Annonce
Melfar Posten

Han har 800 meter lyskæder og en oppustelig julemand: Claus vandt julekonkurrencen i sidste øjeblik

Melfar Postens læsere stemte Banevænget 12 til tops i konkurrencen. Men det var tæt lige til det sidste, for naboen, Banevænget 14 er også pyntet flot op, og havde haft førerpositionen indtil kun 20 minutter inden, konkurrencen sluttede. Foto Ludvig Dittmann
Han gør virkelig noget ud af det, og i år løb han med sejren i Melfar Postens julekonkurrence, hvor kommunens flotteste julehus skulle findes. Claus Rasmussen på Banevænget 12 i Middelfart er en opfinder og synes, at det er det hele værd, når børn standser op ved huset og betragter de sjove indslag.

Middelfart: Der var spænding til det sidste, da vinderen af dette års julekonkurrencen skulle findes. På Banevænget i Middelfart ligger tre huse side om side, og alle er de pyntet op. De to af dem var med i opløbet - også side om side. Først 20 minutter inden afstemningen sluttede, tippede stemmerne til fordel for Banevænget 12. Med en enkelt procent vandt Claus Rasmussens hus.

- I starten af afstemningen lå vi pænt fremme, men så hentede naboen ind på os. Faktisk har vi tre huse her på rad og række fået 61 procent af stemmerne. Det lå hele tiden meget tæt, og så kom de et point over os, men kun 20 minutter før det sluttede, vippede det til vores fordel. Vi blev nummer to sidste år, så vi ville jo gerne vinde i år, siger Claus Rasmussen, der holdt øje med konkurrencen til det sidste minut.

Claus Rasmussen og hustruen tager julepynt ganske seriøst. Det er den eneste højtid, de pynter sådan op til, men det bliver til gengæld også gjort omhyggeligt. Udenfor er det Claus Rasmussen, der står for at pynte op, mens fruen sørger for julestemningen indendørs.

Annonce

- Vi har nok lige så meget pynt indenfor. Vi har julenisser og en ret avanceret juleby med et tog, der kører rundt om juletræet, siger han.

Claus Rasmussen hygger sig med at lave skøre indslag til sit hus. Han var også med i konkurrencen sidste år, hvor han fik en andenplads. Foto Ludvig Dittmann.

En rigtig opfinder

Forbipasserende vil have bemærket, at det ikke er småsager, der skal til for at pynte et hus op i den kaliber, Claus Rasmussen her præsterer.

- Jeg har nok mellem 700 og 800 meter lyskæder i alt. Dem, der sidder på taget, sidder der hele året. Dem på gavlen piller jeg heller ikke ned, for man lægger alligevel ikke mærke til dem om sommeren. Jeg satte kæderne på taget op om sommeren, for ellers er det for glat. Der skal ikke så meget fugt til, før taget føles som brun sæbe, siger Claus Rasmussen, der alligevel ikke vil sætte livet på spil for at pynte op til jul.

Jeg arbejder på noget til næste år. Det laver jeg til sommer, men jeg vil ikke afsløre mine hemmeligheder.

Claus Rasmussen

Men der skal lidt af en opfinder til at få 800 meter lyskæder, diverse julemænd og oppustelige snemænd til at fungere, når stikket sættes i kontakten i slutningen af november.

- Min kone arbejder et sted, hvor der er nogle papruller fra ledninger til overs efter produktionen. Dem har hun fået med hjem, og dem kan jeg sætte boremaskinen til, og så kan jeg rulle 100 meter ledning op på 30 sekunder. På den her måde krøller de heller ikke sammen, som de gør, når man ruller dem op på armen, siger vinderen af konkurrencen, der også har andre finurlige indslag.

For eksempel vil man kunne se to julemænd på vej op ad gavlen. Men den ene har mest held med at holde sig fast, fordi han har grebet sin vens bukser, så man til den øverste nisses ærgrelse kan se hans bagdel.

Det er ikke altid nemt at være julemand, og det må den øverste julemand sande, da hans bagdel er til skue for forbipasserende. Foto Ludvig Dittmann.

- Nisserne er nogle, man køber færdige, men jeg har en lidt krøllet hjerne, så jeg lavede lidt om på det, så det har en humoristisk tilgang. Jeg synes, det er skide sjovt at lave, og jeg hygger mig med det, siger han.

Annonce

Syv kasser på loftet

Når man er en gør-det-selv-mand, så er der også et par småting, der skal fikses en gang i mellem. For eksempel skulle julemanden i den falske skorsten have sprællet med benene hele måneden, men det er mere end julemanden, der sidder fast i skorstenen i år.

- Motoren har sat sig fast, tror jeg. Den skal jeg lige have kigget på, siger Claus Rasmussen, der er særligt glad for sin skorsten.

Julemanden i den falske skorsten plejer at sprælle med benene hele december måned, men det er mere end hans mave, der har sat sig fast i skorstenen i år. Claus Rasmussen skal lige have tjekket skorstenens motor, så den er klar til jul igen næste år. Foto Ludvig Dittmann.

Derudover har han en oppustelig snemand og en oppustelig julemand, der hører med i feltet af favoritter.

I det hele taget er der efterhånden en større samling af blinkende og lysende elementer, som skal pakkes frem og tilbage hvert år.

- Jeg har nok seks eller syv kasser, som kommer på loftet efter jul. Når jeg køber noget nyt, kan min kone godt finde på at spørge, om det nu også er nødvendigt med den lyskæde, siger Claus Rasmussen og griner.

De syv kasser hentes ned fra loftet i midten af november, og så tager det nogle uger at få sat det hele op.

- Det hele skal gerne stå klar sidst i november. Men det er det hele værd, og det er sjovt, når der kommer børn forbi og er begejstrede. Det er gevinsten for mig. Der kommer rigtig mange forbi i løbet af måneden. Så siger jeg hej og snakker med dem om, hvad de synes, siger han.

Det er helt med vilje, at huset på Banevænget 12 stråler i alverdens farver. Det er nemlig meningen, at det skal være sjovt at se på, synes Claus Rasmussen, der også selv har det hyggeligt med at pynte op og finde på nye idéer. Foto Ludvig Dittmann.

Som en ægte entusiast har Claus Rasmussen selvfølgelig en lille tilføjelse til sin samling hvert år.

- Ja, jeg arbejder på noget til næste år. Det laver jeg til sommer, men jeg vil ikke afsløre mine hemmeligheder, siger han.

Man kan nok ikke andet end at komme i lidt julehumør, når man parkerer i indkørslen hos Claus Rasmussen.  Foto Ludvig Dittmann.
Både julemanden og snemanden er oppustelige, men begge skal gøres fast til børnebørnenes gyngestativ, for ellers kan en smule blæst hurtigt få ødelagt den gode stemning. Foto Ludvig Dittmann.
Igennem julemåneden stopper mange op og betragter Claus Rasmussens hus. Nu har han også vundet Melfar Postens julehuskonkurrence 2021. Foto Ludvig Dittmann.
Annonce
Melfar Posten

Stor nytårskoncert klar til at slå dørene op trods restriktioner

Annonce
Melfar Posten

Ung præst vender næsen hjemad: - Jeg glæder mig til at slå rod med min kone og børn

Annonce
Melfar Posten

Trygfonden drysser penge ned over Nordvestfyn: Her lander de

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Ingelise er guld værd for beboerne på Egebo: - Det er jo bare noget, jeg gør

Melfar Posten

Mens varmepriserne er eksploderet flere steder i landet: Nordvestfynske fjernvarmekunder får holdt prisen i ro

Melfar Posten

Kommunens nye hjemmeside erstatter 13 år gammel forgænger: Så meget koster den

Melfar Posten

Kan du forudse, hvad der kommer til at ske i 2022: Deltag i Melfar Postens store nytårs-quiz her

Melfar Posten

Kunne du forudse, hvad der skulle ske i 2021? Her er svarene på sidste års nytårsquiz

Melfar Posten

Over halvvejs: Anna Pippi snart på vej mod sin største drøm om at kunne gå

Melfar Posten

Smittetallene er ikke en forhindring: Skøjtebanen åbner, men der går lidt tid endnu

Melfar Posten

Parkerings-skilte pillet ned: Fik folk til at glemme elementær regel

Melfar Posten

Kreativt makkerpar giver ''Byens Bedste Service'': - Nu, hvor vi har vundet, forpligter det

Melfar Posten

Tip fra Bib: Karen Blixen forever

Melfar Posten

Joachim har en skitse over, hvordan man sprænger Lillebæltsbroerne i luften: Nu fylder han 100 år

Melfar Posten

Christians efterskoleår blev til ungdomsdokumentar på DR: - Efterskolen var én stor kreativ proces 24/7

Annonce