Annonce
Melfar Posten

Flere timers træning og stram diæt: Muskuløst par går efter guldet med bruncreme og høje hæle

Martin Oldenborg og Jette Mikkelsen er kærester og træner begge til Iron Rebel Newcomers, der er en "kropskonkurrence" og finder sted om en måned. Foto: Peter Leth-Larsen
30-årige Jette Mikkelsen og 34-årige Martin Oldenborg er, som par er færrest. Ud over almindelig hverdagstrummerum med job og familieliv træner de begge på højt niveau. Om en måned stiller de op i Iron Rebel Newcomers.
Annonce

Middelfart: De er en anelse strammere end et gennemsnitligt par i Middelfart. Jette Mikkelsen og Martin Oldenborg har en passion for mere end hinanden; at træne og forme deres kroppe, så de bliver perfekte.

Mens rytmerne dunker ud af højtalerne i Raw Fitness, sveder parret ved maskinerne. Det gør de lige for tiden to en halv time om dagen, for snart stiller de begge op i Iron Rebel Newcomers. En kropskonkurrence, hvor veltrænede muskelbundter bliver bedømt på scenen. Martin Oldenborg stiller op i Men’s Physique, og Jette Mikkelsen i Bikini-klassen.

Det startede med, at Martin trænede en del, men manglede et mål med sin træning. I 2017 startede han ved en coach, som skulle hjælpe ham af sted mod konkurrencerne. Også i 2017 stillede han op til DM og blev nummer 10 ud af 12. Det var han ikke tilfreds med, fyrede sin coach og gik selv i gang med at træne på den måde, som han selv syntes føltes rigtig. Det gav ham tre hak op ad rangstigen til en syvendeplads ved DM sidste år.

- Men jeg ved, at jeg kan gøre det bedre. Jeg ved nu, at jeg op til konkurrencen havde spist for lidt, så mine muskler så flade ud. Det handler om at stå perfekt på dagen, og jeg havde ikke fået nok kulhydrater, siger Martin Oldenborg, der fik en andenplads ved Iron Rebel Newcomers sidste år, men føler sig ret sikker på at få en førsteplads i år.

Parret har en datter, og Jette Mikkelsen havde også trænet, inden hun fødte datteren for tre år siden. Hun fulgte med i Martin Oldenborgs træning og så, at han fik resultater ud af det.

- Jeg ville egentlig bare smide de sidste graviditetskilo, men så kiggede jeg på min krop og spurgte Martin, om han troede, at jeg kunne stille op i konkurrencer, ”Ja da”, svarede han, siger Jette Mikkelsen, der fik udfordringer undervejs. Ikke med træningen og opbygningen af kroppen, men med noget helt andet:

- Jeg kan ikke finde ud af at gå i høje hæle. Jeg er mere en havnearbejder end en feminin pige, så jeg vraltede rundt derhjemme og øvede mig i de høje hæle. Jeg startede med nogle med 3,5 centimeter hæl på. Nu er jeg oppe på syv centimeter, siger Jette Mikkelsen og griner.

Hun kunne ved sin første konkurrence se, at mange af de andre konkurrenter var gode til at svinge med armene på en feminin måde, når de skulle vise sig frem på scenen, og også her indså hun, at hun nok havde lidt at arbejde med.

- Jeg ville egentlig bare smide de sidste graviditetskilo, men så kiggede jeg på min krop og spurgte Martin, om han troede, at jeg kunne stille op i konkurrencer, ”Ja da”, svarede han.

Jette Mikkelsen, 30 år og kandidat i Iron Rebel Newcomers

Annonce

På stram diæt

Lige for tiden går der som nævnt lang tid med at træne, men det hele skal passes ind i en hverdag med en familie, to fuldtidsjobs og endda et ekstrajob som selvstændig træner for Martin Oldenborgs vedkommende. Jette Mikkelsen står op klokken fire om morgenen for at træne inden, hun skal på arbejde, og Martin Oldenborg kan nogle gange presse træning ind efter arbejde, som først slutter sent om aftenen. Andre gange kommer den tre-årige datter med i træningscentret, hvor der er indrettet et stort legeområde.

Men de ved begge, at sådan kan man ikke blive ved, og det er også kun her op mod en konkurrence, at de presser sig selv så hårdt. Også maden er afmålt og består kun af helt udvalgte ingredienser, som fremmer målet mod at se perfekt ud på scenen i Ringsted den 4. maj.

- Maden udgør 80 procent af hele arbejdet med at komme til at se så ”fit” ud, men maden er også det, der kan drive én til vanvid, fortæller Martin Oldenborg, der kan mærke, at han bliver ulidelig at være sammen med, når han gennem længere tid har haft en stram diæt og trænet meget.

- Før tænkte jeg, at han skulle slappe lidt af og spise noget mad, når han havde det sådan, men nu har jeg selv prøvet det, og nu forstår jeg det 100 procent, siger Jette Mikkelsen, der også har oplevet, at netop maden kan afskære hende fra sociale sammenhænge.

- Hvis man skal ud med nogle veninder på en café, så skal man have sin egen mad med, og det er jo ikke hyggeligt. Så vil jeg hellere lade være med at deltage, siger hun.

Annonce

På naturlig vis

Når parret stiller op i konkurrencerne, handler det for dem om, hvad man på naturlig vis kan opnå, for når man først begiver sig ind i en verden med så store muskler, er der nogle gange også hormoner indblandet. Men den vej vil ingen af de to gå.

- For mig handler det om hvor meget, jeg kan presse mig selv, og hvad jeg kan få ud af min krop. Jeg er en af de ældre i min klasse, og jeg kan se, at nogle af de andre, der er 10 år yngre end mig, er langt større end mig. Jeg vil vise, at vi ældre også kan. Min klasse, Men’s Physique, handler om symmetri og udstråling, siger Martin Oldenborg og forklarer, at bodybuilding er en klasse for sig, og at han ikke har lyst til at udsætte sin krop for det, det vil kræve at kunne være med i den klasse.

Parret har hyret en coach til at hjælpe med mad- og træningsplaner. En gang om måneden tager de til Aalborg, hvor han holder til, for at blive "tjekket". Når coachen tager sig af planlægningen, frigører det lidt tid til parret, der stadig skal passe både fuldtidsjobs og familieliv. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Et kommende bryllup

Efter den kommende konkurrence har Jette Mikkelsen ikke planer om at stille op i flere konkurrencer med det samme. Hun drømmer dog om at få en sixpack, og vil træne hen imod det mål. For Martin Oldenborg er det lidt mere tvivlsomt.

- På den ene side vil jeg gerne vinde et ”prokort”, der giver adgang til internationale konkurrencer. Men på den anden side så ved jeg, at hvis jeg gør det, så kan jeg ikke stoppe mig selv igen, siger han med tvivlen tydeligt malet i ansigtet.

Når de går ned fra scenen den første weekend i maj, har de et andet mål, som de også skal nå. Til august skal de giftes, og det skal være et romantisk bryllup med hvid kjole, kromiddag og en uforglemmelig dag. Så bliver der skruet ned for træningen og op for maden. Og så en anden vigtig ting:

- Så skal vi lige lære hinanden at kende igen. Det er hårdt ikke at få ret meget mad i så lang tid. Vi vil jo gerne giftes med én, vi kender, siger Martin Oldenborg og griner.

Det koster to en halv time hver dag ved maskinerne at kunne holde sin krop i en form, som Jette Mikkelsen og Martin Oldenborg er i lige nu. Dertil stramme kostplaner og en del tålmodighed og forståelse fra venner og familie. En forståelse, som parret er glade for at få. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce