Annonce
Melfar Posten

Kommentar: En ikke helt corona-fri avis

Handicaprådsformand Gitte Reckendorff Nielsen var med ude at prøve den nyanlagte sti i Staurbyskov af. Med på turen var skovfoged Dan Jensen og Niels Ole Præstbro, der er sekretariatskoordinator i Naturpark Lillebælt. Stien er åben for alle, men er specielt lavet til gangbesværede eller kørestolsbrugere. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

Kære læser

Coronaen fylder fortsat meget i vores dækning. Faktisk omhandler de fleste artikler i denne udgave af Melfar Posten corona på en eller anden måde. Vores to klummer, som i denne uge begge er skrevet af præster, handler også om corona. Både alt det dårlige ved pandemien i sig selv, men også det håb og fællesskab, der er kommet ud af de sidste to måneder, hvor alting har været vendt på hovedet.

At vi har to klummeskribenter i denne uge, der begge er præster, er lidt en tilfældighed. Vita Andreasen er en del af det faste klummerul, men for ikke så længe siden blev jeg ringet op af Johanne Fårup, der er sognepræst i Middelfart Kirke. Hun og de resterende præster i Middelfart Kommune tilbød at sende en klumme ind til os en gang om måneden i det kommende år, og det sagde jeg selvfølgelig ja tak til.

Johanne Fårup lægger selv ud med den første klumme i rækken af præsteklummer, og det er dejlig befriende læsning. For i denne nye tid, hvor vi skal vaske hænder og spritte til huden revner, hvor vi ikke må gå for tæt på hinanden, og dansen rundt om køledisken i supermarkedet kan blive ret lang, kan vi måske alle genkende følelsen af: "Står du bare der og kigger på yoghurten? Kan jeg hoppe ind foran og tage en liter mælk, mens du bestemmer dig? Hov, nu kom jeg for tæt på dig, det må du undskylde, det var ikke meningen".

Og mens man så bare står der og ville tage en liter mælk i køleren, så kan man hurtigt have gjort noget forkert. Have trådt ind over et andet menneskes grænse og behov for plads omkring sig.

Men det var ikke med vilje. Undskyld.

Heldigvis kan jeg finde trøst i Johanne Fårups klumme, og det føles godt. Du kan finde den på side 17, hvis du også har brug for at høre, at vi alle kan komme til at synde, og at det er menneskeligt.

Nå, men et par coronafri artikler er det også blevet til.

Bland andet kan du på side 14 og 15 finde en historie om et fremragende projekt i Staurby Skov. En ny sti er anlagt, så også gangbesværede eller folk i kørestol kan komme en tur i skoven.

Stien er langtfra færdig, men nu eksisterer der et spor på den 600 meter lange rute, og dermed åbner der sig nye muligheder for dem, der ellers ikke har så let adgang til duften af formuldet skovbund, fuglefløjt og de tårnhøje bøgetræer, der strækker sig som en katedral mod himlen.

Når stien er helt færdig om nogle år, vil den være endnu bedre. Fyldt med legeredskaber, bordbænkesæt og andre gode ting, så alle kan komme i skoven på lige vilkår. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat, og så kommer vi selvfølgelig forbi og skriver en ny artikel - også helt uden corona.

God fornøjelse med din avis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce