Annonce
Melfar Posten

Friske frivillige i Husby: - Det halve af det er hyggen i køkkenet

Husby Forsamlingshus var før jul samlingspunkt for en solid omgang fællesspisning og sangaften. Lis Buch og Anni Hansen th. havde brugt det meste af dagen på at gøre middagen klar, som bl.a. bestod af sild, tarteletter med fasan i asparges og ribbensteg med rødkål og grønlangkål. Foto: Peter Leth-Larsen
Når der skal laves mad til sangaftener, bankospil eller mortensaften i Husby Forsamlingshus, er det frivillige kræfter, der træder til og tænder for ovnene. Anni Hansen og Lis Buch hygger sig med at lave god, gammeldags, dansk mad til gæsterne.
Annonce

I køkkenet i Husby Forsamlingshus damper det fra gryderne, og duften af stegte rødspættefileter breder sig i rummet. Det er de to frivillige Anni Hansen og Lis Buch, der rører i gryderne og sørger for, at der bliver lavet gammeldags, dansk mad til de arrangementer, som Husby Forsamlingshus lægger lokale til.

- Vi hygger os sådan med det, fortæller Lis Buch, mens hun rører i gryden med tarteletfyld, som i dagens anledning består af fasan og ikke hønsekød, da Anni Hansens mand lige har skudt en fasan, som de snildt har kunnet bruge til dagens menu.

Anni Hansen og Lis Buch står for at lave mad til blandt andet mortensaften, bankospil og sangaftener, der bliver afholdt i Husby Forsamlingshus, og det er fra begyndelsen faldet dem helt naturligt.

- Vi bor herude og hører til herude. Det er dejligt at se, at mange mennesker har en god aften, og at vi gør noget godt for nogen, siger Anni Hansen.

Fællesspisningerne kom sig af, at arrangørerne af sangaftenerne hurtigt fandt ud af, at det trækker endnu flere folk til, hvis der også er mad på bordet.

- På den måde slår vi jo to fluer med et smæk, indskyder Andreas Feirup, der er en af dem, som har været med til at starte aftenerne op.

Husby Forsamlingshus før jul aften samlingspunkt for en solid omgang fællesspisning og sangaften. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Fra forloren hare til lasagne

Anni Hansen og Lis Buch har kendt hinanden i godt og vel 45 år, og udover julemaden hygger de sig også med at servere blandt andet forloren hare og koteletter i fad til områdets gæster. Men de har også forsøgt sig med andet end dansk mad på menuen og har eksempelvis kokkereret lasagne og ristaffel. Retter der ifølge Anni Hansen og Lis Buch bliver taget godt imod af gæsterne.

- Folk tager rigtig godt imod vores mad. Der var for eksempel udsolgt til den sidste bankoaften og mortensaften med 115-120 personer, siger Lis Buch.

Det er ikke altid, at de besøgende ved, hvad der er på menuen, og det er Anni Hansen, der bestemmer, hvad der skal på tallerkenerne. Hun bestræber sig altid på at handle lokalt ind til måltiderne, og særligt bruger de to veninder Gelsted Slagteren.

- Vi er gode til al slags mad, men er der for eksempel flæskesteg på tilbud, så er det det, vi får, siger Anni Hansen.

Annonce

Det skal være hyggeligt at være frivillig

Det er tydeligt, at der ikke er langt mellem grinene i køkkenet. Anni Hansen og Lis Buch fastslår, at hyggen er det halve af at være frivillig i Husby Forsamlingshus, og det er blandt andet det, der driver dem.

- Det er rart at være her. Hvis ikke vi syntes, det var hyggeligt og sjovt, så ville vi jo ikke gøre det, nævner Anni Hansen.

- Ja, vi bliver ved, så længe nogen har lyst til at komme, tilføjer Lis Buch.

De fortæller begge, at de ikke tager det så højtideligt at skulle lave mad til så mange mennesker.

- Det gør ikke noget med en klump i sovsen, for vi får ikke penge for at lave det. Vi er jo frivillige og hygger os med det, siger Anni Hansen.

- Ja, og vi har da ikke brændt noget på endnu, siger Lis Buch og griner, hvorefter Anni Hansen hurtigt minder hende om episoden, hvor en grillhandske pludselig fik sat ild til sig.

Der er godt med gæster i Husby, når der bliver kaldt til fællesspisning. Foto: Peter Leth-Larsen.
Annonce

Frivillig på mange måder

Mad til sangaftener er ikke det eneste frivillige arbejde, Anni Hansen og Lis Buch står for. Siden maj i år har de i samarbejde med KFUM været med til at arrangere Familieklubben Danmark. Her har de planlagt aktiviteter for børn og serveret en omgang mad om aftenen.

- Vi tager for eksempel til stranden eller laver en kreativ dag, hvor vi har oplevet, at der er god opbakning fra mange familier, fortæller Lis Buch.

Ifølge Lis Buch er det et tilbud, der særligt er tiltænkt områdets tilflyttere, som på den måde skaber sig et naturligt netværk.

- Vi får mange gode tilbagemeldinger på det og synes, det er en rigtig god måde at være frivillig på, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce