Annonce
Melfar Posten

Historien om Lyngstrøms Ford-bus: Fra passagerbus til autocamper til veteranbil

1522. Kjeld Olsen (til højre) viser motoren frem. Otto Larsen og Helge Borre (nærmest bilen) har begge som knægte leget i Lyngstrøms forfaldne bus, som også var hjem for kvarterets hunkatte, når de skulle have unger. (Foto: Poul Christensen)
Bussen fra kørte i nogle år med passagerer, men da nye busser gjorde den værdiløs, overtog fotograf og missionær Holger Lyngstrøm den. Han indrettede bussen til Danmarks første autocamper med mørkekammer.
Annonce

Opdateret med yderligere to afsnit, som havde sneget sig ud i første omgang. Vi beklager fejlen.

Strib: Ford TT-bussen fra 1923 ser ynkelig ud i sensommeren 1976. ”Jesus er nær”, er der godt nok malet på siden. Alligevel har vind og vejr og nok også kvarterets drenge behandlet bussen ganske respektløst.

Dækkene er smuldret bort. Rusten har tæret på chassiset (den bærende ramme, red.) og alt af jern. Råd har mørnet dele af karetmagerens oprindelige karrosseri og de senere ændringer. Flere ruder er smadret. Taget er utæt. Motoren og forenden er fjernet. Men Viklet Graae Jørgensen, Hillerød, var alligevel ikke i tvivl. Denne Ford TT-bus skulle med ham hjem, da han købte afdøde Holger Lyngstrøms bilpark og andre efterladenskaber på Tjærepletten i Strib.

Hele otte biler – eller snarere bilvrag – holdt der på grunden på den yderste spids af Strib med fyrtårnet som nærmeste nabo. Grunden lignede nærmest en losseplads. Naturligt nok kan man sige, for stort set alt – huset, sommerhusene, indboet, bilerne – var kommet fra lossepladser gennem tre-fire årtier.

Kanonfotograf Holger Lyngstrøm og hans kone Magda, flyttede til Strib sidst i 1930’erne og byggede deres hus af kasserede ting og ”helt uden brug af håndværkere”, som han selv beskriver det. Det blev kaldt ”skrammelhuset”, men Holger syntes, det var en fin villa. I et kælderrum drev parret efter Anden Verdenskrig badeanstalt med svedekasser og bruser, som han også flikkede sammen af ting, han samlede op.

Holger Lyngstrøm kunne få alt ud af ingenting. Det gjaldt også biler. Dem brugte han også i sin missionsvirksomhed, som han drev ikke bare i Strib men rundt omkring i landet, hvor mennesker var samlet til dyrskuer, markeder og byfester. Hans kone Magda døde i 1951, og i sine sidste år trappede Holger sine aktiviteter ned. Han døde i sommeren 1976 - 87 år gammel.

Annonce

Forvandlet til autocamper

I 1976 var Ford TT-bussen et bilvrag men i 1923 en funklende ny bus. Ifølge veteranbilkenderen, Viklit Graae Jørgensen, er dens chassis samlet på Ford Motorkompagnis samlefabrik på Hejmdalsgade i København i 1923, og den har fået et karrosseri hos en karetmager, som man gjorde det dengang. Den har så kørt rutebil et eller anden sted, formentlig i det sydlige Jylland.

Det var ikke en hurtigbus. Den kunne kun køre 30-40 kilometer i timen, når gashåndtaget var i bund. Den rigtige betegnelse for modellen er Ford TT fra 1923, en lastbiludgave. Understellet er kraftigere, og motoren lavere gearet end i en Ford T. Sidst i 1920’erne kom en ny generation af rutebiler, der kunne køre hurtigere og var langt mere praktiske til formålet. Det gjorde de gamle værdiløse.

Tre af de otte biler på grunden i sommeren 1976. Til venstre Ford TT-bussen med teksten ”Jesus er nær”. Holger Lyngstrøm malede religiøse tekster på flere af sine biler. Derefter en Ford V8 og en personbil. (Foto: Erik Ulriksen/Lokalhistorisk Arkiv for Strib-Røjleskov sogn)

Holger Lyngstrøm har formentlig købt eller fået bussen først i 1930’erne. Han har fortalt om, at han for næsten igen penge har samlet biler op på lossepladser og hos ophuggere. På det tidspunkt opererede han fra Snoghøj syd for Fredericia, hvor han fotograferede folk, der besøgte bygningen af Den gamle Lillebæltsbro. Derfor er det sandsynligt, at han er faldet over den udrangerede bus et sted i Syd- eller Sønderjylland.

Han bevarede karrosseriet med forhøjningen midti – tagrytteren – så man kunne gå oprejst inde i bussen. Han fjernede bagdøren, hvor passagerne kom ind og ud og forlængede bagtil køretøjet med 40-50 centimeter. Den bagerste del af bussen lukkede han af med to selvbyggede skabe på hver side. Glasset i de bagerste vinduer udskiftede han med træplader, så der, formentlig med et tæppe foran ind til den forreste del af bussen, kunne blive helt mørkt i bagenden – fotografen havde skabt et transportabelt mørkekammer. I skabssektionen var der også en kobbervask, som nok er brugt både til opvaskevand og fremkaldervæske.


Det var ikke en hurtigbus. Den kunne kun køre 30-40 kilometer i timen, når gashåndtaget var i bund.


Han gjorde sæderne eller bænken langs bussens sider lavere og forsynede dem med anordninger, så der kunne lægges træplader på tværs til sovepladser. Flere mener, at der også var toilet i den bagerste del af bussen. I hvert fald er der i dag i bunden af bussen et hul på en diameter på otte centimeter.

Holger Lyngstrøm forvandlede den gamle Ford TT-bus fra 1923 til sandsynligvis Danmarks første autocamper med mørkekammer.

Annonce

Beboelse og mission

Tidligere ostegrosserer Arne Schmidt Andersen, Strib, husker den gamle rutebil tilbage i 1932, hvor han sammen med sin far kørte ost til højskolen, badehotellet og kroen i Snoghøj.

- Jeg kom i snak med Lyngstrøm og hans kone. De holdt til i en cirkusvogn, der holdt ved foden af broen, der var ved at blive bygget. Han havde et kanonfotografiapparat. Det var en stor firkantet kasse, og så stod han bagved med et sort klæde over hovedet og trykkede på en lille sort bold, når han tog billedet. De havde en gammel rutebil fra 20’erne, som de kørte rundt i. De holdt også kristelige foredrag rundt omkring i landet.

I 1935 var broen færdig, og dermed mistede Holger Lyngstrøm en del af sit indtægtsgrundlag. Han og hans kone flyttede over Lillebælt til Strib, hvor han for sine sammensparede penge købte grunden på Tjærepletten og gik i gang med at bygge det specielle hus. I sine efterladte papirer fortæller han om, at han en dag kørte sin ”beboelsesbil” til Strib.

Hvis beboelsesbilen kunne tale i dag, ville den uden tvivl kunne fortælle om dramaer og besynderlige oplevelser. Det kunne være sjovt at høre, hvordan Holger har købslået for at få prisen ned på et minimum, da han fik bussen. Han var kendt for at vende hver en femøre.

Og når Magda og Holger på deres missionsture sang om Guds herlighed, mens Holger trak i sin harmonika eller klemtede på sin banjo. Hvad talte de to ægtefæller om, når de sad i fred og ro inde i bussen efter de drillerier og grovheder, de ustandselig blev udsat for. Det var f.eks. utallige piftede hjul og drenge, som ikke kunne lade være med at smide småsten ind i den His Master’s Voice-lignende tragt, Holger brugte for at forstærke Guds ord til fortabte sjæle. De fandt sig i gang på gang at blive ydmyget. Og hvordan fungerede mørkekammeret, når han fremkaldte film og lavede billeder?

En enkelt beretning om parrets levevis på tourné kender vi. Før Anden Verdenskrig kom Magda og Holger til Nordjylland i flere år. Birgit Vejby i Daugård ved Vejle husker, at de besøgte hendes bedsteforældre i Pandrup flere gange. De var som Lyngstrøm medlem af Adventistsamfundet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for at få besøg, men hendes bedstefar lyttede gerne til Lyngstrøm og fik også flere sjove oplevelser i tilgift.

- Min bedstefar spurgte en dag, hvorfor Lyngstrøm havde en balje med vand stående uden for vognen, fortæller Birgit Vejby.

- Jo, min kone laver mad inde i vognen på en primus, og det kan jo være farligt. Går der ild i hende, kan hun løbe ud og springe i baljen, lød Lyngstrøms svar.

Der gik dog hverken ild i Magda eller bussen.

Men Ford TT-bussen var nok ikke for driftssikker, som årene gik. I hvert fald købte Holger Lyngstrøm en anden bil – en almindelig Ford T 1923 – et par år før Anden Verdenskrig. Den blev tilsyneladende hans foretrukne bil især efter krigen, hvor han begav sig ud på lange ture helt til Lapland. Bussen blev parkeret på grunden på Tjærepletten og gik i forfald.

Annonce

Nu kører bussen igen

Den gamle Ford TT 23-bus har siden 1976 skiftet ejermand flere gange. Peter Lykkeberg, Farum, restaurerede den i vinteren 2007. Forpartiet blev genskabt. Der kom en motor i igen. Snedker Poul Thostrup, Tullebølle på Langeland, genskabte det gamle karrosseri. Helt færdig og køreklar blev den ikke, men den blev udstillet på Stumpemarkedet i Fredericia 2007. I 2016 købte Kjeld Olsen, Ubby ved Kalundborg, den gamle bus. Samtidig gik han på efterløn. Han fik nu tid til at renovere den færdig. Han skilte undervognen ad og fik den samlet igen. Han brugte sit netværk i veteranbilkredse til at skaffe reservedele.

- Jeg kom vidt omkring, og det lykkedes. I dag består bilen af originale dele, siger Kjeld Olsen. Dækkene og flere andre dele er skaffetfra USA.

- Det har koste en del, men det har mere kostet mig rigtig mange arbejdstimer over fire år, men nu kører den, og den er blevet synet og indregistreret med nummerpladen E101.

Den kan køre maksimalt 40 km i timer og er noget af en benzinsluger. Den lavgearede motor sluger en liter for hver seks km.

Den gamle Ford TT 23-bus er Kjeld Olsens hobby, og han bruger den til familieture. Overalt, hvor han kommer, vækker den opsigt. Folk stimler sammen, når han parkerer. Det gjorde de også i sin tid, når Holger Lyngstrøm parkerede bussen og missionerede. I dag får Kjeld Olsen en hyggelig veteranbilsnak med de interesserede.

Lyngstrøms Ford TT-bus fra 1923 besøgte 15. september 2020 Tjærepletten i Strib. Bilvraget fra 1976 er blevet en funklende flot veteranbil. Og Holger Lyngstrøms skrammelplads et mondænt villakvarter. Foto: Poul Christensen
Holger Lyngstrøm, kanonfotograf, bademester og missionær sidst i 1940’erne. Foto: Historiens Hus, Middelfart
Sådan så karrosseriet ud indvendig, da Poul Thostrup gik i gang med renoveringen i 2006. Bemærk de grønne skabe bagtil og de slagbænkagtige sæderækker. Foto: Poul Thostrup
Først i 1950’erne bestod bilparken ved huset på Tjærepletten af fire biler: Den gamle Ford TT-bus fra 1923  skimtes helt ude til venstre, derefter en varevognslignede missionsbil af mærket Ford V8, en åben Ford T-varevogn og Bradford varevogn. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Strib-Røjleskov sogn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce