Annonce
Melfar Posten

Klimakrisen på de skrå brædder: Musikskolen lavede teaterkoncert for 1200 elever

Middelfart Musikskoles teaterkoncert havde premiere under Klimafolkemødet. Foto: Middelfart Musikskole
Annonce

Middelfart: I dagene 8. og 9. september var Middelfart Musikskole vært for alle folkeskolernes 4.-, 5.- og 6.-klasser til en teaterkoncert med titlen Verdensborger.

Medvirkende var et hold af 14 elever på 13-18 år fra Musikskolen. Teaterkoncerten havde premiere på Kulturøen til Klimafolkemødet og Trekantområdets Festuge fredag den 4. september. Efterfølgende spillede den 50 minutter lange Verdensborger-teaterkoncert fem gange for skolerne i henholdsvis Ejbyhallen tirsdag den 8. september og Multisalen ved Vestre Skole onsdag den 9. september.

Temaet og handlingen i teaterkoncerten udspillede sig omkring noget, eleverne i skolerne kender rigtig godt, nemlig FN's 17 verdensmål. Fire unge mennesker oplever konsekvensen af deres forældres generations måde at behandle jorden og deres medmennesker på. De indser, at de gentager deres forældres uhensigtsmæssige mønstre, men beslutter sig for at ændre udviklingen ved at starte med at ændre deres egne vaner hver især.

- Målet og budskabet med vores forestilling har været at vise eleverne fra 4., 5. og 6. klasse, hvad de allerede ved - at vor tids store udfordringer skal løses ved, at man ikke kun lærer ”at klare sig selv” men også bidrager til, at verden – og andre mennesker andre steder – kan klare sig, siger musikskoleleder Morten Andersen.

Koncerterne fandt sted efter retningslinjer for kulturbegivenheder med siddende publikum og blev afviklet med tæt samarbejde med skolerne efter en detaljeret plan.

Musikskolens sæson startede sidst i august på 13 skoler i hele kommunen. Forestillingen var et resultat af et kun tre en halv uges intensivforløb for eleverne. Samtidig med teaterkoncerten er flere af eleverne sideløbende begyndt på prøverne på Musikskolens årlige musical, der spiller i hallen ved Strib Skole sidst i november.

Der er stadig pladser til musik-interesserede elever i Musikskolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce