Annonce
Melfar Posten

Kærlighed, lykke og mirakler: Musik har været en tro følgesvend for Ask og Margrethe

Sang og musik er drivkraften bag Båring Efterskoles kommende forstanderpar Ask Nørholm og Margrethe Ingemann. Foto: Søren Gylling
Musik er Ask Nørholm og Margrethe Ingemanns liv. Musikken førte dem sammen på musikkonservatoriet i 2003 og bragte dem til Vestfyn, hvor de snart starter et nyt kapitel i deres liv, når efterskolen i Båring genopstår næste år. Og så reddede musik dem fra en tragisk oplevelse.
Annonce

Båring: De musikalske stjerner stod knivskarpt på himlen, da Ask Nørholm og Margrethe Ingemann begge fandt deres helt store passion: musik. Lyrik og akkorder gennemsyrer nemlig alt, hvad de to musikere, som danner par, gør. Musik bragte dem sammen, bragte dem til Båring, og bragte deres datter tilbage til livet.

Kærligheden og glæden ved musik ønsker parret at give videre til unge mennesker, når de til sommer 2021 åbner dørene for Baaring Efterskole og Højskole. Skolen får ligesom dens forgænger Den Rytmiske Efterskole fokus på musikkens univers.

Annonce

Musik i blodet

Parrets kærlighed til musik begyndte i en ung alder. Margrethe Ingemann fik musik ind med modermælken, da begge hendes forældre er musikere. Uanset om det viser viser, salmer, klassisk eller rytmisk, var hun altid parat til at synge. Den unge sangerinde var helt sikker på, at hun skulle synge resten af sit - også på trods af, at livet som musiker og sanger ikke er en nem levevej.

- Når man først går i gang med musik, kan man ikke lade være med at jagte drømmen, fortæller sangerinden, som for nyligt har kastet sig over musikgenren kuling, der er nordisk hyrdesang.

Ask Nørholms barndom var modsat ikke præget af hverken instrumenter eller lyrik. Men en dag i 7. klasse opdagede den unge knægt en guitar i hjørnet af skolens musiklokale. Interessen for musik begyndte at brænde i ham.


Det var jo helt magisk. Sang bragte mit barn tilbage til livet

Margrethe Ingemann


Men han stødte ind i et problem: Ask Nørholm er venstrehåndet. Dette er typisk en udfordring for guitar-spillere. Men udfordringen skulle ikke forhindre den unge dreng i at dyrke sin passion. Derfor modificerede den spirende guitarist hans sin guitar, hvor han vendte strengene om, så guitaren var nemmere at spille på.

Parrets to døtre, Sigrid og Saga, har lige så ledt til sang, lyrik og akkorder som deres forældre. Ofte holder de to piger talentshows for deres forældre. Foto: Søren Gylling

Den unge drengs interesse dulmede aldrig. Ask Nørholm strøg hjem fra skole hver dag og spillede guitar, indtil et familiemedlem råbte, at nu skulle den unge dreng lægge guitaren fra sig og komme ned og spise aftensmad. Derfor var Ask Nørholm ikke ét splitsekund i tvivl om, at han skulle uddanne sig indenfor musik.

- Når alt, man tænker på, er musik og sin guitar, så er det ret naturligt, at man bare følger den interesse, siger Ask Nørholm.

- Guitar er jo også det fedeste instrument i hele verden. Det ved alle jo, tilføjer efterskoleforstanderen med et grin.

Annonce

Lykken findes i akkorder

På allerførste skoledag på Syddansk Musikkonservatorium fik de to musikalske mennesker øje på hinanden. "Kærlighed ved første blik" kalder de deres møde.

- Da jeg så Ask, var min første tanke, at han var mega flot med sit lange sorte hår, som gik helt ned til taljen, smiler Margrethe Ingemann og tilføjer:

- Efter jeg mødte ham, havde jeg ingen interesse for andre fyre.

Efter fem år på konservatoriet i Esbjerg flyttede parret til København, hvor de underviste i henholdsvis guitar, musik og sang på forskellige skoler. Lige indtil 2012. Det år så Margrethe Ingemann et jobopslag, der søgte en lærer og forstander til en efterskole i Båring.

- Instinktivt tænkte jeg, at det var lige noget for Ask. Men jeg holdt det hemmeligt i to uger, fordi jeg ikke ville flytte fra København, griner sangerinden.

Der er næsten ikke dét instrument, som kommende efterskoleforstander Ask Nørholm ikke kan spille. Hans seneste favorit er dog dobroen (et guitarlignende strenginstrument). Foto: Søren Gylling.

- Men til sidst kunne jeg ikke nænne at holde det hemmeligt længere, fordi Ask bare er den fødte efterskolelærer, tilføjer hun.

Da Margrethe Ingemann præsenterede jobopslaget for sin mand, var der ingen tvivl. Parret skulle rykke de københavnske teltpæle op og flytte til Båring - hvis Ask Nørholm altså fik jobbet. Og det gjorde han. Så flyttekasserne blev pakket, og parret rykkede vest for Storebælt.

Kærligheden til musikken var så stor, at det hurtigt lå i kortene, at selvom efterskolen ikke længere skulle hedde Den Rytmiske Efterskole efter konkursen i 2018, så skulle der ikke pilles ved skolens fokus på musik, når den åbner i 2021.

- Jeg kan ikke leve uden at synge. Så kan jeg ikke udtrykke mig selv 100 procent. Den mulighed vil jeg gerne give videre, fortæller sangerinden.

- Jeg er helt enig. Men det er jo egentlig irrationelt, fordi selvfølgelig kan man leve og udtrykke sig uden at synge eller spille guitar. Det er ikke helt det samme, som at man ikke kan leve uden mad. Men uden musik eller sang kan man bare ikke blive helt lykkelig, tilføjer hendes mand.

Annonce

Musiske mirakler

Musikken har været en tro følgesvend for Ask Nørholm og Margrethe Ingemann. Den fylder så meget i parrets liv, at de sang til deres ufødte døtre, da Margrethe Ingemann var gravid. Forældrene er sågar stensikre på, at musik og sang reddede deres yngste datters liv. Parrets yngste barn, Saga, blev nemlig født tre måneder for tidligt. Efter få dage blev parret bedt om at tage afsked med den nyfødte pige, da hun næsten ikke optog ilt og ikke udskilte CO2. Den lille pige var derfor tæt på at dø af kulilteforgiftning.

Parret elsker enhver form for musik - alt lige fra klassisk til rock. Lige for tiden har parret dog forelsket sig i folkemusik. I sær Margrethe Ingemann har kastet sig over genren kulning, som er nordiske hyrdesange. Foto: Søren Gylling

Med tårer i øjnene og et knust hjerte besluttede Margrethe Ingemann sig for at synge til den nyfødte pige én sidste gang.

- Jeg vidste, at hvis jeg ikke sang for Saga, så ville jeg fortryde det resten af mit liv, fortæller Margrethe Ingemann.

Den nybagte mor sang nogle korte vers af salmen "Nu Lukker Sig Mit Øje", som hun også havde sunget for deres yngste datter, da hun stadig var ufødt. Kort tid efter begyndte den lille Saga at udskille CO2, som hun skulle. Et øjeblik som lettede forældreparret.

- Det var jo helt magisk. Sang bragte mit barn tilbage til livet, siger sangerinden, mens hendes mand nikker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce