Annonce
Melfar Posten

Jørgen lever af øl: - Spørger du min kone, så fylder øl 90 procent af min tid

55-årige Jørgen Henriksen har ansvaret for øl-afdelingen i Kvickly Middelfart. En afdeling, som indeholder mellem 800 og 900 forskellige øl - flere af dem særligt indkøbt i USA- Foto: Sofie Secher Karlsen

55-årige Jørgen Henriksen bruger både arbejdstid og fritid på øl, og for ham handler det mere om hyggen og fællesskabet, der opstår, end om selve brygningen.

Annonce

Middelfart: De mange juleøl er netop sat klar på hylderne i Kvickly i Middelfart. Udvalget er det næststørste i hele landet, og manden, der har sørget for, at der er nok at vælge imellem, er den 55-årige Jørgen Henriksen. Pølsemager, ølsommelier og "smager".

- Spørger du min kone, så fylder øl 90 procent af min tid, siger Jørgen Henriksen, som for alvor fik smag for øl tilbage i 1984 i Bayern i Tyskland.

Dengang var han netop blevet uddannet som pølsemager og flyttede til Tyskland for at lære endnu mere. Med sig hjem havde han den flydende hobby, som siden er blevet en levevej.

- Da jeg smagte den tyske weissbier, opdagede jeg en verden, som vi slet ikke havde kendskab til i Danmark. I 1984 fandtes der ikke ret meget andet end de traditionelle øl hjemme i Danmark. I den by jeg boede i som pølsemager, der var der to bryggerier til 13.000 indbyggere. Det var helt vildt luksus, husker Jørgen Henriksen.

Jørgen Henriksen bor i Middelfart med sin kone, med hvem han har fire sammenbragte børn og fire børnebørn.Han er 55 år og oprindeligt uddannet pølsemager.

I 2015 uddannede han sig til ølsommelier, og i dag er han "smager", når danske og udenlandske bryggerier skal have bedømt deres øl.

Til hverdag er Jørgen Henrik ansat i Kvickly i Middelfart, hvor han har ansvaret for butikkens ølafdeling, som består af mellem 800 og 900 forskellige øl.

Derudover er Jørgen Henriksen medlem af foreningen Danske Ølentusiaster.

Juleøllene er netop blevet stillet på hylderne, og ifølge Jørgen Henriksen kan en juleøl være meget andet, end den velkendte julebryg fra Tuborg. Foto: Sofie Secher Karlsen
Annonce

En fælles oplevelse

Knap 35 år senere er Jørgen Henriksen manden på gulvet i Kvickly Middelfarts øl-afdeling. En afdeling, hvor udvalget både til jul og til hverdag er landets næststørste. Øl fylder det meste både på jobbet og i fritiden hos Jørgen Henriksen, og for tre år siden besluttede han sig for at uddanne sig til ølsommelier. En uddannelse, som byder på både praktisk og teoretisk undervisning i alt fra ølbrygning til blindsmagning og en masse læsning om humle, ristning og og ølglas.

Uddannelsen bruger Jørgen Henriksen som "smager", når danske og udenlandske skal have bedømt deres øl.

- Jeg er ikke uddannet dommer, men jeg er uddannet i at kunne smage alle nuancerne, siger han og fortsætter:

- Det der fanger mig er den fælles oplevelse, det kan være at drikke en øl - og ikke mindst den snak om øllen, man kan have imens. Jeg nørder ikke selve ølbrygningen, men jeg går op i oplevelsen, og derfor går jeg blandt andet til ølsmagninger, siger Jørgen Henriksen og tilføjer, at en af hans forcer netop er, at han er god til at smage øllets mange nuancer.

Og selvom Jørgen Henriksen efter eget udsagn drikker øl hver dag, så bliver han aldrig træt af det.

- Der sker hele tiden noget i ølverdenen, og samtidig er det næsten altid glade mennesker, man møder, når det handler om øl, siger han.

Torsdag den 8. november er Jørgen Henriksen vært ved en ølsmagning på Kulturøen. Øllene har han selv udvalgt, og arrangementet foregår fra klokken 18-21. Det koster 160 kroner at deltage, og billetterne kan købes på www.middelfartbibliotek.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce