Annonce
Melfar Posten

Janne vil fylde en stor gård med sang og musik

Voldbygaard havde stået til salg i tre år, før Janne Wind kom forbi og forelskede sig i stedet, der er helt perfekt til det formål, hun har: At få mange mennesker til at synge. Foto: Mia Harm Madsen
Korleder med mange idéer faldt for en firlænget gård i Voldby. Den skal nu sættes i stand, så den kan fyldes med kæmpekor og koncerter til glæde for alle med hang til rytmisk musik.

Voldby: Det var faktisk kærlighed ved første blik, da musiker og korleder Janne Wind trådte ind på gårdspladsen på Voldbygaard i Voldby.

Her var alt det, hun drømte om: Plads og god akustik.

Den 47-årige korleder, der har haft enorm succes med at samle Danmarks største kor i Odeon i Odense, og som desuden tilbyder teambuilding, stemmetræning, workshops og lederudvikling, har de sidste mange år boet i Årslev på midtfyn, hvorfra hun har drevet sin virksomhed.

- Men måske fik jeg lidt "corona-kuller", siger hun om de 100 m2, hun før boede på. Derfor begyndte hun at kigge sig om efter et større sted. Et sted med plads til musikken.

Hun endte med at forelske sig i Voldbygaard kun få kilometer fra Nørre Aaby, hvor hun er vokset op.

Nu er hun indehaver af hele fire længer, hvoraf mindst de tre af dem skal fyldes ud af stemmer og musik. På længere sigt skal der kunne holdes større koncerter, afholdes kor-weekender, børnekor, indspilles musik, afholdes intimkoncerter i den store stue, højskolesangaftener, stemmeprøver og meget mere.

I den tidligere staldbygning her skal der laves lokaler med plads til store kor. Janne Wind regner med, at staldbygningen her er klar til brug om et års tid. I mellemtiden vil hun tilbyde undervisning i de store stuer i stuehuset på Voldbygaard samt online undervisning. Foto: Mia Harm Madsen

Mulighederne er faktisk uendelige, og det samme er Janne Winds idéer.

Annonce

Overlevede første corona-bølge

I første omgang skal hun dog lige have de sidste flyttekasser med fra Årslev. Hun skal nemlig bo sammen med sin 17-årige søn i den ene halvdel af det store hus, mens den anden ende skal huse lydstudie, kor-kontor og et lokale til at afholde kor i. Riddersalen, som hun kalder det, er en af de store stuer på Voldbygaard, og den er stor nok til at kunne invitere til intimkoncerter.

I første omgang må hun dog vente lidt med at invitere mennesker indenfor på gården. Coronarestriktionerne byder stadigvæk, at man ikke må samles nok mennesker til at kunne lave et kor.

- Da corona lukkede hele landet ned for et år siden, stoppede det hele fra den ene dag til den anden. Mange af mine kolleger er gået konkurs inden for de sidste 12 måneder. Jeg selv var også fysisk underviser 95% af tiden, men jeg flyttede al min undervisning online. Jeg lavede Danmarks Rytmiske Online Kor. Det var tænkt som en musikalsk hjælpepakke, men det viste sig at være så stor en succes, at jeg nu skal i gang med tredje sæson, hvor jeg har 230 deltagere, fortæller Janne Wind om den forretningsmodel, der danner grundlag for, at hun midt i en usikker coronatid tør kaste sig ud i et stort boligkøb, hvor det er musikken og sangen, der skal danne et solidt, økonomisk grundlag.

- Hvis jeg kan overleve, når alt er lukket, så har jeg en bæredygtig forretningsplan. Så derfor tør jeg det her, siger hun.

Annonce

Perfekt placering

At vende hjem til hjemegnen var ikke en del af formålet med at købe en stor gård. Janne Wind har kigget på egnede ejendomme på hele Fyn, men Voldbygaard kunne bare noget helt særligt.

Bygningerne er i god stand, de har en inddeling, der giver mange forskellige muligheder i forhold til store kor, der er god plads til at parkere rundt om gården, og ikke mindst ligger det helt perfekt. Med udsigt til pylonerne på den nye Lillebæltsbro åbner også muligheden for, at folk fra store dele af trekantområdet vil køre til Voldby for at deltage i kor-aktiviteterne.

Om Janne Wind

janne Wind er 47 år og uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2006.

Hun er korleder for ODEONS rytmiske kor i Odense, Pop’n Soul i Ryslinge, SoulSingers i Odense og Danmarks Rytmisk Online Kor, DROK. Sidstnævnte kor var med i fællessang på DR i januar 2021.

Desuden tilbyder hun ledertræning og teambuilding for blandt andet DJØF og Kaospiloterne.

Janne Wind arbejder holistisk med krop og stemme med også åndedrætsterapi og lydhealing.

Hobbyer er der ikke megen tid til, men hun slapper af med dyr, natur, hækling og broderi samt puslespil.

Du kan læse mere på jannewind.dk

- Og det ligger stadig i en afstand, så jeg kan komme til Odense og Årslev og passe mine kor der, siger en jublende lykkelig Janne Wind, der nu endelig har fået forløst den drøm, hun har gået med i mange år.

I de store stuer på den firlængede gård skal der ikke gøres ret meget, før de første kor kan komme ind. En klat spartelmasse og en spand maling. Så kan de synges i de gamle stuer.

Janne Wind har det seneste år kørt alt sin undervisning online, og det vil hun fortsætte med her fra "Riddersalen" på Voldbygaard. Hun har alt udstyret til at sende live-undervisning, og det viste sig at være en kæmpe succes. Inden længe håber dog hun igen at kunne invitere til fysisk korundervisning. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

Planer på kort og lang sigt

I den ene længe skal der lidt mere håndværkertalent til. Til trods for at Janne Wind har sat sit tidligere hjem i stand med lidt fingersnilde og nogle gør-det-selv-videoer på youtube, så bliver den forestående opgave alligevel for stor til, at hun selv kan klare den.

Den store længebygning skal isoleres og have lagt varme ind. Et gammelt fyrrum skal laves om til kaffestue med tilhørende toiletter. Inden for et år skal det gerne stå færdigt, så der kan komme kor ind i den nybyggede sal.

På den lidt længere bane skal en anden længe ryddes, så den fritlagte konstruktion kan danne ramme om større koncerter med plads til tilskuere. Måske en lille bar og caféborde rund omkring.

Hun siger det faktisk selv: at hun har idéerne, og at hun ikke er bange for at gå efter dem.

- Jeg er ikke typen, der dvæler ved, at der ikke dukker nogen op, hvis jeg har efterlyst folk, der vil være med til et børnekor. Så bruger jeg ikke tre år på at få det til at lykkes. Så gør jeg noget andet i stedet, siger hun.

Men hun har ikke erfaring med, at folk ikke vil synge:

Her i den store ladebygning er der plads til at kunne invitere store kor ind og afholde deciderede koncerter. Janne Wind har en et-års-plan og en fem-års-plan. De store koncerter her i laden hører til i fem-års-planen, men ikke desto mindre vil det blive realiseret. Foto: Mia Harm Madsen

- Jeg satte engang en lille notits i en lokalavis. Der dukkede 80 mennesker op, siger hun. Derfor har hun store forhåbninger til, at sangen og musikken vil have lige så stor succesrate i det nordvestfynske, som den havde i det midtfynske.

- Det er det, jeg kan. Jeg kan få mange mennesker til at synge, siger hun og griner.

Du kan følge ombygningen og de mange andre projekter på Voldbygaard via instagram. www.instagram.com/voldbygaard/


Janne Wind har i mange år drømt om at have plads nok til at afholde korundervisning i egne lokaler. Med købet af Voldbygaard er drømmen endelig blevet realiseret. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Nyt vaccinationssted i Middelfart er kun for de hurtigste: - Nu har jeg ventet i 13 måneder, så lad mig vente et par uger eller tre mere

Annonce