Annonce
Melfar Posten

Hvad er bedst eller størst: at tro eller at håbe?

Vita Andreasen, sognepræst. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Hvad er bedst eller størst: at tro eller at håbe?

I denne corona-tid hører vi ofte ord som, ’vi må ikke opgive håbet’. Selv vores statsminister Mette Frederiksen nævner ofte håbet. Og livet igennem tænker vi i håbskategorier, når et menneske eller vi selv oplever sygdom.

Vi har en fornemmelse af, at uden håb så går det ikke. Når vi håber løftes blikket, og vi aner en udvej. Vi ser lys i tunnelen. Vi tænker: ’Det går nok. Jeg klarer den sammen med de andre. Vi kommer igennem det’.

Alt har en ende også sygdomsperioder, krig og corona. Så håb har måske også med erfaring at gøre. Det er som om, det at håbe er mindre religiøst, end det at tro. Og det er det vel egentlig ikke? Eller er det? Vi er ovre i den metafysiske verden, hvor der er mere på spil, end det vi bestemmer over. Håb er et vigtigt ord i kristendommen.

Hvad er da forskellen på at tro og at håbe. Hvad er det særlige ved tro? Jeg tænker, at tro er den livsnødvendige platform, som vi mennesker får givet, når vi bare én gang har været så langt ude på kanten, ude i de grænseegne, hvor det er svært at se forskel på godt og ondt, og så fristende at opgive livet og håbet, at vi næsten gav op. Så uendeligt udmattede. Dér hvor vi siger: ’Jeg kan ikke mere. Jeg er intet værd for de andre. De andre klarer sig bedre uden mig’.

Og så gjorde vi det alligevel ikke. Vi gav ikke op. Vi indså, at de andre har brug for os. Og vi har brug for dem. Netop dér går troen op for os, som et sted at leve ud fra. Et ja til livet, et nej til at give op. Både kendisser og helt almindelige mennesker som dig og mig oplever det her. Troen er ikke en præstation, men det er at få givet en platform at leve ud fra, et sted hvor vi mentalt og åndeligt kan opholde os, mens håbene masseres.

’Troen er en vintergæk’.

Jeg tror, at salmedigteren Simon Grotrian valgte vintergækken, fordi den netop vokser op dér, hvor sne, is og kulde fylder det hele. Og så baner den sig vej op gennem mørket, kulden og den frosne jord. Sjæleligt og åndeligt talt. Og den står ikke længe, når vi tager den indenfor. Disse oplevelser i grænseegnene har det med at svinde ind, når vi igen har fået fast grund under fødderne. Og det er godt det samme. For vi kan ikke tåle at leve på kanten alt for længe. Troen bliver til fast grund under fødderne, som vi ikke taler meget om i gode dage. Men måske skulle vi igen begynde at tale mere om tro. Håbet er slidt lige nu. Og det er trænger til massage, som Grotrian siger det. Vi har brug for at tale om tro.

Det er som om, det er mere legitimt at tale om håbet end om troen. Men håbet og troen tilhører samme metafysiske verden. Og de er som tvillinger. Ud af troen vokser håbet. Det er vel ikke modsat, at ud af håbet vokser troen. Nej vel? Men vi skal have været helt derude, hvor vi ikke kunne klare det hele selv, før vi erkender med os selv: ’At vi tror’.

Mødet med en fremmed kvinde, der har en syg datter:

Her i fastetiden fortælles det i kirken, at Jesus møder en fremmed kvinde, der ikke er jøde. Denne mor havde håbet og håbet og håbet. Og forsøgt det ene og så det andet. Og hun havde vel allerede betalt sig fra lægehjælp i dyre domme. Men ingen kunne hjælpe hendes syge datter, der er besat af en dæmon. Jesus møder hende geografisk i en grænseegn tæt på to små byer. Men også menneskeligt og mentalt er hun i en grænseegn. Hun har ikke noget sted at gå hen, og håbet er tyndslidt som midt i en coronatid.

Hun er så desperat, at hun glemmer al anstændighed og råber til denne Jesus fra Nazareth, som hun har hørt om. De religiøse og kulturelle regler og love får Jesus til at vende hende ryggen. Han siger hende ikke et ord. Jesus ser sig selv, som dén der skal hjælpe jøderne. Men her ser vi, at Jesus selv ’omvender sig’, skifter holdning. Det som bryder isen mellem Jesus og kvinden, er hendes udholdenhed. Hun vil ikke give op, hun vil ikke slippe håbet. Men Jesus ser, at der er noget endnu dybere i spil. Han ser hendes tro, og han siger til hende: ’Du har en stærk tro’.

Og i samme øjeblik blev datteren rask. Hvor underfuldt hver gang det sker også lige nu hos os. Et menneske bliver rask igen. Det sker hver dag også hos os. Og vi fyldes af taknemmelighed.

Vi har glemt noget vigtigt.

Hvad var størst kvindens tro eller hendes håb? Begge dele for de hænger sammen, de er som siamesiske tvillinger, der ikke kan skilles ad. Men der er noget, som vi har glemt: ’Og det er kærligheden’. Dybest set er det vel kærligheden, der får kvinden til at råbe på hjælp dér i disse grænseegne, hvor det går op for Jesus, at hans budskab ikke kun skal gå til jøderne, men til alle folk til verdens ende.

For som Paulus siger det: ’Tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden’. Det er hverken troen eller håbet, der er størst, men det er kærligheden. Så uden kærlighed så går det ikke. Så lad den grænseløse kærlighed, der også elsker den fremmede holde troen og håbet i live hos os i en svær tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Nyt vaccinationssted i Middelfart er kun for de hurtigste: - Nu har jeg ventet i 13 måneder, så lad mig vente et par uger eller tre mere

Annonce