Annonce
Melfar Posten

KLumme: TILBUD: Banan med gaffatape på væggen .. NU KUN 1 MILLION KRONER

Annonce

Herude i udkantsMiddelfart er der langt imellem faste kulturelle tilbud. Her er ingen fancy museer som SMK, MoMA, ARoS, OsV OsV. Her er en gammel, fin biograf og en fisker og en brugtbilsforhandlers autovaskehal. Det er, hvad der er. Her er den skønneste naTUR og den tyndeste kulTUR. Sådan er det på landet. Ikke kun her.

Desværre bliver vi så udsultet kulturelt, at interessen for kunst helt forsvinder, fordi tilbuddene er så få og så tynde. Hvis man aldrig ser fodbold og overhovedet ikke følger med i fodbold sparkeriets milliard$ verden, så er man skruphamrende ligeglad med at se selv Liverpool mod United i den afgørende kamp om titlen. Og sådan er det også med kunst. Kulturen tørster og sulter udenfor de større monopoler. Hvis der ved et umuligt tilfælde blev udstillet nogle af Picassos allerfedeste værker i Båring-Asperups forsamlingshus og der samtidig var loppemarked Under Broen, så ville parkeringspladsen ved loppemarkedet være fuld, og der ville være frie P-pladser ved Picasso. Sådan er det! Sådan er vi! Eller er vi?

Vi har faktisk en udemærket gratis mulighed for en god kulturel oplevelse, som de færreste benytter sig af : Galleri Platz i Nørre Aaby.

Midt på hovedgaden ligger galleriet og pynter som en broche på en kjole. Og tak for det, for den hovedgade har virkelig brug for positivitet og noget, der pynter. Det er vigtigt for byen og for byens ejendommes værdi, at byen har lidt godhed og hygge, at den har et centrum og en hovedgade, der kan bruges, og i NÅ gælder det om at holde fast i den smule, der er tilbage, inden det hele skrider ud i trist øde og grågrumset grød.

Så støt det galleri. Ikke ubetinget med at bruge dine penge dér. Støt det ved at besøge det. Støt det ved at kigge indenfor. Gå en runde. Få en kop frisk gratis kaffe og bare gå og kig og bliv inspireret af de sædvanligvis fine ting der udstilles. Og skulle uheldet ske, at du forelsker dig i noget, så kan du jo stadig vende det ryggen og gå din vej.

Du kan finde masser af masseproduceret ‘kunst’ i Biva og Bilka og IKEA og figurer og skulpturer i ler og porcelæn i Imerco og i Brugsen. Det du får der, er billigt og pænt og tjener et dekorativt formål.

Men ligesom film skal ses i biografen, sådan skal din kunst også ses i galleriet. Den oplevelse du får af at besidde et stykke kunst, som din nabo ingen verdens chance har for at få mage til, et værk der er dit, den oplevelse er enestående.

Et stykke kunst der er dit, et stykke kunst der, hvis det er godt nok, holder til langt efter din død, som lever efter dig og som vil få dine oldebørn vil at kappes om at arve oldemors ‘Abe’.

Kunst kan noget, og det giver os noget, som vi sjældent taler om, og som vi derfor næppe tænker på i hverdagen. Sådanne ting finder man i et galleri, også i NÅby

Det kan være utroligt svært at gennemskue, hvad der er godt, og hvad der er skidt, for med kunst findes der ikke en egentlig ‘facitliste’. Det er her, at det lokale galleri får en funktion. De lever af at udvælge ting med krydret smag af kvalitet og spænding og udtryk. De udstiller det for dig, så du kan gå og kigge og opleve og få dig et ordenligt kunstnerisk og kreativt fix. Og den dag, du pludselig ser en ting, du bliver sindssygt forelsket i, som er alt for skide dyr, men som du køber alligevel. Den dag sker der noget lykkeligt, som du vil kunne glædes ved resten af dit liv.

Jacopaida: Om det at købe kunst:

Kunstkøb er som omvendte tømmermænd. Ved normale tømmermænd har man festen først og smerterne bagefter. Ved kunstkøb har du smerterne først (penge ud af lommen) og så kommer festen lige bagefter, og den bliver ved.

Næsten alle mennesker siger ‘KUNST!, DET HAR JEG IKKE EN SKID FORSTAND PÅ’.

Hør her:.. Det er de færreste mennesker, der har forstand på kunst, og de få, der måske har lidt forstand på kunst, er sjældent til at holde ud at høre på. Kunst skal man ikke have forstand på. Man skal ikke have forstand på legoklodser for at gå i Legoland, man skal bare tage afsted og kigge og blive imponeret og overrasket. Man skal ikke være biolog og zoolog og kende til detaljerne i næsehornets horns opbygning for at nyde en Zoologisk have. Du skal ikke kunne læse noder for at lytte til Mozart og Hendrix og Dissing og Larsen. Du skal ikke have fem kokkehuer for at lave din egen verdens bedste stegt flæsk med persillesovs. Du skal ikke være lektor i litteratur for at skrive en klumme i et tillæg til en lokalavis. Du skal ikke have forstand på kunst for at besøge et lille hyggeligt galleri.

Kunst er skidespændende, kunst er at opleve noget med øjnene, nO geTso mma niKKee rva nttil, nO geTso mma niKKeha rse tfø R.

MEN når man så hører om lort på dåse (der siver ud) og guldfisk i blender og afhuggede hestehoveder og her for nyligt en banan, der gaffaet på væggen bliver solgt for en lille million kroner og spist, så bakker man ud, så vil man fandeme ikke være med mere (emoji banan, smil, hjerte)

MEN KUNST er lige så forskelligt som SPORT. SPORT det er sådan noget som håndbold, krolf, vindsurfing, dans, stangspringspring med stang og 200m bryst. Meget af det har vi ikke en skid forstand på, alligevel ser vi SPORT. KUNST det er sådan noget som landskabsmaleri, portrætter, skulpturer i gummi (og uden gummi), abstrakt farveklatvirvar, musselmalede mus, gobelintæpper, brølende hjort ved skovsø, legoklodskoncentrationslejr, lort på dåse (og uden dåse) skæve perspektiver og uforståelige tricks.

Så tag ind til det lokale galleri og kig, tag din far med, eller dit barn, eller din hund, eller en pose lakridskonfekt. Og dandér rundt foran galleriets forskellige overraskelser og stik også din egen kreativitet lidt lakridskonfekt og brug dit syn på lidt af alle de forunderlige ting , som tossede og dygtige kunstnere og håndværkere har skabt med forstand og humor og alvor og fingre.

Det er lige så gratis som loppemarkedet er. Du skal ikke være bange. Og. (jeg gentager) der er gratis kaffe.

Så skynd dig hen i galleriet ..... den der kommer sidst er en svensker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce