Annonce
Melfar Posten

Just Like Jesse James

Annonce

Jeg elsker at ha’ en yndlingssang! At vente på det øjeblik, hvor jeg er alene og kan lade mig omslutte af A House Is Not a Home, By Your Side eller In the Air Tonight. Det har altid været en af mine helt store glæder, - og jeg har mange yndlingssange! Love Is a Battlefield, Sunday Bloody Sunday, Something About the Way You Look Tonight. Nogle er, som nogle venskaber, kun for en tid. Andre har været med til at definere mig og har netop derfor kvalificeret sig til min private liste over alle mine ”de bedste”. Shine Bright Like A Diamond. Your Love Is King. Nature Boy.

Jeg ved aldrig rigtigt, hvad der er på min liste, før jeg hører en sang, og den øjeblikkeligt vækker det aftryk, den har efterladt sig. The Long and Winding Road. Spinning the Wheel. Enjoy the Silence! Aftryk af varme eller energi. En omfavnende forståelse for følelser, der bliver genkendt og spejlet. Som bliver de til i sangens real-time. Mine yndlingssange opsluger mig helt og aldeles og er i stand til at gøre det igen og igen. Jeg elsker det, og jeg elsker at elske det. Jeg har også lært ikke at forklare - eller forsvare mine yndlingssange. De er jo mine og skal hverken dømmes - eller bedømmes af andre. I have been to the movies, I’ve seen how it ends And the joke’s on them!

Så jeg kan som musiker og musikelsker til enhver tid fuldt ud forstå de forældre, der ønsker at give deres barn den gave, det er at spille et instrument. Selv at kunne spille, synge og “skabe” er en helt unik følelse af en særlig intens - og nærværende kvalitet. Mon ikke også det er det, der, sammen med den store æstetik, den fede lyd og fællesskabet i ”crowden”, drager og fascinerer os ved live-optrædender? At forme melodier og harmonier og udtrykke sig derved er magisk. Musik kan på ingen tid bringe os sammen og synkronisere os til samme følelse og samme stemning. For Evigt! This Is What You Came For!

I foråret talte jeg med en mor til en af musikskolens elever. Sønnen var dengang 10 år og gik til violin en gang ugentligt og til flere af de sammenspilstilbud, der også er en del af vores skole. Moren fortalt mig, hvor meget hun ønskede sig, at hendes søn ville fortsætte med at spille. For som hun sagde: ”Det er sådan et godt alternativ til fodbolden og det boglige”! Det lød umiddelbart lige så banalt som alt for mange af mine yndlingssange. We Found Love! Nevermind! Ikke desto mindre var det den største kompliment til vores skole og vores arbejde med børnene og de unge, og jeg har siden set hele musikskolen som præcis det: Et alternativ til det ”obligatoriske” og ”gængse”. Et pusterum. Et rum til fordybelse og kreativitet. Vildskud og genistreger. Et sted hvor man på en opbyggelig måde lærer at overvinde forhindringer. Lærer at tilegne sig og lærer sikkerheden ved at mestre. Følelsen af kompetence. Det er cool faktisk at kunne noget eller at arbejde på at kunne noget, selv om det kræver vedholdenhed i en tid, hvor alle konkurrerer om ens opmærksomhed - og tid! Et sted båret af begejstring, tolerance, omsorg, nysgerrighed, lyst - og guidance til at udtrykke sig - og indtrykke sig! Præcis som det folder sig ud i Strib i disse dage, hvor vi med 56 unge arbejder på vores musical ”Den Røde Juvel”. Kig endelig forbi!

Det er som med sangene. Det handler om livskvalitet: At leve for og ikke nødvendigvis af. For den enkelte, men også for fællesskabet. - Om ”sammenhængskraften”. Den lim imellem os, der er vores kultur. Det repertoire vi alle trækker på. Vores fælles referenceramme. Hvorfor Går Louise Til Bal. Misbrugt Og Forladt. En Wannabe Darth Vader!

Hvis jeg tabte min mobil, og man - ud fra playlisten - skulle finde ejermanden, tror jeg, man ville eftersøge enten en selvmordstruet ”midlife crisis” eller en jublende forelsket 14-årig. Du kan gøre hvad du vil. Inderst inde. Vi To Datid Nu. Jeg er ingen af delene. Jeg elsker mine yndlingssange, uanset hvad de gør mig til, hvad de minder mig om, eller hvad de vil mig. I might only have one match. But I can make an explosion. Just Like Jesse James!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce