Annonce
Melfar Posten

Kender du Læsekompasset?

Foto: PR-materiale fra Læsekompasset
Bibliotekets mange digitale tilbud er i dén grad blevet bragt i spil under Corona-krisen, hvor det ikke har været muligt at bruge sit lokale bibliotek på samme måde, som man plejer. Men heldigvis findes der mange gode alternativer til både at læse, lytte og finde ny inspiration. Og apropos inspiration: Har du nogensinde hørt om Læsekompasset? Hvis ikke, skal du læse videre her.
Annonce

Læsekompasset er, kort fortalt, et online inspirationsværktøj til at finde ny læsning. Indtil videre er det målrettet voksne læsere af skønlitteratur på dansk. Alle kan søge inspiration på Læsekompasset, men det kræver et biblioteks-login, hvis du vil bestille bøgerne igennem websitet.

Læsekompasset indeholder et udvalg af skønlitteratur for voksne, der er tilgængeligt til hjemlån eller som e-lån fra folkebiblioteker. Mængden af værker øges hele tiden, og Læsekompasset sigter mod at tilbyde en bred vifte af litteratur. Alle værker tildeles, hvad man kan kalde ’oplevelsesorienterede metadata’, hvilket vil sige, at der sættes følelsesladede ord på læseoplevelsen, for at gøre det muligt for brugerne at navigere i litteraturen på en ny og anderledes måde. Der er mulighed for at fremfinde værker og bestille dem direkte i Læsekompasset.

Annonce

Hvordan finder jeg Læsekompasset?

På Middelfart Kultur & Biblioteks hjemmeside kan du finde Læsekompasset under de digitale tilbud. Og ellers kan du også tilgå siden via www.laesekompas.dk

Annonce

Hvordan bruger jeg Læsekompasset?

Du behøver ikke at logge ind på Læsekompasset for at bruge siden til at hente inspiration. Du kan frit lade dig inspirere af de mange forskellige temaer, der ligger her, og du kan også søge på et hav af ord og begreber som fx stemning, sted, tempo eller stil, der alle kan være med til at definere din næste læseoplevelse. Hvis du fx kunne tænke dig at læse en ’charmerende’ bog, skriver du blot ’charmerende’ i søgefeltet, hvorefter der dukker en lang række romaner op, som på den ene eller anden måde kan karakteriseres som charmerende. Her er mange gode bud som ’Historien om A.J. Fikrys liv’ af Gabrielle Zevin, ’Hvor blev du af Bernadette’ af Maria Semple og ’Føtexsøen’ af Lone Aburas. Når du klikker på en titel, kan du med det samme se, om bogen også findes som e-bog og lydbog, og hvis du logger dig ind på siden, har du mulighed for at bestille bogen hjem til dit lokale bibliotek.

Annonce

Noget, der minder om

En af de mest populære funktioner på Læsekompasset er ’Minder om’-knappen, som alle titlerne er forsynet med. Hvis du fx søger din yndlingsbog frem og derefter klikker på ’Minder om’-knappen, får du med det samme forslag til en lang række af bøger, der på en eller anden måde minder om den, du tog udgangspunkt i.

Annonce

Bevar overblikket

Hvis du vælger at logge ind på Læsekompasset, får du fx mulighed for at lave dine egne boglister over bøger, du enten har læst eller gerne vil læse i fremtiden. Boglisterne er gode redskaber til at huske, de mange spændende titler, man er faldet over, ligesom de kan deles med sidens andre brugere.

Annonce

Lad læselysten råde

Den bedste måde at lære Læsekompasset at kende på, er naturligvis ved at klikke rundt på siden og finde ud af, hvordan de mange forskellige søgeord kan lede dig videre i de gode læseoplevelsers verden. Rigtig god fornøjelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce