Skoven og gå derfra.
- Der er også et overdækket madpakkehus derude, tilføjer hun.
7 Holmeskoven
Holmeskoven i Gelsted er ifølge Rikke Vesterlund et yndet sted til gåture blandt de lokale. Her kan man parkere på en lille parkeringsplads mellem Møllevej og Søndergade og derfra følge en sti rundt i skoven.
- Her kan man både komme til et par shelters, hvor der er mulighed for at drikke kaffe, og der er også bare dejlige små rundture i det stykke skov, siger naturvejlederen.
8 Brende Mølle
Fra Møllen kan man betragte fisketrapperne, hvor man kan se gydende fisk, og isfuglen kan man også være heldig at få øje på. Derudover er der en gåtur på en lille kilometer i "fantastisk" natur langs åen, siger Rikke Vesterlund. Når den rammer Assensvej, kan man vende om eller følge vejen tilbage til møllen.