Annonce
Melfar Posten

Klumme: Min mor lever. Men hun er stivnet et sted, det er svært at forholde sig til

Annonce

Vi besøgte min mor på plejehjemmet. Klokken var 10.30, og hun lå stadig i sengen. Det lugtede lidt af tis i rummet. Da jeg forsøgte at vække hende ved at stryge hende over kinden, åbnede hun øjnene op og udbrød med høj og klar røst: Jeg er et stift menneske!

Det anslåes at knap 90.000 mennesker i Danmark lever med demens. To tredjedele af dem er kvinder. En af dem er min mor.

I got no future,

I know my days are few

The present's not that pleasant

Just a lot of things to do

I thought the past would last me

But the darkness got that too

Sådan beskrev Leonard Cohen det at blive gammel i sangen The Darkness fra albummet You Want it Darker, der kom på gaden bare et par uger før hans død i november 2016. Han vidste, hvor det bar hen og forholdt sig til udsigten usentimentalt, præcist, og med stor værdighed.

Min mor lever. Men hun er stivnet et sted, det er svært at forholde sig til.

Du skal turde slippe fornuften og droppe logikken og følge med ind i den dementes verden. Det råd fik min søster og jeg for flere år siden af en demensekspert. Det lød så rigtigt, men det er sværere end man tror.

"Hvordan kan vi få det bedste ud af det", spørger antropolog og forfatter Ina Kjøgx Pedersen i sin glimrende bog "Drengen, der blev væk - Om mor, mig og demensen". I den fortæller hun om sin mor, om sygdommens udvikling, om lægebesøg, synerne, de natlige udflugter, frygten, hjemmehjælpens indtog, umyndiggørelsen og værdighedstabet.

Det er alt sammen smerteligt genkendeligt. Vi har været gennem samtlige processer. Også gennem fornægtelsen, vreden, fejlene. Har stået der og skammet sig, når man - igen - har sagt: Jamen, mor, det kan du jo ikke Det passer jo ikke! Det har vi da fortalt dig.... Det er svært at give slip på fornuften - fordi det er som at sige farvel. Man prøver fortvivlet at presse sin egen logik og virkelighedsopfattelse ind i en verden af imaginære gæster på loftet, besøg af gamle kærester, vidtløftige planer om halve grise til fryseren eller urealistiske rejseplaner.

For et år siden traf vi så i familien den beslutning, at "tvangsfjerne" min mor og flytte hende på plejehjem - imod hendes vilje, og uden hendes vidende. Det føltes som et overgreb, og det var det. Men det var den eneste måde, sagde de professionelle. Og rigtigt var det jo, at min mor aldrig ville have sagt ja til at flytte frivilligt. Hun ville ikke kontrolleres af "kommunen" og opfattede forsøg på hjælp fra familie eller professionelle som utidig indblanding. Hun prøvede - på sin egen måde og med det yderste af neglene - at holde fast på sin ret til at bestemme over sit liv, sin værdighed.

Netop det at opretholde et værdigt og aktivt liv, er en målsætning i Middelfart Kommune. Her har byrådet besluttet, at vi skal være en såkaldt demens-venlig kommune. Forhåbentligt er det mere end bare ord, for sygdommen bliver en kæmpeudfordring i fremtiden. Man regner med, at 300.000-400.000 mennesker i Danmark er nære pårørende til en person med demens - og jeg gætter på, at en stor del af os er bange for selv at blive ramt af sygdommen!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce