Annonce
Melfar Posten

Klumme: Nu kommer sommeren – og den vil noget med os

Jette Rosenberg er filialdirektør hos Fynske Bank i Middelfart. Foto: Jan Bonde
Annonce

Denne sommer kommer jeg til at huske mange år fremover.

Stemningen i Middelfart by er forløsende efter måneder med hjemmearbejde og ekstra meget afstand til familie og venner.
Vi skal holde ferie i Danmark. Hjemme hos os planlægger vi flere ture sammen end normalt. Vi vil ud. Ud og opleve sammen. Det skal både være her i lokalområdet og i resten af Danmark.
Hverdagens pligter har sin helt egen charme, men pauserne kan nu noget helt særligt. I pausen kikker jeg op og ud på en anden måde, end når dagligdagen drøner derudad.

Jeg får øje på nye steder, og tankerne får ro til at vandre ad nye stier. Jeg opsøger anderledes oplevelser, og deler detalje efter detalje med mine nærmeste over en bid god mad og en forfriskning.

I år er Middelfart Sommerby med i vores planer. Aktiviteterne frister den ene weekend efter den anden helt frem til midten af august, så jeg knapt ved, hvad jeg skal satse på. Lokale foreninger har sørget for både fællessang, koncerter, dans, kunst, tegnekonkurrence og spejderaktiviteter. Så der er noget for både store og små i familien. I weekenden deltog jeg i dommerpanelet i Melfar-Posten og Middelfart Handels tegnekonkurrence Sæt pris på din by. Senere på sommeren skal jeg helt sikkert høre jazz i gågaden, og mon ikke jeg igen i år kommer til at nyde forventningens glæde i en kø til et ishus.
Når min fod vipper til musikken sammen med de andre sommergæster, vil jeg sende en tanke til dem, der knokler for at give os andre disse herlige, sommeroplevelser. Som bankansat er jeg ofte hensat til publikumspladserne, når butikker og forretninger omkring os kæmper for den livsvigtige omsætning. Jeg kan jo ikke ekspedere eller betjene maskiner, så det er svært at være til nogen praktisk nytte. Selvom jeg gerne ville.

Derfor har det været en helt særlig fornøjelse at mærke, hvordan sammenholdet har været ganske ekstraordinært de seneste måneder. Virksomheder har støttet op og gjort det muligt for Brobygning Middelfart at uddele gavekort, skabe nye events og støtte op om eksisterende.


Ved at bruge vores penge hos hinanden vandrer den samme krone så at sige fra ishus til kølemontør til tøjbutik til lønningsposen hos ekspedienten, som køber en billet til hvalsafari på Lillebælt.

Jette Rosenberg


Fonden for Fynske Bank bidrager i år med ekstra tre millioner kroner til lokale aktiviteter oven i de 12 millioner kroner vi hvert år deler ud. Det er vores måde at støtte op og tage aktivt del. I Middelfart har vi blandt meget andet besluttet at sponsorere alle sommerby-aktiviteterne de næste mange weekender.

Planlægningen har vi trygt lagt i hænderne på de foreninger, der skaber aktiviteterne i samarbejde med Middelfart Handel, Turistforeningen og Brobygning Middelfart.

Så nu kan vi gå mod sommer. Tage børn og børnebørn i hånden. Planlægge familieture. Tage del i vores nærmiljø. Jeg tror, sommeren 2020 kommer til at sætte sig spor af fællesskab og fightervilje i os i en grad, så den vil indgyde os mod på fremtiden og tro på, at vi sammen kan flytte meget mere end hver for sig.

Vi ses derude!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce