Annonce
Melfar Posten

Frivillige bliver en vigtig del af dette års Klimafolkemøde - uden frivillige, intet Klimafolkemøde

Christa Boisen, chef for klimafolkemødet i Middelfart
I en ny serie her i avisen beder vi folkene bag årets Klimafolkemøde om at fortælle om forberedelserne til sensommerens store event i Middelfart.
Annonce

Sommerferien er i fuld gang for mange af os, og her i Klimafolkemøde-sekretariatet holder vi en kortvarig pause, inden vi lige om lidt igen tager fat på de næste store skridt i planlægningen af Klimafolkemødet i Middelfart.

Inden sommerferien offentliggjorde vi årets program med knap 50 arrangementer, som interesserede nu kan dykke ned i. Nu er næste skridt at gå i gang med de konkrete forberedelser.

For én ting er at planlægge et program med landets fremtrædende forskere og fagfolk, som kommer til Middelfart fra hele landet for at tale om klimaløsninger. En anden, lige så vigtig del, er rammerne og logistikken omkring Klimafolkemødet, som skal spille 100 procent, hvis arrangementet skal blive en succes.

Selvom coronakrisen har sat sine begrænsninger i forhold til deltagerantallet (pt. planlægges der efter et event på 500 borgere og fagfolk), så bliver programmet i år stadig det hidtil største program i Klimafolkemødets tre-årige historie. Tre dage, knap 50 arrangementer med over 100 gæster og oplægsholdere. Det er et stort setup, som vi ikke kan løfte selv – og derfor inviterer vi nu frivillige med om bord også.

Måske er det dig, der læser med her? Dig, som har tid i dagene omkring 3.-5. september og gerne vil være en del af en stor, national begivenhed, hvor nogle af landets skarpeste hjerner inden for klima og grøn omstilling deltager? Dig, som er stolt af din by, og gerne vil vise den frem til de mange hundrede besøgende, der lægger vejen forbi Middelfart?

Den frivillige del er meget vigtig for os. Uden frivillige, intet Klimafolkemøde. Først og fremmest fordi vi ganske enkelt ikke kan afvikle begivenheden uden ekstra hænder, men især også fordi vi rigtig gerne vil invitere jer lokale borgere til at blive en aktiv del af Klimafolkemødet.

Klimafolkemødet er for os alle sammen, og selvom deltagerantallet i år bliver mindre end først planlagt på grund af corona-restriktionerne, så er vores håb at rigtig mange af jer lokale i Middelfart Kommune har lyst til at deltage i begivenheden. Enten som deltagere, som tilskuere til programmet, som også bliver sendt online, eller helt tæt på som frivillige.

Vi har brug for mænd og kvinder, der kan give en hånd med til opsætning af scenografi i dagene op til, og i løbet af 3.-5. september, vi har brug for kreative frivillige, der kan hjælpe til med skiltning, ligesom vi har får brug for smilende ansigter, som kan sørge for oprydning, affaldshåndtering og for at guide gæsterne rundt i her Middelfart – og anden praktisk hjælp.

Har du lyst til at give en hånd med enten før, under eller efter arrangementet som frivillig, så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv gerne dit navn, og hvor mange dage du kan hjælpe til på christa.boisen@middelfart.dk

Det eneste krav er, at du er frisk på at hjælpe til og gerne vil se, hvordan en stor begivenhed som Klimafolkemødet udfolder fra tætteste hold. Vi kvitterer med forplejning, kaffe, adgang til Klimafolkemødet (hvor der pt. er et begrænset antal billetter) - samt et unikt indblik i maskinrummet, når hele Danmarks Klimafolkemøde kommer til Middelfart 3.-5. september.

Følg med på klimafolkemødet.dk og på www.facebook.com/klimafolkemoedet

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce