Annonce
Melfar Posten

Historisk dyk kortlægger krigskapitel ved Lillebælt

Der er stadig to bunkere tilbage på Røjle Klint. Der blev anlagt fem i 1944, og planen var, at de skulle udstyres med kanoner, så Lillebælt kunne beskydes, hvis det blev nødvedigt. Kanoner ankom også til Danmark, men de nåede aldrig at blive monteret ved Røjle Klint. Foto: Jan Bonde
Poul Erik Pedersen fra Erritsø har brugt talrige timer i arkiverne og kortlægger i en ny bog detaljer om det tyske kystforsvar ved Lillebælt under 2. Verdenskrig.
Annonce

Lillebælt: Poul Erik Pedersens bukser er våde op til midt på benene. For selv om solen kaster sine stærke forårsstråler mod Lillebælts vandspejl, så er det så tidligt på dagen, at græsset og afgrøderne stadig er fulde af dråber.

Og vi er kommet på markvandring denne formiddag. Formålet er en udflugt til én af de tilbageværende to bunkere på Røjle Klint. De var en del af tyske kystforsvar ved Lillebælt under 2. Verdenskrig og dermed en synlig rest af noget, som Poul Erik Pedersen har undret sig over, siden han var barn.

- Jeg er født i 1941, og jeg kan simpelthen huske, at min far tog mig med herud på et tidspunkt, hvor tyskerne var i færd med at anlægge kanonstillingerne. Jeg kan huske, at der lå bunker af jord over det hele, og at jeg syntes, det var meget underligt, fortæller han.

Siden ændrede barndommens undren sig til en undren over, hvorfor tyskerne overhovedet prioriterede så tungt et skyts i de indre farvande, for det var jo først og fremmest ved Vestkysten, at tyskerne var til stede.

Den undren har som pensionist bragt Poul Erik Pedersen gennem tirader af arkiver, og resultatet kan alle nu læse i den bog, som den historie-interesserede mand netop har udgivet. En bog, der i detaljer kortlægger ikke blot "Det tyske kystforsvar ved Lillebælt", men som også fortæller historien om de mennesker, der måtte afgive jord til tyskernes kanoner - og ikke mindst til den proces, der fulgte, da krigen var forbi, og der blev udbetalt krigsskadeerstatninger.

Jeg synes, det er fantastisk, at Rigsarkivet dels ligger inde med alle de her oplysninger. Og at det som "almindelig dansker" er muligt at få dem at se. Det fungerer jo sådan, at jeg har bestilt dokumenterne i København, hvorefter de er blevet kørt til Odense, hvor jeg har kunnet læse i dem.

Poul Erik Pedersen, Forfatter

Annonce

På begge sider af bæltet

Der nåede at blive anlagt kanonstillinger på såvel Røjle Klint som på Trelde Næs, og der var torpedobatterier i Strib og ved Fredericia.

Intet af det kom dog i anvendelse.

Alt det bliver nøje beskrevet i Poul Erik Pedersens bog.

- Jeg synes, det er fantastisk, at Rigsarkivet dels ligger inde med alle de her oplysninger. Og at det som "almindelig dansker" er muligt at få dem at se. Det fungerer jo sådan, at jeg har bestilt dokumenterne i København, hvorefter de er blevet kørt til Odense, hvor jeg har kunnet læse i dem, fortæller Poul Erik Pedersen.

Han bor i Erritsø og har talt op, at han har kørt mere end 6000 kilometer for at søge informationer til sin bog.

Annonce

De stærke kvinder

Bogen fungerer i visse henseender som et opslagsværk. Men der er også fortællinger om de mennesker, der måtte afgive jord til tyskerne. Og tilfældet er, at det på begge sider af Lillebælt drejede sig om stærke kvinder.

- Ane Ryholt på Trelde Næs og Maren Johanne Larsen på Røjle Klint var begge markante kvinder, og de ejede de jorder, der blev beslaglagt. Det har været sjovt at finde deres historier frem, siger Poul Erik Pedersen.

Historisk set er fortællingen om "Sonderbau"-forsvaret, som tyskerne i 1944 besluttede sig for at anlægge i de indre danske farvande langt fra så beskrevet som "Atlantvolden" ved Vestkysten.

Og med "Sonderbau" er Poul Erik Pedersen gået metodisk til værks.

"Status for anlæggene den 5. maj 1945 er kendte, men hvad gik der forud med hensyn til planlægning, beslaglæggelser, anskaffelse af materialer, byggeledelse, entreprenør, arbejdere, pris etc.?"

Sådan skriver Pedersen blandt andet i sin indledning til bogen.

I dag er udkigsposten ved Røjle Klint blot et betagende syn ud over vandet. I 1944 var der større alvor bag, når tyske soldater netop herfra holdt øje med skibsfarten. På Trelde Næs var lignende poster sat op, men de er styrtet i havet for mange år siden. Foto: Jan Bonde
Annonce

Et tålmodighedsarbejde

Han klukker lidt, når man spørger ham, hvad der har været det mest spændende ved arbejdet.

- Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg skal pege på. Det har været et stort tålmodighedsarbejde, for indimellem har jeg ventet flere uger på dokumenter, modtaget dem for så at finde ud af, at det ikke var den rigtige vej at gå. Men det har været interessant at finde alt det her frem og finde svar på de spørgsmål, som jeg stillede mig selv for så mange år siden, siger han.

Bogen er udgivet på forlaget Historia og koster 249 kroner.

Poul Erik Pedersen har ikke tidligere udgivet en bog, men han har skrevet flere artikler om lokalhistoriske emner fra især 2. Verdenskrig. Her står han ved den sidste autentiske rest af en bunker på Strib Nordstrand, hvor der var torpedobatteri. Foto: Jan Bonde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Mød The Potmaster på Clay

Melfar Posten

KulturØen hylder Nat King Cole

Melfar Posten

Julekoncert i Gelsted Kirke

Annonce